Valghandlingen i Myanmar er kun begyndelsen på en proces, der er spækket med forhindringer

Tag ikke fejl: Myanmar, det tidligere Burma, er et potentielt meget rigt land, befolket af omkring 50 millioner individer, langt de fleste af dem fattige.Den tilstand kan det netop afholdte parlamentsvalg ændre på, men det bliver en langvarig tur op ad bakke.

For ruten er spækket med forhindringer, langt de fleste af dem politiske, fordi de er indeholdt i den forfatning, som landets militære elite brugte flere år på at udforme, inden de tillod afholdelsen af et valg, der ikke var frit efter vestlige standarder, men ikke lader tvivl om, hvem der er landets mest populære politiker.

Den militære elites motiv til overhovedet at afholde et valg er at sikre officersoligarkiets fortsatte kontrol med landets kolossale rigdomme og at give et mangeårigt autoritært styre et skær af legitimitet.

Også generaler og deres civile bureaukrater ønsker respekt og tolerance.Ungdommens lære om Buddhas liv og gerninger har sat sig spor helt op i seniorlivet.

Nu er de så for alvor udfordret af især yngre generationer, hvad søndagens valg til fulde demonstrerede. Men der er grænser. De nyvalgte parlamentsmedlemmer har kun begrænset indflydelse på valget af præsident, og udpegningen af de vigtigste ministerposter er fortsat reserveret officerskorpset.

Politi, sikkerhedsapparatet og de væbnede styrker vil ikke kunne kontrolleres af de nye civile ministre, ej heller af parlamentsflertallet, som med stor sandsynlighed vil tilhøre oppositionspartiet Den Nationale Liga for Demokrati, ledet af Aung San Suu Kyi.

PÅ STATENS budget er det militæret, der fylder mest, hvilket selvfølgelig skal forklares med et halvt århundredes diktatur og små langvarige, beskidte krige i de grænseregioner, hvor bevæbnede minoritetsgrupper har ydet modstand mod skiftende burmesiske centralregeringer og juntaers forsøg på kontrol og underkastelse siden uafhængigheden.

Fænomenet etnisk udrensning blev praktiseret i datidens Burma, årtier før 1990′ ernes krige på Balkan gjorde det nærværende for europæere.Til enhver tid vil være der risiko for, at militæret igen suspenderer det civile politiske liv.

Skulle der opstå en situation, hvor hensynet til national sikkerhed tilsiger det, giver forfatningen mulighed for, at officerskorpset vender tilbage til regeringskontorerne, næste gang med henvisning til forfatningen – en særlig øvelse, som kaldes et blødt kup, og som aktuelt kendes fra det samfund, som Myanmar ligner mest, nabolandet Thailand.

Udsigten til denne risiko forklarer, hvorfor søndagens valg forløb uden voldelige episoder. Men under den gyldne overflade ulmer spændinger og nervøsitet.Den militante form for buddhistisk etnonationalisme, som officerskorpset sponsorerede i valgkampen for at skabe splid i den store del af vælgerkorpset, går ikke væk efter optællingen af stemmer.

DER ER IKKE tradition for magtdeling, samarbejdende folkestyre eller koalitionsregeringer i Øst-og Sydøstasien, end ikke i lande med flerpartisystem. Thailand er det skræmmende eksempel.

Til gengæld kendes der til overmål eksempler på ‘ personalisme’, altså en tilstand, hvor en leders livshistorie og egenskaber overskygger traditionel idépolitik. At bedømme politik på højre-venstre-skalaen, som i Europa, er meningsløst i Asien.

Her er Myanmar allerede en klassiker, der vil gå over i historieundervisningen. Suu Kyi er ikke kun en karismatisk person, hun forventer også, at hendes popularitet omsættes til loyalitet i partirækkerne, og der er ikke for nuværende en kronprins eller kronprinsesse, der kan hjælpe et generationsskifte i gang.

Så det er op ad bakke på mere end en enkelt front. Den Nationale Liga for Demokrati (NLD) skal i gang med at uddanne yngre folk, der kan opbygge en stabil medlemsorganisation med funktionærer, der også kan indtræde som ministre og topembedsmænd.

Aktivisterne i NLD har været gode til at sikre popularitet i befolkningen, men har ingen erfaring med administration og magt. Den lysende fremtid for Myanmar venter derfor ikke lige om hjørnet.

Embedsværket skal professionaliseres, og økonomien skal af-monopoliseres. Dernæst skal der tages fat på de store følsomme spørgsmål om de etniske mindretals rettigheder.Der bliver virkelig brug for tålmodighed, en gammel asiatisk dyd, hvis Myanmar skal genskabe den harmoniske ånd og tolerance, som imperialismens hofdigter, Rudyard Kipling, ikke fandt i hinduismens Indien, men blev charmeret af, da han kom til Burma i 1889.

Da imperiemagten forlod Burma i 1948, efterlod den et ufuldstændigt samfund.Nu er Kiplings pagodeland slået tilbage til start.

(klumme i Politiken 11. nov. 2015)