Sejrsfest i Beijing uden hyldest til den vigtigste allierede

Students form the figure "70" as they pose with Chinese national flags and red stars during a event to mark the 70th anniversary of the Victory of Chinese People's War of Resistance Against Japanese Aggression and the World Anti-Fascist War, at a primary school in Handan, Hebei province, China, August 31, 2015. China will mark the 70th anniversary of the end of World War Two with a massive military parade this Thursday, with some 12,000 soldiers marching through Beijing's central Tiananmen Square. REUTERS/China Daily CHINA OUT. NO COMMERCIAL OR EDITORIAL SALES IN CHINA. TPX IMAGES OF THE DAY - RTX1QCJB

Det kinesiske nationalistparti bør hyldes for sin indsats i verdenskrigen, ikke kommunistpartiet. 

HEN OVER sommeren er 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig blevet markeret på forskellig vis i flere hovedstæder, senest i Seoul og Tokyo.I dag er det så Kinas tur med en storstilet militærparade i Beijing, hvor sejren over den kejserlige imperiemagt Japan skal markeres. Det bliver tilmed en interessant premiere, eftersom det kinesiske kommunistparti aldrig tidligere har fejret denne begivenhed, der betød, at Kina fik plads side om side med sejrsmagterne USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig og dermed adgang til et permanent sæde i FN’s Sikkerhedsråd få år senere.

Der er mange bizarre aspekter ved dagens parade. Først og fremmest at den vigtigste kinesiske aktør fra krigsperioden vil være fraværende: det kinesiske nationalistparti Guomindang, som var den eneste krigsmodstander af betydning for det Japan, som allerede i 1931 tog sig en stor bid af den daværende kinesiske republik og indledte en kolonisering og aggressionspolitik, der ikke lod nazisterne i Europa noget tilbage i grusomhed.På dette tidspunkt havde de kinesiske nationalister i flere år været i åben og blodig konflikt med det dengang talmæssigt svagere kommunistparti.

Denne broderstrid skulle vise sig at være dyrebar, fordi japanerne dermed fik lettere spil på slagmarken. Datidens kommunistiske partisanhær under ledelse af Mao Zedong ydede kun en beskeden indsats mod de uhyggeligt effektive japanske styrker. I stedet var det kommunisternes hovedrival, Chiang Kai-shek og hans nationalisthær, der led størsteparten af tabene i kampen mod en på alle måder teknisk overlegen modstander.

Chinese People's Liberation Army (PLA) female soldiers march during the National Day parade in Beijing, on 1 October 2009.

DAGENS PARADE i Beijings centrum bliver derfor endnu en demonstration af den disciplin, som Kinas ledere og deres divisioner af spindoktorer er mestre i: tilpasning af historieskrivningen, i nogle tilfælde i form af regulære forfalskninger, men overvejende i form af udeladelser.

Artikler i kinesiske medier op til mindedagen påstår således, at det var den kommunistiske leder Mao Zedong, der deltog i den legendariske konference i Kairo i november 1943, hvor USA’s præsident, Franklin D. Roosevelt, og den britiske premierminister, Winston Churchill, lagde planerne for, hvad der skulle ske med de landområder, som Japan havde erobret – ikke bare i krigsårene, men også langt tidligere (Taiwan blev overtaget fra Kina i 1895, og Korea blev koloniseret i 1910). Roosevelts og Churchills samtalepartner var ikke kommunisten Mao, men nationalisten Chiang Kai-shek.

Cairo_conference

Chiang og hans parti Guomindang blev taberne i den kinesiske borgerkrig i 1949. Den kristne generalissimo flygtede med sine slagne tropper til Taiwan, hvor han videreførte Republikken Kina og på 25 år leverede et sandt udviklingsmirakel på linje med samtidens unge republikker i Sydkorea og Singapore. Autoritært gik det for sig, men sult og fattigdom blev udryddet på rekordtid.

Da demokratiseringen og liberaliseringen kom under generalissimoens søn Ching-kuo i 1987, 12 år efter faderens død, skete det, uden at der blev løsnet et skud.I dag er Republikken Kina, som vi i daglig tale kender som Taiwan, bedre kørende med demokrati og menneskerettigheder end samtlige andre stater i regionen, Sydkorea og Japan undtaget.

HVIS historieskrivningen skal respekteres, er det derfor Republikken Kina og ikke Folkerepublikken Kina, der bør hædres med flyvende faner i dag. Det lader sig ikke gøre, fordi de to rivaler ikke er politisk forenet, om end de handler og investerer på livet løs og opbygger velstand hos hinanden som aldrig før set.

Nogle af gæsterne på Den Himmelske Freds Plads i dag vil muligvis kunne se det ironiske i, at den økonomiske model, der på tre årtier har gjort Kina til et vækstmirakel, er kalkeret over det, som Chiang Kai-shek leverede i Taiwan frem til sin død i 1975, mens arvefjenden Mao kørte sin folkerepublik i sænk med fejltænkte industrialiseringskampagner (Det Store Spring Fremad i 1950′ erne), absurd ideologisk tyranni (kulturrevolutionen 1966-71) og andre former for galskab.

5-3

Og hvem ærer så den kinesiske magtelite med tilstedeværelse i dag? Mest prominent er den russiske præsident, Vladimir Putin, om end Kina er ved at reducere ham til råstofleverandør for storstilede euroasiatiske infrastrukturprojekter hele vejen fra Shanghai til Østersøen.

Fra Europa er der kun to prominente gæster, begge særdeles forhenværende: ekspremierminister Tony Blair og eksforbundskansler Gerhard Schröder.Mon ikke de to har fået rejsen betalt og lidt til? Og hvad mon de skal tale med Vladimir Putin om i kaffepausen?

(klumme i Politiken 3.9.2015)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Japan, Kina, Kommentarer/analyser. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s