2016 bliver året, hvor dansk udenrigspolitik får en rystetur. Af bitter nødvendighed. 

ENHVER med interesse for dansk og europæisk sikkerhedspolitik må med spænding se frem til den redegørelse, som regeringens officielle ‘ udenrigsgransker’, ambassadør Peter Taksøe-Jensen, afleverer til maj. Med det pres af kritik, som Danmark aktuelt oplever mere eller mindre som konsekvens af ‘ smykkelovsdebatten’ og migrationsudviklingen, kunne man have ønsket sig, at granskningen var blevet iværksat allerede under den tidligere regering.

Under alle omstændigheder er topdiplomaten og hans tilknyttede sagkyndige sat på en opgave, hvis kompleksitet tager sig nærmest uoverkommelig ud. Redegørelsen vil utvivlsomt koble forsvarsog sikkerhedspolitik, udviklingspolitik, asyl-og udlændingepolitik samt terrorbekæmpelse sammen på måder, som ikke ubetinget vil blive modtaget med klapsalver i alle hjørner af det danske opinionsmiljø.

Nogle spørgsmål, der trænger sig på: Når der helt ubestrideligt er overhængende terrortrusler mod Danmark og Europa, er det så fremsynet at foretage milliardinvesteringer i avancerede kampfly af den slags, som selvindlysende vil have som mission at bombe i Mellemøsten og Nordafrika?

Hvis vore primære strategiske interesser er i Arktis, og modstanderen her i al overskuelig fremtid er et nationalistisk og ikkereformeret Rusland, har vi så de nødvendige redskaber i den sikkerhedspolitiske værktøjskasse?

Hvis risikoen for yderligere destabilisering i Mellemøsten og Afrika er tiltagende, giver udviklingsbistanden i sin hidtidige udformning og anvendelse da fortsat mening?

I hvilken udstrækning repræsenterer migrationspresset mod Europa voksende risici for eksport af potentiel terrorisme?

Hvordan håndterer Europa den realitet, at USA (også under en kommende, muligvis republikansk, præsident) er midt i en global retræte?

Kan det lade sig gøre at få giganterne Indien og Kina på banen som nye globale politibetjente?

MAN MÅ HÅBE, at Taksøe-Jensen har taget sig tiden til at læse den udførlige rapport Global Terrorism Index, som udkom i november i fjor stort set uden at blive opdaget af danske medier (hvilket utvivlsomt og ironisk nok skyldtes, at udgivelsen faldt sammen med terrorangrebene i Paris).

Global Terrorism Index, udarbejdet af Institute for Economics and Peace, bør være pligtlæsning for danske politikere. Nogle af rapportens konklusioner: Boko Haram, den islamistiske terrorgruppe med operationscenter i Nigeria, overhalede i 2014 Islamisk Stat som klodens største dræber gennem terrorhandlinger (6.644 dræbte i forhold til IS, der tegnede sig for 6.073 dræbte).

Alligevel var Irak det enkeltland, som blev hårdest ramt med 9.929 dødsofre, idet flere grupperinger end IS er ansvarlige for terrorhandlinger i det ødelagte land. Efter Irak kommer følgende ind på denne blodige top-5-liste: Nigeria, Afghanistan, Pakistan og Syrien. 80 procent af de dræbte ved alle terrorhandlinger i 2014 var fra denne gruppe af lande.

LANGT STØRSTEPARTEN af terrorangrebene finder sted uden for den vestlige verden. Ser man bort fra angrebet på USA i 2001, er det kun 0,5 procent af terrordrabene, der har fundet sted i vestlige lande. Siden 2006 er 7 ud af 10 terrordrab i vestlige lande begået af de såkaldte ensomme ulve af den type, Danmark oplevede ved Krudttønden for et år siden.

Mønsteret er komplekst, og der er derfor stor sandsynlighed for, at udviklingspolitiske målsætninger, sikkerhedspolitik og migration vil blive kædet sammen på ‘udenrigsgransker’ Taksøe-Jensens prioriteringsliste.

Udenrigsminister Kristian Jensens besøg ved Den Afrikanske Unions topmøde i Addis Abeba i sidste uge illustrerer, hvor grundlæggende Danmarks syn på Afrikas tilstand har ændret sig på kort tid.

Den danske udenrigsministers højest prioriterede emne ved topmødet var begrænsning af illegal migration fra Afrika.Kristian Jensen forklarede sine afrikanske kolleger, at 60 procent af dem, der krydser EU’s ydre grænser nu, er illegale migranter.

Danmark vil derfor arbejde med de afrikanske landes ledere om hjemsendelsen af disse migranter gennem skabelse af økonomiske muligheder i de lande, der producerer flygtningestrømme.

Hvis dette mål er retningsgivende for, hvor dansk udviklingspolitik er på vej hen, kan man med sindsro slå fast, at migration, udviklingspolitiske mål og sikkerhedspolitik er ved at smelte sammen.Ikke fordi vi ideelt har villet det sådan, men fordi omstændighederne har presset os til det.

(klumme i Politiken 4. februar 2016)