Taiwan får om en halv snes dage sin første kvindelige præsident. Udfordring nr. 1: magtens patriarkat i Beijing, øens historiske rival

Alt taler for, at Republikken Kina, som vi i det daglige kender som Taiwan, får sin første kvindelige præsident, når østatens vælgere har været omkring stemmeurnerne 16. januar.

Gode nyheder i et traditionelt patriarkalsk Østasien, også fordi landets eneste oppositionsparti af betydning, Det Demokratiske Progressive Parti (DPP), dermed får en chance for at demonstrere den form for gennemskuelig og ansvarlig regeringsførelse, som stadig er en mangelvare hos landene i den konfutsiansk-buddhistiske kulturelle sfære.

Meningsmålinger har længe vist en udbredt utilfredshed med den form for regeringsførelse, som den sandsynlige taber af valget, Nationalistpartiet KMT, har stået for.

Modstanden mod den gamle magtelite er i høj grad et generationsfænomen og fik et dramatisk udtryk med unge aktivisters besættelse af parlamentsbygningen og flere regeringskontorer i foråret 2014.

SPIDS BLYANTEN: Tsai Ing-wen er navnet på den 58-årige jurist, som står til at blive Taiwans næste leder. Hun tabte med en snæver margen ved præsidentvalget for 4 år siden, men har i det seneste år nydt stadig stærkere medvind i vælgerhavet.

Hendes kvalifikationer er selvindlysende, men den største udfordring er det usikkert, om hun vil formå at håndtere med fornuft: at få opbygget funktionsduelige relationer mellem DPP og den ledende elite hos Taiwans uden sammenligning største og vigtigste handels-og investeringspartner, Folkerepublikken Kina.

Ikke så ligetil som det lyder, for der eksisterer ikke traditionelle stat til statrelationer mellem Taipei og Beijing. Sidstnævnte betragter øen som en frafalden region, der skal hentes hjem til moderlandet for at rette op på en historisk uretfærdighed, der går 120 år tilbage, da Kinas ærkerival, Japan, annekterede øen og beholdt den i 50 år.

DPP vil et uafhængigt Taiwan, dvs. formel løsrivelse, men dette mål forudsætter opbakning hos et flertal af Taiwans befolkning, accept hos USA og tilslutning fra Taiwans naboer. Ingen af disse forudsætninger er på plads, og derfor defineres Taiwans plads i Asien og verden af den forståelse, som Kina og USA har opbygget siden 1972.

OPPOSITIONEN i DPP har prøvet det før, da partiet havde præsidentembedet i de to valgperioder i årene 2000-08. I disse år var Taiwans forhold til ‘ fastlandet’, dvs.Kina, dårligt, fordi DPP’s daværende præsident, Chen Shui-bian, retorisk holdt fast i partiets oprindelige mål om formel juridisk selvstændighed for Taiwan.

Da KMT kom til magten i 2008, begyndte en blomstringsperiode for relationerne over Taiwan Strædet med oprettelse af direkte flyforbindelser og åbning for samhandel i stor skala. Beijing advarer vedholdende om, at forbindelserne over Strædet vil blive ‘ usikre’, hvis DPP vender tilbage til præsidentembedet.

I november i fjor afholdt præsidenterne for Taiwan og Kina sensationelt et uformelt topmøde i Singapore, det første af sin slags siden KMT’s nederlag i den kinesiske borgerkrig og retræten til Taiwan i 1949.

Denne nyhed har utvivlsomt været noget af en forskrækkelse for Tsai Ing-wen, men nærlæser man præsidentkandidatens erklæring om topmødet, burde Beijing være beroliget.

Der er her ingen referencer til selvstændighedsretorikken.I stedet taler hun positivt om »gensidig respekt« parterne imellem og om nødvendigheden af at få skabt større gennemskuelighed i det store aftalekompleks, der knytter de to landes økonomier tæt sammen.

For 40 procent af Taiwans eksport går til Kina, som også producerer 55 procent af det, Taiwan eksporterer til det meste af verden. Alt sammen er det faciliteret af 23 aftaler forhandlet af KMT-regeringen, der ikke forsømmer at fortælle østatens vælgere, at den er bedre end DPP til at forvalte relationerne til ‘ fastlandet’.

Tsai Ing-wen leder et parti, der stadig har formel uafhængighed i sit program, men som er bundet ind af historiske realiteter, der ikke ligner noget andet steds på kloden. Hun skal erkende, at nøglen til løsningen på konflikten mellem Taiwan og Kina ligger i en forhandlet forvaltning af gensidig suverænitet med garantier fra Beijing om, at Taiwans menneskeretlige og demokratiske fremskridt bevares.

TAIWANS fredelige demokratisering, der snart kan fejre 30-års jubilæum, demonstrerer, hvad en civilisationsstat er, og hvad Kina bør lære af.Nok rivaliserer USA og Kina i denne del af verden, men skilsmisse er udelukket. Pragmatisme og diplomati er vejen frem.

(klumme i Politiken 7. januar 2016)