Dramatikken er ude af klodens vigtigste bilaterale forhold.

Både det internationale diplomati og medieindustrien har været på overarbejde med den intense topmødeaktivitet, der har udfoldet sig over en uges tid i New York og Washington.

At Rusland er på vej ind i Mellemøsten for at udfylde det tomrum, som amerikansk passivitet og forvirring har givet mulighed for, var der ikke mange, der havde forudset for bare få år siden.

Den russiske præsident, Vladimir Putins, tale til FN’s generalforsamling tog hurtigt opmærksomheden fra både den kinesiske præsident, Xi Jinpings, tilstedeværelse sammesteds (han debuterede i dette forum) og det forudgående kinesiske statsbesøg i den amerikanske forbundshovedstad.

Udsigten til en udenrigspolitisk aktivisme fra russisk side fik dermed opdateringen af det amerikansk-kinesiske forhold til at ligne et rutinemæssigt serviceeftersyn på bilværkstedet efterfulgt af en småkedelig dag på kontoret.

EFTERTIDENS historieskrivning vil næppe finde samtalerne mellem præsidenterne Xi Jinping og Barack Obama sensationelle.

Dommedagsprofeter og koldkrigsideologer vil undre sig over, at den etablerede, men reducerede supermagt fortsætter med at bidrage til den opstigende supermagts bestræbelser for at modernisere sin økonomi.

Dette fik sit eget udtryk med Xi Jinpings udmelding om oprettelse af et kinesisk marked for klimakvoter fra 2017.

Mon ikke præsident Obamas rådgivere har læst den amerikanske forsker Chalmers Johnsons værker om de østasiatiske udviklingsstater, og at de deraf har konkluderet, at Kinas udviklingsfase lige nu kan sammenlignes med, hvor Japan var for måske 40 år siden. De ved, at den aktuelle reduktion i Kinas vækstrater er et vidnesbyrd om, at kineserne er i gang med at skifte udviklingsmodel.

Den slags tager tid, især når millioner af lavtuddannede skal flyttes fra uproduktive landdistrikter til megabyers industricentre.

Præsidenterne Truman og Eisenhower stod for seks til syv årtier siden med lignende udfordringer om end i mere beskeden skala.

OMKRING årtusindeskiftet talte amerikanske og kinesiske diplomater om en håndfuld T’er som faste konfliktpunkter i den kritiske dialog mellem Beijing og Washington: Tyveri (af militær teknologi), Tibet, Taiwan og Tiananmen (en reference til opstanden i 1989 og dermed Kinas manglende overholdelse af menneskerettigheder) samt Trade, altså ubalancerne i den bilaterale samhandel.

Hvordan ser dette problemkatalog så ud i dag efter sidste uges topmøde?

SAMHANDEL tales der stort set ikke om, hvilket til dels kan forklares med, at forhandlingerne i regi af Verdenshandelsorganisationen (WTO) har være sat på standby siden 2008.

Tiananmen er afløst af amerikansk kritik af kinesisk mediecensur og forfølgelse af uafhængige advokater, men emnet dominerer ikke dialogen længere. End ikke den republikanske højrefløj bruger mange kræfter her.

Taiwan-problematikken klarede præsident Obama med en enkelt sætning under topmødet: at USA står ved den 36 år gamle lovgivning, der giver Taiwan (den demokratisk styrede østat Republikken Kina) amerikansk militær beskyttelsesgaranti over et stykke geografi, som Kina betragter som en provins, der skal hjemtages til moderlandet.

Den udmelding er utvivlsomt blevet bemærket af det taiwanske oppositionspartis kandidat Tsai Ing-wen, der står til at vinde østatens præsidentvalg til januar.

Tibet er blevet et non-issue, nok fordi selv de amerikanske protibetanske aktivister har opdaget, at Dalai Lamas eksilregering aldrig har krævet løsrivelse.

Udfordringen med teknologiske tyverier blev på topmødet lagt ind under kategorien cybersikkerhed, og det bør bemærkes, at USA anerkender problemets gensidige karakter: at det ikke kun er kinesiske virksomheder, der stjæler med arme og ben.

RELATIONERNE ligner business as usual.De kandidater, der gør sig håb om at arve Obamas embede, bør naturligvis være bekymrede over, at Kina med oprettelsen i fjor af Den Asiatiske Infrastruktur-og Investeringsbank (AIIB), der har fået formel tilslutning fra alle europæiske stater af betydning, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien inklusive, har taget tilløb til på langt sigt at udfordre den verdensorden, der blev grundlagt i Bretton Woods, New Hampshire, for 71 år siden.

Kina vil med AIIB næppe nedlægge hverken Valutafonden (IMF) eller Verdensbanken, men amerikanerne må undre sig over, at Beijing nok har oprettet en potentiel konkurrent til Bretton Woodsinstitutionerne, men stadig er den aktør, der nyder de største fordele af den eksisterende orden.

(klumme i Politiken 1.oktober 2015)