Er Europas lammelse og Mellemøstens sammenbrud østasiaternes diskrete hævn over de gamle kolonimagter?

Eftertidens historieskrivere vil muligvis beskrive 2016 som året, da Europa nåede et politisk og mentalt bristepunkt. Hvordan kan man ellers opfatte præsident Hollandes udmelding mandag om, at hans nation er gået i økonomisk undtagelsestilstand, endnu inden den terrorrelaterede lammelse og frygt helt er overvundet?

Naturligvis er det migrationspresset, der foranlediger den franske præsident til det alarmerende sprogbrug. Hollandes landsmænd ser tilbage på de voldsomme uger i 2005, da en stribe forstæder eksploderede i vold, vandalisme og ildspåsættelser, der førte til mere end 3.000 arrestationer, 10.000 køretøjer sat i brand og hundredvis af offentlige bygninger angrebet og beskadiget.

Lidt over et tiår senere står franskmændene med en rekordhøj arbejdsløshed, det dobbelte af den tyske, og med kun ringe udsigter til en økonomisk vending.

Dagen efter Hollandes advarsel kunne FN berette fra den irakiske hovedstad, Bagdad, at volden mod civile har nået nye højder, dog endnu ikke på niveau med den blodige periode 2006-07, men slemt nok: 18.800 dræbte i perioden fra januar til udgangen af oktober 2015 og 3,2 millioner fordrevne.

Så hvis dette er indikationer på den ny verdensorden, taler vi stadig om den som noget, vi nærer positive forventninger til? Hvor længe skal Europa og dets nærmeste naboregioner slå revner? Hvornår sender amerikanerne kavaleriet?

LÆNGERE østpå er der en anderledes og meget hierarkisk orden, der er ved at ind-finde sig. Taiwan gennemførte lørdag sit præsident-og parlamentsvalg uden drama.I de officielle medier på det kinesiske fastland var reaktionerne tilbagelænede og afslappede i markant kontrast til en lignende situation for lidt over en snes år siden, da kineserne affyrede missiler i Taiwan Strædet for at skræmme vælgerne fra at stemme på en kandidat, Kina ikke brød sig om. En milliardstor samhandel og omfattende gensidige besøg senere er der nu anderledes ro på.

Nordkorea forskrækkede for et par uger siden resten af verden med en sprængning af, hvad regimet påstod var en brintbombe, den første af sin slags i et regime. Kinesiske og amerikanske officerer ringede sammen, og USA sendte et B-52 bombefly ind over Den Koreanske Halvø. Bare for lige at minde nordkoreanerne om, hvem der i den region stadig har en stor kølle i hånden.

Der var ingen choktilstand i den sydkoreanske hovedstad, Seoul; her har man været udsat for noget lignende flere gange tidligere, og de fleste gange har broderfjenden i nord stukket piberne ind.Var det så en brintbombe?

Den eneste måde at få klarhed over spørgsmålet på er at skaffe sig radioaktivt materiale fra sprængningen. Eftersom nordkoreanerne var høflige nok til at holde testen under jorden, forbliver det mulige bevismateriale præcis dér. Men det er også slemt nok, at de demonstrerer hensigten.De har taget nogle skridt op ad den trappe, der hedder retorisk eskalation.

I DENNE uge åbnede Det Vietnamesiske Kommunistparti sin 12. partikongres.Her bekræfter de fremmødte delegerede den gruppe håndplukkede ledere, som sidste uges plenarmøde i centralkomiteen besluttede at udpege som nationens nye frontfigurer. Denne øvelse ligger milevidt fra den måde, hvorpå vi i de vestlige demokratier vælger vore politiske ledere, men det er vanskeligt at finde modargumenter mod det udsagn, at det vietnamesiske fornuftsægteskab mellem en leninistisk organisationsform og en statsdirigeret kapitalistisk udviklingsmodel har tjent Vietnams 92 millioner særdeles godt.

Vietnameserne slider og slæber for at løfte et land på størrelse med Norge og har allerede opnået status som et mellemindkomstland, der nyder stabilitet og velstand som aldrig før i landets forpinte historie.

I AL SIN charmerende diskretion er den vietnamesiske udviklingssucces et vidnesbyrd om, at den gamle verdensorden ligger i ruiner: på slagmarkerne i Syrien, Irak, Ukraine og langs Europas sydøstlige flanke og i de franske storbyforstæder.

Præsident Obama fik dette sagt mellem linjerne i sin State of the Union-tale: at truslerne mod den ordentlige verden ikke kommer fra »onde imperier«, men fra fejlslagne stater. Det er lektien fra krigene i Vietnam og Irak.

En høflig måde at fortælle falankserne af antikommunister på, at det er tid at sende fanatismen på museum. 40 år efter Vietnamkrigens afslutning bliver tusinder af amerikanere hilst velkommen i det land, som en af Pentagons generaler ca. 1965 truede med at bombe »tilbage til stenalderen«. Vist så er der tale om en ny indretning af verden.

(klumme i Politiken 21.1.2016)