Nordkoreanske tragedier er Gulag uden ende

To flugthistorier og en insiderberetning bekræfter opfattelsen af Nordkorea som et jordisk helvede. 

På kort tid er der udkommet tre danske oversættelser af bøger med stort set samme tema: De forfærdende vilkår for individer, der lever i Nordkorea. Det begynder at ligne en trend. For de få, der har held til at flygte fra det dynastiske rædselsregime på den nordlige del af den koreanske halvø, bliver det nærmest en hellig pligt at beskrive det helvede på jord, som officielt hedder Den Demokratiske Folkerepublik Korea.

Hyeonseo Lee var vidne til sin første henrettelse som syvårig. Selv om hun var omgivet af fattigdom, sult og frygt, var hun og familien overbevist om, at de levede i verdens bedste land. De nordkoreanske børn holder af landets leder, som børn i Vesten holder af julemanden.

Det er ordene, som de står i ‘ Pigen med de syv navne’, som er titlen på Hyeonsees fortælling, for navnet er selvfølgelig ikke det, hun er født med.Hun var atten, da hun flygtede fra sit fødeland, og ti år efter beslutter hun sig for at vende tilbage for at hjælpe sin mor og bror til friheden.

De tre tager på en farefuld flugt gennem Kina og når til grænsen til Laos. Hyeonseo overlader sine to slægtninge til folk, som hun betaler for at bringe dem videre til Thailand, men erfarer siden, at gruppen er blevet arresteret af laotiske grænsevagter.

hyeonseo-leeee

Efterfølgende tager hun ind i den laotiske hovedstad, Vientiane, hvor der skal ske et mirakel, hvis det skal lykkes hende at få moderen og broderen fri. Miraklet indfinder sig, og de tre når til Sydkorea.

Historiens virkelige mirakel består i, at en ung kvinde er i stand til at mobilisere en ufattelig vilje til overlevelse: Hun lærer sig kinesisk på rekordtid og formår at forhandle og bestikke sig igennem forhindringer på en flugtrute, der strækker sig flere hundrede kilometer gennem et samfund, det kinesiske, som grundlæggende er fjendtligt stemt over for fremmede, men hvor selv små pengebeløb kan gøre dramatiske forskelle.Hvis man mener, at Europa er afvisende og uvelkomment over for flygtninge, så er det for intet at regne mod den fjendtlighed, der møder en fremmed i lande som Kina, Vietnam og Laos. Kommunistiske samfundssystemer giver ingen plads til humanisme; det er alles overlevelseskamp mod alle. En flygtning er ikke en fremmed, der en dag kan blive din ven.

YEONMI PARKS overlevelseshistorie er ikke meget anderledes. Hun er teenager, da hun og moderen tager flugten ind i Kina, hvor de oplever at blive voldtaget og handlet. De reddes af missionærer, og flugtvejen går gennem Mongoliet. Hendes forældre var oprindelig loyale over for regimet: Faderen var partiembedsmand og moderen sygeplejerske i de nordkoreanske væbnede styrker. Efter nordkoreanske forhold en velstillet familie, der savnede mindre end flertallet af befolkningen.De beslutter sig for flugt, men faderen bliver i første omgang tilbage på grund af sygdom. Siden får de arrangeret hans flugt til Kina, hvor han dør af en kræftsygdom.

ItemImage

Park og moderen får i Kina hjælp af sydkoreanske og kristne missionærer i Qingdao, hvor et stort etnisk koreansk fastboende mindretal leverer beskyttelse og det netværk, der hjælper dem til flugt videre til Sydkorea, dog ad en omvej gennem Mongoliet.Selv i det ikkekommunistiske Mongoliet er det lige ved at gå galt. Mor og datter truer med selvmord, hvorefter grænsevagterne lader dem passere. Hvordan historien slutter, skal ikke røbes her.

DEN MEST INTERESSANTE af de tre fortællinger er den, vi får af sydkoreanske Suki Kim. Hun er ikke nordkoreansk flygtning, men en prisbelønnet skønlitterær succesforfatter med studieophold i USA bag sig.I 2011 kommer hun til Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, for at undervise i engelsk på landets absolutte eliteuniversitet, der forbløffende nok er privatfinansieret, lærerne er fra udlandet og de studerende alle sønner af den nordkoreanske parti-og embedselite.

ItemImage-1

Suki Kim er blevet fristet af den mildt sagt udfordrende opgave, fordi hun i 2008 blev hyret af Harper’s Magazine til at dække New York Filharmonikernes besøg i Pyongyang. Det vakte de nordkoreanske myndigheders interesse for hende. Hun bliver gæstelærer i seks måneder, på betingelse af at hun ikke skriver om sit ophold i landet.

Bogen er tydeligvis et brud på dette løfte, hævder i hvert fald den rektor, der ansatte hende. Det bliver ord mod ord, og hun forsvarer sig med, at det er meningsløst at kritisere hende for noget bagatelagtigt, samtidig med at man ignorerer de massive overgreb, der dagligt rammer millioner af indbyggere i ‘ eneboerkongedømmet’.

Hendes beskrivelser af dobbeltlivet, selvbedraget, iscenesættelserne, løgnagtigheden og forstillelsen bringer tankerne hen på den mest oplagte analogi til det Nordkorea, vi ynder at kalde ‘ stalinistisk’: Orwells legendariske roman ‘ 1984’. Hun forklarer sig således:

»Mængden af kritiske negative e-mails, jeg har modtaget, giver en følelse af, at jeg har blod på hænderne. Jeg er uenig. De, der har blod på hænderne, er alle dem, der læner sig tilbage og diskuterer de moralske retningslinjer for journalistik, mens de venter på nordkoreanernes tilladelse til at fortælle den nordkoreanske sandhed, som den gælder ifølge Nordkorea. Der er så få ufiltrerede beskrivelser af livet i det nordkoreanske samfund, og vores forståelse af livet i denne brutale stat er så ringe. I de mere end 60 år, Korea har været delt, er millioner omkommet af sult og forfølgelse.I dag er Nordkorea et Gulag, der forklæder sig som en nation, fordi befolkningen holdes som gidsler under ‘ den store leders’ barbariske kontrol, der fratager dem den sidste rest af menneskelighed«.

video-undefined-2724CB6900000578-612_636x358

Suki Kim nærer et håb for den unge nordkoreanske elite, hun møder: at kunne åbne deres øjne for verden udenfor og dermed lægge kimen til forandring. Ulykkeligvis er der intet, der taler for, at hendes håb kan realiseres.

Det er nærliggende at sammenligne nutidens Nordkorea med det, Kina og Sovjetunionen var i disse landes mørkeste år: kinesernes kulturrevolutionære periode 1966-76 og stalintiden frem til 1953. Men nordkoreanerne har ikke den ringeste udsigt til en Gorbatjov eller en Deng Xiaoping. Og Vesten skal næppe gøre sig forhåbninger om at kunne hjælpe dem til noget, der bærer i den retning.

Der er kun udsigt til lange vandringer i det dybsorte Gulag.Derfor er disse tre udgivelser deprimerende nødvendige som vidnesbyrd om alt det umenneskelige, som nogle tror, at Islamisk Stat har eneret på. Kim-dynastiet i Nordkorea var langt tidligere ude end islamisterne og er langt mere raffineret i undertrykkelse og disciplinering af befolkningen end det mønster, vi ser i Mellemøsten.

Suki Kim: Uden dig er der intet os. Min tid med sønnerne af Nordkoreas elite. En personlig beretning. Oversat af Anette Broberg Knudsen. People’s Press, 336 sider, 299,95 kroner.

Yeonmi Park med Maryanne Vollers: For at kunne leve. En nordkoreansk piges rejse mod friheden. Oversat af Steffen Rayburn-Maarup, 320 sider, Gyldendal. 299, 95 kroner.

Hyeonseo Lee med David John: Pigen med de syv navne. Min flugt fra Nordkorea. Oversat af Jette Røssell, 390 sider, 299,95 kroner.

(anmeldelse i Politiken 21.12.2015)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Korea. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s