Kina. Journalistisk fortælleevne og forskergrundighed forenes fornemt i en medrivende udredning af det slag om Nanjing, der stod mellem kinesiske og japanske styrker tidligt i vinteren 1937.

Peter Harmsen: Nanjing 1937. Battle for a Doomed City. 320 sider illustrerede. Casemate UK. Kan købes på Amazon for 20 GBP.

Hvornår lærer vi europæere, at Anden Verdenskrig ikke begyndte med Hitlertysklands invasion af Polen i september 1939, men med det kejserlige Japans erobring af det nordøstlige Kina, Manchuriet, fra 1931 og udviklede sig til en storkrig i fuld skala fra 1937?

Omfanget af publiceret historisk forskning i den store transkontinentale konflikt, der sluttede i august 1945 med Japans kapitulation, har været tiltagende i den seneste halve snes år, og skal man fremhæve et enkelt værk, der har formået at sætte andet end europæiske perspektiver på verdenskrigen, må det være briten Antony Beevors The Second World War fra 2012, som imponerer ved sit overblik, grundighed og detaljerede analytiske greb om sit emne.

Man skulle ikke tro det muligt, men Beevor har fået kompetent følgeskab af en dansker; ingen ringere end Weekendavisens mangeårige korrespondent i Kina, Peter Harmsen.

I 2013 udsendte Harmsen bogen Stalingrad on the Yangtze om det omfattende slag om Kinas største og økonomisk vigtigste by Shanghai. At denne udgivelse omgående fandt et stort publikum, vidner om, hvor stort behovet var og er for at udfylde dette vidensmæssige hul i historieskrivningen.

Nu er Harmsen på scenen igen med den logiske fortsættelse på Shanghai-bogen: Nanjing 1937, Battle for a Doomed City, der kortlægger det japanske overfald på datidens hovedstad i den vaklende og sønderslåede Kinesiske Republik, ledet af Chiang Kai-shek.

»Overfaldet« er siden udlagt temmelig forskelligt. I japansk historieskrivning er det reduceret til en »hændelse« (incident), mens det for den øvrige verden er blevet en regulær »voldtægt«, især takket være den kinesisk-amerikanske historiker Iris Changs hjerteskærende og rystende dokumentation i bogen The Rape of Nanking – The Forgotten Holocaust of World War II (1997, i dansk oversættelse 2008, Nanjing massakren).

Snart otte årtier efter den japanske hærs uhyggelige overgreb på kinesiske krigsfanger og civile i december 1937 får historikere stadig forskellige facit ud af de kilder, der forsøger at sætte tal på ofrene for det militaristiske amokløb, som blev begået i Nanjing under den japanske øverstkommanderende Matsui Iwane, muligvis »kun« 50.000, måske en kvart million.

Inden det kom så vidt, udkæmpede kinesiske og japanske styrker et månedlangt slag om kontrollen med byen, og det er i udredningen af dette forløb, at Peter Harmsen atter har taget nogle dybe spadestik.

Der er rigeligt at hente for de læsere, der er optaget af militærfaglige detaljer, men også tankevækkende og perspektiverende aspekter på det højere storpolitiske niveau. Hvor mange er klar over, at eliteenheder i Chiang Kai-sheks nationalistkinesiske hær var trænet og udstyret af tyske veteraner fra Første Verdenskrig? Eller at Chiang forsvarede Nanjing med russiske piloter og fly?

At den tyske erhvervsmand og nazist John Rabes optegnelser kildemæssigt fylder godt ud i bogen, kan ikke overraske. Rabe er blevet prototypen på den gode nazist, som efter sin tilbagevenden til Hitlertyskland ikke lagde slør over, hvad Hitlers senere krigsallierede var i stand til.

Både tyske og britiske diplomater så en interesse i at søge en hurtig afslutning på kamphandlingerne i Østasien. Den tyske Tokyo-ambassadør Herbert von Dirksen skrev i optimistiske toner til Berlin om mulighederne for en fredsslutning, som både Kina og Japan ville kunne leve med. Britiske diplomater forsøgte med henvendelser til Washington at få et fælles mæglingsinitiativ i stand, som kunne fungere som et »postkontor« mellem parterne.

Alt sammen forgæves anstrengelser. Krigen tog til og har konsekvenser helt op til i dag i form af det fravær af forsoning, som karakteriserer relationerne mellem Kina og Japan trods nutidens intensive handelssamkvem.

Var den kejserlige japanske hær mere eller mindre brutal end de nazityske invasionsog besættelsesstyrker i Centraleuropa og Sovjetunionen? Japans øverstkommanderende, general Matsui Iwane, der blev hængt efter krigsforbrydertribunalet i Tokyo 1946-48, er et interessant eksempel på, at der var en forskel på japansk og tysk tænkemåde.

Hvor tyskerne anså centraleuropæerne og russerne som undermennesker, var der hos mange japanere en skjult beundring for den årtusindgamle kinesiske kultur. Naturligt nok, fordi Japan har optaget meget fra Kina, en stor del af skriftsproget ikke mindst.

Matsui Iwane havde næret en intensiv interesse for Kina siden sin ungdom og havde virket i ti år som diplomat i landet. I 1933 var han medstifter af den »Stor-Asiatiske Sammenslutning« og etablerede i 1935 en kinesisk aflægger af denne organisation. I 1933 definerede han sin mission således: »Vi må give de 400 millioner kinesere den samme sympati og hjælp, som vi har ydet Manchuriet, og befri dem fra den politiske, økonomiske og intellektuelle underkastelse, som forskellige lande har udsat dem for.«

Resten er historie, og denne del fortæller Peter Harmsen brilliant.

(anmeldelse i Weekendavisen 22. jan. 2015)