Tsai Ing-wen har vundet præsidentvalget i Taiwan. Hun vil lægge afstand til det Kina, hvis økonomi hendes østat er dybt afhængig af.

Taiwans nyvalgte præsident, Tsai Ing-wen, der fylder 60 senere i år, har alle dage været ugift og er aldrig blevet fotograferet sammen med en kæreste. Når mediefolk spørger til hendes privatliv, henviser hun til sine to katte, som hedder Ah Tsai og Think-Think. I fjor blev det bemærket, at hun gik offentligt ud og støttede ægteskab mellem to personer af samme køn.

Blandt kolleger i det politiske parti, De Progressive Demokrater (DPP), som hun nu har ført til sejr, kendes hun som én, der arbejder målrettet, sagligt og med stor indsigt i detaljerne, sådan som det forventes af en topjurist, der har kvalificeret sig på universiteter i både Storbritannien og USA.

Tsai Ing-wen var i 1990’erne dybt involveret i de forhandlinger, der banede vejen for Taiwans indtræden i Verdenshandelsorganisationen WTO og efterfølgende virkede hun som national sikkerhedsrådgiver for østatens daværende præsident Lee Tseng-hui.

Sandsynligvis var det hende, der i 1999 anbefalede præsident Lee at omtale forhandlinger mellem Kina og Taiwan som en relation mellem to selvstændige lande. Udmeldingen vakte Kinas vrede, og siden forsvandt Lee ud af det nationalistparti, KMT, som blev hovedmodstander for Tsai i hendes første forsøg på at vinde præsidentposten i 2012.

Hendes politiske engagement kom sent. Det var først i 2004, at hun skaffede sig partikortet.

Da DPP vandt valget i 2000, blev hun sat i spidsen for det særlige råd, der varetager forbindelserne til Kina, Mainland Affairs Council. Alene navnet afspejler den historiske realitet, at Taiwan siden slutningen af 1600-tallet har været en del af den kinesiske kulturelle og politiske interessesfære.

I 2008 tabte DPP valget og magten gik tilbage til det mere Kina-venlige KMT-parti. Tsai Ing-wen blev så spurgt om hun ville lede et parti, som var gået økonomisk fallit og i politiske ruiner på grund af en afgået præsident, der blev konfronteret med anklager om omfattende korruptionsanklager og siden dømt.

På rekordtid fik hun reorganiseret DPP og var i 2010 tæt på at vinde borgmesterposten i New Taipei City, der udgør størstedelen af Taiwans hovedstadsregion. Da hun to år senere tabte valget til præsidentposten, udtalte hun: ’Vi giver ikke op. Jeg kommer tilbage’.

Hun leder et parti, der voksede ud af Taiwans demokrati- og uafhængighedsbevægelse i 1980’erne, da næsten 40 års jernhårdt autoritært styre blev ophævet med et fingerknips af den daværende KMT-præsident Chiang Ching-kuo.

Som præsident står hun over for to afgørende udfordringer: Økonomien skal trækkes ud af en begyndende stagnation, og hun skal berolige magtcenteret i Beijing. De to hænger uløseligt sammen. Den kinesiske økonomi, klodens næststørste, er Taiwan på alle måder dybt afhængig af.

Tsai Ing-wen skal derfor overveje, om hun vil gentage, hvad den afgående KMT-præsident Ma Ying-jeou overraskede verden med en novemberdag i fjor: gennemførte et uformelt topmøde med den kinesiske præsident Xi Jinping.

DPP har vundet valget på sin kritik af KMT’s opbygning af et sæt af samarbejdsaftaler med Kina, som mange, især unge i Taiwan, mener skaber stærkere afhængighed af giganten på den anden side af Taiwan Strædet.

Hun har det sikkert ikke alt for nemt ved at skulle udtale Taiwans egentlige navn: Republikken Kina. Ej heller at blive mindet om, at Taiwan dermed repræsenterer en statsdannelse, der går tilbage til grundlæggelsen af det moderne republikanske Kina i 1912.

Der er rigeligt at tage fat på for kvinden, der voksede op under fattige vilkår med otte søskende i landsbyen Fenggang i det sydlige Taiwan. Som barn og ung var hun vidne til det økonomiske udviklingsmirakel, som øen præsterede i 1960’erne og 1970’erne. Da demokratiseringen kom, var hun 21 og ikke det fjerneste interesseret i politik. Det skulle siden ændre sig.

(publiceret i Politikens netavis 16. januar 2016)