70 år efter befrielsen tegner en koreansk genforening helt urealistisk. Krigen er stadig reel.

HVILKET INDIVID, der har søgt og opnået frihed, ønsker sig tilbage til diktatur, undertrykkelse og sult?

Spørg Kim Ryen-hi, en 45-årig skrædder fra Nordkorea, som i dag står frem og hævder, at hendes flugt til Sydkorea for 4 år siden var en regulær fejltagelse. Hun savner sin ægtefælle, parrets datter og sine forældre så stærkt, at hun har søgt de sydkoreanske myndigheder om udrejsetilladelse, men har fået afslag.»Selv hvis det betyder sultedøden, ønsker jeg at komme tilbage til min familie«, har hun fortalt på en pressekonference.Men det hjælper hende ikke. Hun har fået sydkoreansk statsborgerskab, og ifølge sikkerhedslovgivningen i hendes nye hjemland er det en lovovertrædelse at hjælpe sig selv eller andre til at flygte til arvefjenden Nordkorea.

Det juridiske apparat i Sydkorea er indstillet på at kunne modtage flygtninge fra Nordkorea, ikke til at kunne returnere dem.Nemmere bliver hendes situation ikke af, at hun i lighed med 28.000 andre nordkoreanske afhoppere har afgivet en edsvoren erklæring på, at hun vil være en lovlydig antikommunistisk borger i Sydkorea.

Det med antikommunismen handler om, at sydkoreanerne frygter, at afhoppere begynder at drive spionagevirksomhed for fjenderne i nord.Kim Ryen-hi har tilmed fortalt, at hun har indsamlet data om andre nordkoreanske afhoppere i Sydkorea. Hun mente, at hendes handlinger ville føre til, at hun blev sendt retur. I stedet endte hun i en retssag, hvor hun blev idømt 2 års fængsel for spionage, men dog blev løsladt efter at have afsonet 9 måneder af dommen.

Siden har Kim Ryen-hi været under de sydkoreanske myndigheders konstante overvågning, på trods af at hun siger, at hendes tilståelse af spionage var ren fantasi.I dag har hun job på en genbrugsanstalt og fortæller sine forbløffede omgivelser, at hun stadig længes efter det Nordkorea, hvis diktator, Kim Jong-un, hun betragter som sin biologiske far.

Hendes eneste håb om hjemvenden er, hvis der kommer en politisk aftale i stand mellem Pyongyang og Seoul, og en sådan er der overhovedet ikke udsigt til. Koreansk stolthed giver ikke plads til tyskinspireret realisme.

GENFORENING er begge koreanske regeringers erklærede mål, selv om et nøgternt blik på realiteterne gør en sådan løsning til et politisk fantasifoster. Mens vi i Europa efter 1989 kunne glæde os over, at de to tyske stater kunne forenes i en samlet og forsonet forbundsrepublik, er der meget lidt, der taler for, at den tyske erfaring kan kopieres til Korea. 4 årtiers alliancesystemer i Europa lod den kolde krig forblive kold, mens den blev rygende varm på Den Koreanske Halvø 1950-53 i en slags fortsættelseskrig til Stillehavskrigen, der førte til USA’s indtræden som supermagt i Asien.

Det er verden blevet mindet om forgangne weekend, hvor 70-året for krigsafslutningen blev markeret i både Tokyo og Seoul. Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, mindede sine landsmænd og resten af verden om sin nations uforløste traumer: Befrielsen fra japansk koloniherredømme blev afløst af deling, krig og fortsat konflikt. Præsident Park anmodede det nordkoreanske regime om at ophøre med militære provokationer langs den såkaldte demilitariserede zone og opfordrede til tillidsskabende foranstaltninger såsom genforening af delte familier. Hun opfordrede også Nordkorea til at følge Cubas eksempel og søge en tilnærmelse til USA.

MEN naboskabsrelationerne i Østasien kan slet ikke sammenlignes med de muligheder, der omgav Tyskland omkring 1990. Frankrigs pris for den tyske genforening blev som bekendt euroen. Det nærmeste, Østasien kommer en sådan størrelse, er den amerikanske dollar. Kinas præsident, Xi Jinping, er ikke i nærheden af at være en ‘ nederlagets helt’, som datidens sovjetleder Mikhail Gorbatjov blev det. Den japanske regeringschef, Shinzo Abe, er lige så lidt i nærheden af at blive til en asiatisk Willy Brandt eller Helmut Kohl. Den nordkoreanske diktator, Kim Jong-un, er ingenlunde en variant af den sidste DDR-chef, Egon Krenz.

Altså skal der en helt anden logik til for at løse op for de historiske modsætningsforhold i Østasien. Der kan kun tænkes én realistisk ramme for ændring af status quo: at Kina og USA finder en forståelse om et mere forsonligt Asien. Begyndelsen er gjort med den amerikansk-kinesiske enighed om at fjerne alle atomvåben fra Den Koreanske Halvø, men regimet i Pyongyang har sat denne proces i stå, og der er ikke den fjerneste udsigt til, at parterne i de såkaldte sekspartsforhandlinger i Beijing kommer videre.

Kim Ryen-hi kan arbejde videre på sin genbrugsanstalt. Hun får næppe sine drømme opfyldt.

(klumme i Politiken 20. august 2015)