Analyse. Her er 10 spørgsmål og svar om Nordkorea og brintbombernes betydning for verdenssituationen.

Nordkorea har demonstreret, at regimet besidder brintbomben. Betyder det, at en krig er rykket nærmere?

Ikke en krig i traditionel forstand, eftersom der teknisk set har hersket en slags krigstilstand på den koreanske halvø siden 1953. Men Nordkorea tager nu et stort skridt op ad det, man kan kalde den militære eskalations-trappe.

Hvad betyder det så?

At regimet har udviklet sin militære kapacitet yderligere, men specifikt på det område, der handler om afskrækkelse, hvor det handler om at sikre, at omverdenen, først og fremmest USA og dets allierede, ikke begynder at tænke i retning af militære initiativer, men respekterer status quo i Nordøstasien.

Status quo lyder beroligende, så hvorfor er omverdenens reaktion så voldsom? Alle tager jo afstand fra prøvesprængningen?

Fordi Nordkorea på den mest dramatiske vis nu demonstrerer, at man afviser alle forsøg på internationale kontrolforanstaltninger med det potentiale for masseødelæggelsesvåben, som dette bizarre og xenofobiske dynasti besidder.

Og hvorfor lige en brintbombe?

En brintbombe har en langt større ødelæggelseskraft end et atomvåben. Nordkorea har ganske enkelt foretaget et markant spring i sin evne til at påføre ødelæggelser på sine modstandere. Dermed er også afskrækkelseseffekten langt større end tidligere, for den viser, at regimet ikke er på vej mod at give bare den mindste indrømmelse på alle andre niveauer.

Nabostaterne, først og fremmest Sydkorea, har længe sagt, at man gerne vil have Nordkorea i tale. Har Sydkorea forsøgt sig med invitationer til dialog med Nordkorea?

Absolut, det har været prøvet i årtier og til overmål. For 15 år siden betalte den daværende sydkoreanske regering et gigantisk beløb i bestikkelse for at afholde det første topmøde mellem præsidenterne for de to koreanske stater. Topmødet blev gennemført i sommeren 2000, og Sydkoreas præsident blev siden belønnet med Nobels Fredspris. Da bestikkelsen blev afsløret, var der selvfølgelig mange, der mente, at han havde fået den ufortjent. Nordkorea gengældte aldrig det første og derfor hidtil eneste topmøde, selv om dette var en klar forventning, nærmest en betingelse, fra sydkoreansk side.

I andre dele af verden er diktaturer ramlet sammen med kaos, fundamentalisme og borgerkrig til følge. Men dette er ikke sket i Nordkorea. Hvad er forklaringen?

Der er mange, og en del af dem er relateret til kultur, andre til historiske faktorer. Nordkoreas dynasti har demonstreret en enestående evne til at holde sig ved magten, hjernevaske befolkningen til en opfattelse af, at man er belejret af en ondsindet omverden og afpresse Sydkorea, Kina og Japan til økonomisk hjælp i forskellige aftapninger. Det er sket med en formidabel kynisme, men uhyggeligt dygtigt og effektivt, når målet er regimets opretholdelse.

Kina nævnes som Nordkoreas sidste og eneste allierede. Hvad kan kineserne gøre?

Kina blev Nordkoreas alliancepartner under Koreakrigen 1950-53, ganske enkelt fordi det var det kinesiske militær, der reddede den nordkoreanske stat fra regulær udslettelse. Under den efterfølgende kolde krig var Kina sammen med Sovjetunionen hovedkraften i at sikre militær beskyttelse og økonomisk støtte til Kim-dynastiet. Men efter den kolde krigs afvikling og en ny indretning af verden, har Kina langsomt, men sikkert flyttet sig til at indtage en pragmatisk position. Kina ser nødig et kollaps i Nordkorea, fordi det vil udløse flygtningestrømme af uhørte dimensioner, og samtidig forsøger kineserne at motivere Nordkorea til at reformere landets økonomi og acceptere internationale spilleregler for våbenkontrol, herunder masseødelæggelsesvåben.

Sydkorea er vel de nærmeste til at hjælpe Nordkorea. Samme kultur, samme sprog, en århundreder gammel fælles historie. Her burde der være livliner?

Sydkorea har gjort imponerende meget, men har fået uendelig lidt til gengæld. Der er flyttet sydkoreansk industriproduktion til Nordkorea, der er programmer for turisme, og der er sendt nødhjælp, når Nordkorea har været ramt af hungerkatastrofer. Alt sammen som udtryk for en enestående goodwill, som systematisk afvises, som regel lige på det tidspunkt, hvor omverdenen begynder at ane et håb.

Hvordan kan Nordkoreas afvisninger forklares?

Med en vis systematik og strategi. Nordkorea ønsker politisk og diplomatisk anerkendelse, først og fremmest af USA, derefter af den gamle koloniherre Japan. Under præsident Bill Clintons sidste embedsår var der udsigter til, at det ville gå den vej, men siden gjorde præsident George W. Bush Nordkorea til en del af det, han kaldte ’ondskabens akse’, hvortil han også henregnede Saddam Husseins Irak og det præstestyrede Iran. Fællesnævneren var disse regimers evne og vilje til at udvikle masseødelæggelsesvåben.

Og har præsident Barack Obama villet noget med Nordkorea?

Ikke på en særlig tydelig måde. Obama lever med magtbalancerne i Østasien og dermed status quo på den koreanske halvø. Han har en slags arbejds- og ansvarsdeling med Kina, Japan, Sydkorea og Rusland, som har til formål at holde ro på og forsøge at få Nordkorea til at deltage i forhandlinger om international inspektion af landets atomfaciliteter. Disse forhandlinger er Kina vært for, men de har stået i stampe i årevis, og intet tyder på, at nordkoreanerne vil flytte sig. Slet ikke efter, at de nu viser, at de har en brintbombe.

(publiceret på politiken.dk 6. januar 2016)

http://politiken.dk/udland/ECE3003647/nordkorea-er-verdensmester-i-afskraekkelse/