TPP-aftalen bør få venstrefløjen til at juble. USA’s konservative jamrer og klynker allerede. 

Den hjemlige klagesang over Løkke-regeringens reduktion af udviklingsbistanden er forståelig, men savner global logik og historisk kontekst.

For enhver, der har fulgt udviklingen i klodens økonomiske dynamik hen over tre årtier, er der én lære, der står tilbage aldeles uantastet:

De lande, der indretter deres samfund på at producere og eksportere til verdensmarkedet, er dem, der hurtigst og med mest vedvarende virkning løfter store grupper af egne befolkninger ud af armod.

De samfund, der forsømmer at lære dette, ender i de forfærdeligste tilstande.

Skoleeksemplet, som bør indgå i pensum på ethvert økonomistudie, er Sydkorea, som i 1960 var på økonomisk niveau med ludfattige Ghana. Mens koreanerne i dag er lige så velstående som os vesteuropæere, har ghaneserne kun flyttet sig millimeter.

Skrækeksemplet over dem alle er den skandinaviske bistandsdarling Tanzania, som i perioden 1961-87 modtog bistand for 16 milliarder dollars, og hvor befolkningens levestandard blev halveret i perioden 1980-93.

DEN NETOP indgåede frihandelsaftale Trans-Pacific Partnership (TPP) kan, hvis den implementeres konsekvent, blive den vigtigste løftestang for at udvide den købedygtige, veluddannede middelklasse på begge sider af Stillehavet og muligvis danne forbillede for lande længere væk, Indien ikke mindst.

Alle de danske og europæiske aktivister, der advarer om tiltagende global nød og elendighed, bør skifte hest og melde sig som uforbeholdne tilhængere af frihandel, naturligvis ledsaget af internationalt accepterede arbejdstagervilkår.

Den politiske modstand mod TPP er mest udtalt på USA’s republikanske højrefløj, uagtet at aftalen på sigt fjerner 18.000 forskellige toldsatser til gavn for amerikanske eksportører. Et eksempel: Importafgiften på udenlandsk oksekød til det japanske marked reduceres til en fjerdedel af det nuværende niveau, men over en 15-årig periode. Aftalen er fyldt med den slags bløde overgangsordninger.

Japanske bilproducenter jubler, især Toyota og Nissan, som nu vil flytte tusinder af arbejdspladser fra Thailand til Mexico, medmindre den civilklædte junta i Bangkok får taget sig sammen og melder sig ind i TPP-klubben hurtigst muligt.

At Sydkorea ikke kom med i første runde, kan nok forklares med bureaukratisk træghed, for præsident Park Geun-hye presser på. Det interessante er her, om hun kan bruge sin indflydelse i Beijing til at få den stærke kinesiske industrilobby til at tilpasse sig TPP’s standarder.

Det nye frihandelsregime har ædle hensigter. Som en social modydelse for friere globale handelsvilkår rummer flere af TPP’s 30 kapitler bestemmelser om arbejdstagerrettigheder, herunder fri forhandlingsret, miljøbeskyttelse og sundhed.

Alle medlemslande forpligter sig til at respektere de principper om arbejdstagerrettigheder, som ILO, Den Internationale Arbejdsorganisation, har defineret, og som fastsætter minimumslønninger og loft over arbejdstiden.

Gad vide, hvordan kommunistpartiet i Vietnam vil stille sig, når man opdager, at TPP giver landets industriarbejdere ret til at organisere sig i en fagforening, som partibureaukraterne ikke kontrollerer?

De bør bruge tid på de analyser, som Peterson Institute for International Economics i Washington har foretaget: De konkluderer, at Vietnam bliver et af de helt store vinderlande i TPP-familien.

Og jo, dansk bistand har hjulpet godt med til at gøre dette tigerland til en robust deltager i den internationale arbejdsdeling (her er der lidt trøst at hente for rækken af forhenværende udviklingsministre hertillands).

Principielt er der intet til hinder for, at klodens næststørste økonomi, den kinesiske, før eller siden slutter sig til TPP. Kinesiske produktionscentre leverer til alle de forsyningskæder, der går ud af Østasien og hele vejen til de store markeder i Nordamerika og Europa.

Det ironiske er her, at de største forhindringer på vejen til et ægte globalt frihandelsregime vil være parløbet mellem kinesiske industrikonglomerater og den protektionistisk orienterede amerikanske højrefløj. Unægtelig et umage makkerpar.

Den udsigt til økonomiske løft, som TPP og lignende aftaler giver, vil ikke nå ud til klodens to mest plagede kontinenter. Med få undtagelser savner Afrika og Mellemøsten de strukturelle rammer (industriel og teknologisk kapacitet samt infrastruktur) for at blive deltagere i de globale forsyningskæder og dermed velstanden.

Råstofafhængigheden, kunstige statsdannelser og religionsdyrkelse, senest i Islamisk Stats aftapning, er blevet permanente forbandelser. Noget, der tales om i den amerikanske valgkamp?

(klumme i Politiken 15. oktober 2015)