En militær retræte fra magtens haller i det plagede land bliver en langsommelig affære. 

Selv de mest trænede iagttagere af den politiske udvikling i Myanmar, det tidligere Burma, havde ikke set en politisk forsoning komme og endda så tidligt, at det nærmest er overrumplende.

I sidste uge mødtes vinderen af parlamentsvalget i november, nobelpristageren Aung San Suu Kyi, med den general og eksdiktator, der var hovedansvarlig for årtiers undertrykkelse af regimekritikere og etniske oprørsgrupper i det plagede land. Than Shwe hedder han og er med en betydelig berettigelse blevet sammenlignet med Slobodan Milosevic, den serbiske leder, der blev manden, der indledte 1990′ ernes etniske udrensninger i det tidligere Jugoslavien.

MØDET mellem Than Shwe og Suu Kyi kom kun to døgn efter en tilsvarende seance mellem oppositionslederen og Than Shwes efterfølger på posten som militær øverstkommanderende, Min Aung Hlaing. Betegnelsen ‘ forsoningsproces’ begyndte at give mening, når man erindrer, at Suu Kyi sad i husarrest i lange perioder mellem 1989 og 2010.

Mødernes betydning er blevet fortolket således, at det magtfulde militær, der har misregeret Myanmar i mere end et halvt århundrede og bragt det ressourcerige land til tiggerstaven, nu er indstillet på en fredelig og gradvis overdragelse af magten til en folkevalgt og civil regering.

Spørgsmålene presser sig på: I hvilket tempo vil det ske, på hvilke betingelser vil det foregå, og vil fortidens undertrykkere opnå straffrihed? I landets tidligere hovedstad, Yangon, tales der om, at den militære retræte fra magtens haller bliver gradvis, men at officerseliternes kontrol med en stor del af den økonomiske sektor forbliver uantastet.

Officersoligarkiet har det reelle ejerskab til store forekomster af ædelsten, hotelkæder, produktionsvirksomheder og transportselskaber.Ingen forestiller sig realistisk, at disse sektorer udsættes for privatiseringstiltag, om end det netop er, hvad der skal til for at kickstarte Myanmars økonomi.

Fra udviklingen på andre kontinenter ved vi, at generaler er notorisk ringe til at være økonomiske administratorer.

Blandt yngre officerer i Myanmar er der tydeligvis et ønske om at blive set som en professionel hær, der nyder respekt i befolkningen, hvilket kan blive svært i et land, hvor militæret siden et kup i 1962 har stået bag endeløse kampagner, der bedst kan karakteriseres som etniske udrensninger.

ET AF DE store spørgsmål, der trænger sig på i den vanskelige overgangsfase, der er sat i gang, er, om militæret vil hjælpe til med at indføre den føderale politiske ordning, som ingen ringere end faren til den aktuelle valgvinder, frihedshelten Aung San, stillede sin etnisk fragmenterede nation i udsigt, da han i 1947-48 forhandlede sig til uafhængighed af den britiske kolonimagt.

En første forudsætning, der skal opfyldes, vil være et stop for kamphandlinger rettet mod f. eks. det kristent dominerede mindretal i den nordlige Kachin-stat og lignende konflikter mellem centralregeringen og uafhængighedsgrupper i den nordøstlige Shan-stat. Seriøse fredsforsøg lader vente på sig.

Officersoligarkiet har hele tiden vidst, at de ville få brug for Suu Kyi, om end de helst havde set hendes parti, Den Nationale Liga for Demokrati (NLD), vinde valget med kun et beskedent flertal, således at den fjerdedel af unionsparlamentet, som er udpeget af militæret, uden besvær kunne marginalisere NLD.

Men Suu Kyis valgsejr blev så overvældende, at dette scenario røg på gulvet. Tilbage står så dannelsen af en hybridregering, hvor NLD beholder de mest kompetente af den tidligere militært dominerede administration, mens demokratibevægelsens aktivister omskoles og uddannes til at kunne indtage embedsværket.Det bliver en langvarig og tung proces.

EN SAMMENLIGNING med overgangssituationen i Sydafrika for et kvart århundrede siden er fristende, men Myanmar får ingen national sandheds-og forsoningskommission.Det langtrukne internationale ‘ tribunal’ mod de tidligere Røde Khmer-ledere i nabolandet Cambodja står som et skræmmende eksempel på juridisk amatørisme, massivt sløseri med internationale donationer og skandaløst beskedne resultater.

En ny regering i Myanmar har intet at lære heraf, selv om et halvt århundredes undertrykkelse nok kunne kalde på placeringen af et ansvar. I stedet må nutidens offentlighed glæde sig over, at der i boglader i Yangon nu kan købes bøger, der dokumenterer, hvor slemt det stod til i datidens Burma.Censuren er stærkt reduceret, og tidligere forbudte bøger storsælger i dag, men dramaets forbrydere lever i sikkerhed.

(klumme i Politiken 10.12.2015)