Aung San Suu Kyi får brug for sin politiske anerkendelse i Beijing.
Især blandt de unge burmesere er der en mærkbar eufori og optimisme over udsigten til et friere og mere retfærdigt samfund, efter at Myanmars største oppositionsparti vandt en overbevisende sejr ved parlamentsvalget tidligere på måneden.
Valgets vinder, Aung San Suu Kyi, smiler stadig fra plakatbilleder i de mange souvenirbutikker på strækningen mellem Hsipaw i Shanstaten og den gamle kongeby Mandalay.Fordelingen af stemmer og mandater kan dog ikke lægges endeligt fast, før valgkommissionen har behandlet klagerne fra de kandidater, som mener, at valghandlingen var præget af uregelmæssigheder.
Det kan forlænge den regeringsdannelse, der er sat til at vare helt frem til marts.Der er en frist på 45 dage efter valgresultatet til at indgive klager, og dem, der tages til behandling, skal ifølge valgkommissionens regler behandles af et tribunal, som samme kommission selv nedsætter.En repræsentant for det tabende parti sagde tidligere på ugen, at der er mindst 100 klager under forberedelse.
ALLEREDE nu er der derfor skabt usikkerhed om, hvorvidt valgets vinder får den nationale forsoningsregering, som hun har plæderet for. Tre dage efter valget skrev Suu Kyi til tre politiske hovedpersoner – den afgående præsident, parlamentsformanden og forsvarschefen – og bad om et møde, som hun ønskede holdt i denne uge.
Præsidentens talsmand svarede, at det må afvente behandlingen af klager i valgkommissionen.Der tales herude om en forhalingstaktik, der skal give den militære magtblok mere tid til at overveje muligheder for obstruktion af en regeringsdannelse med Suu Kyis parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), i førersædet.
Tilsyneladende har den nobelprisbelønnede valgvinder allerede taget højde for en sådan udvikling og har haft møder med ambassadørerne fra samtlige vestlige lande af betydning og har dermed opnået omverdenens diplomatiske og symbolpolitiske anerkendelse af valgsejren.Spørgsmålet er, om det rækker, hvis regeringsdannelsen kører fast i juridisk og administrativ obstruktion.
Skulle der opstå en nødsituation, giver forfatningen mulighed for, at forsvarschefen på vegne af landets sikkerhedsråd griber ind og overtager styringen af landet. Omverdenens reaktion vil blive voldsom, men sandsynligvis uden effekt på det militær, der har meget at tabe efter at have siddet brutalt på et magtmonopol i et halvt århundrede.
DER BLIVER brug for kreativt og dynamisk diplomati for at forhindre, at Myanmars demokratisering kører fast eller helt af sporet. Valgvinderen Suu Kyi er nødt til at spille med alle tænkelige kort for at sikre, at magtoverdragelsen føres igennem, og hjælpen i denne proces kan vise sig at komme fra en side, hvor de færreste har ventet den: Beijing.
I juni stod Suu Kyi i spidsen for en partidelegation, der aflagde et fem dage langt besøg i Kina. Dette var intet mindre end en sensation, eftersom Beijing af princip ikke dyrker forbindelse med oppositionspartier, kun magthaverpartier.Men lige akkurat her er Myanmar en undtagelse.
Det diplomatiske miljø i den kinesiske hovedstad gjorde store øjne, da ingen ringere end præsident og generalsekretær Xi Jinping modtog Suu Kyi og førte en timelang samtale med partilederen om nødvendigheden af at sikre et stabilt og konstruktivt samkvem mellem Myanmar og dets uden sammenligning allervigtigste nabo.
FOR KINA har store interesser på spil hos den sydvestlige nabo: en olie-og gasrørledning mellem Yunnan-provinsen og en udskibningshavn i det vestlige Myanmar åbnede tidligere i år, og kinesiske virksomheder opfører dæmninger i den nordlige del af landet, som skal levere strøm til den umættelige kinesiske vækstmotor.
Disse aktiviteter blev etableret under den tidligere junta og har gjort Kina til den uden sammenligning største handels-og investeringspartner i Myanmar.Kina ønsker ro ved sine grænser for at sikre sine gigantiske investeringer. Årtiers jernhårdt juntastyre leverede ikke denne stabilitet, og Beijing har derfor valgt at etablere et samarbejdsforhold med Myanmars mest populære politiske parti.Kinesiske diplomater har med tilfredshed noteret sig Aung San Suu Kyis understregning af, at gode forbindelser til Kina er livsvigtige for Myanmars økonomiske fremtidsmuligheder.Obstruerer landets militær regeringsdannelsen i Myanmar, vil det være Kina, der har de bedste muligheder for at sikre, at valgresultatet fører til en civil regeringsdannelse.Beijing har en finansiel klemme på generalerne.
(klumme i Politiken 26.11.2015)