Klodens tredjestørste økonomi har tusinder af tomme boliger, men tager kun få asylsøgere og indvandrere.

DEBATTEN om asylsøgere og migration kommer snart til at handle om et samfunds ret til at være etnisk og kulturelt homogent, og om denne tilstand er forudsætningen for udviklingen af både velfærdsstat og demokratiske institutioner og en dertil hørende tolerant borgeradfærd båret af sammenhængskraft og solidaritet.

Alt for længe har en ofte populistisk diskussion om multikulturalisme handlet om det globale tag selv-bord, hvor individer er mere forbrugere, end de er borgere, og hvor identitet skæres ned til, om man er til Apple eller Samsung.Europas flygtningekrise demonstrerer til fulde, at et voksende antal af kontinentets borgere er ved at forlade illusionernes supermarked og er på holdningsmæssig strækmarch på vej tilbage til den nationalstat, som vi troede, vi forlod med euroens ankomst.

PÅ GODT og ondt kan europæerne her lære af Østasiens mest avancerede økonomi og demokrati, Japan. At øriget har været ramt af demografisk og økonomisk stagnation i et kvart århundrede, ændrer ikke ved, at japanerne lever i et af klodens mest betryggede samfund med kriminalitetsstatistikker, som den vestlige verden kun kan se misundeligt på.

Men Japan er også et samfund, der kun levner minimal plads til individer fra andre kulturer. Det afspejler sig i den uhyre beskedne frivillige indvandring til landet og og det rekordlave antal accepterede asylsøgere. 11 blev det til i fjor, svarende til én asylsøger per 11,5 millioner indbyggere, dog en beskeden forbedring i forhold til de seks, som slap indenfor i 2013.

Asylsøgerne (godt 5.000 søgte i fjor) er typisk gæstearbejdere, ofte illegale, fra Sydøstasien, der ønsker at blive af økonomiske mere end af politiske grunde.

UANSET de etno-kulturelle faktorer, der er barrierer for et større optag af asylsøgere og indvandrere, har Japan i dramatisk grad behov for udenlandsk arbejdskraft.De japanske kvinders langvarige fødselsstrejke betyder, at befolkningstallet svinder med en tredjedel i løbet af det kommende halve århundrede. Men porten for indvandrere er lukket.

Konsekvenserne ses i bybilledet. Boligmassen i Japans storbyer præges i voksende grad af spøgelseskvarterer, hvor tusinder af boliger er blevet forladt af ældre, der er flyttet på alderdomshjem eller er draget til det hinsides. Prognosemagere taler dystert om et Tokyo omringet af affolkede satellitbyer i stil med Detroit.

Amerikanske forskere har for Harvard Institute of Economic Research foretaget et analysearbejde om etniske befolkningsgruppers selvopfattelse og kulturelt-sociale identiteter. Den konkluderer, at velstandsskabende og socialt harmoniske lande i overvejende grad tilhører gruppen af homogene samfund. Japan og Sydkorea er de ledende rollemodeller, Singapore undtagelsen fra reglen.

Japans største etniske mindretal, det koreanske, som tæller lidt over en halv million, protesterede gennem årtier over, at det ikke fuldt ud havde de rettigheder, der kunne sidestille dem med ‘ rene’ japanere.Dette til trods for, at alle zainichi, som de kaldes, taler japansk, som oftest bedre end den smule koreansk, de måtte have arvet fra forældre eller bedsteforældre.

Takket være et vedvarende pres er diskriminationen af dem aftaget, og tæt ved 10.000 medlemmer af zainichi-mindretallet vælger hvert år at blive japanske statsborgere. De kommer dermed ud af kategorien ‘ særlige fastboende indbyggere’ uden stemmeret.

JAPAN og Sydkorea er i en foruroligende demografisk udvikling med en stigende ældrebyrde. Filippinerne, hvis største eksportartikel er arbejdskraft, har forsøgt sig med gæstearbejdere til Japan, men uden større succes.Mellemøstlige og afrikanske asylsøgere vil være chanceløse i Nordøstasien.

Forklaringen er kulturel: Hvad europæiske kritikere vil kalde racisme, er i en østasiatisk optik retten til etno-kulturel homogenitet.Spørger man højtuddannede japanere eller koreanere om mulighederne for etnisk integration i stil med, hvad der er kendt fra de nordeuropæiske protestantiske samfund (herunder danskere, der leverer ægtefæller og arbejdskraft til nabolandene), får man hovedrysten som reaktion.I den kungfutsiansk-buddhistiske kulturkreds er nationalstaten en så stærk identitetsfaktor, at betegnelsen multikulturel er et skældsord.

Dog stikker Sydkorea ud med sine mange kristne (mere end en fjerdedel af befolkningen). Kungfutse var en forløber for Jesus, lyder en populær udlægning i Seoul.

(klumme i Politiken 17. sep. 2015)