Europas humanitære tradition forliser i farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet. 

På Langelinie er opstillet en mindesten for hospitalsskibet ‘ Jutlandia’, der fra januar 1951 til oktober 1953 var Danmarks bidrag til FN’s enhedskommando under krigen i Korea. På den sydkoreanske ambassade i Hellerup er netop indrettet en permanent udstilling, ‘ Jutlandia Hall’, klar til en officiel åbning i april. Her vil besøgende efter aftale kunne se fotos, materialer og udstyr fra den storstilede indsats, som det ombyggede ØK-transportskib leverede under et af de mest dramatiske opgør i efterkrigstiden.

Historieskrivningen har siden gjort ‘ Jutlandia’ til et begreb og et symbol, der minder os om en af vore få stjernestunder. Husk på, at Danmark kun lige var kommet ud af besættelsestidens armod, rationeringsmærker og smalhans. Alligevel mobiliserede regering, medier og organisationslivet den kraftanstrengelse, der gjorde, at ‘ Jutlandia’ kom over på den anden side af kloden i flere omgange, ankrede op tæt på krigsskuepladsen i Korea og behandlede flere tusinde sårede allierede soldater fra 24 nationer og endnu flere civile koreanere.

Under skibets legendariske kaptajn Kai Hammerich fik Danmark sin ilddåb som humanitær stormagt.Bonuseffekten seks årtier senere: Danmark og danskerne nyder den største respekt og anseelse i Østasiens mest succesrige udviklingsmirakel. Vore to lande har et strategisk partnerskib inden for klimapolitik.Tusinder af danske forbrugere har et Samsung-tv i stuen og en Hyundai i carporten.

ALT DETTE står i en skærende kontrast til den aktuelle katastrofetilstand i Europas umiddelbare opland i sydøst. Ganske vist er det et stykke tid siden, at Lesbos og de græske ministre var i mediernes overskrifter, men lad nu være med at tro, at migrationspresset på Europa er i aftagende. EU-kommissionen har medfinansieret det pigtrådshegn i Makedonien, som markerer grænsen til Grækenland.

Politi og grænseværn oprustes overalt, og europæiske politikere begynder at lufte tanker om at kriminalisere de frivillige organisationer, der forsøger at give migranter en hjælpende hånd, når de lander på en græsk strandbred.

Forsigtige skøn taler om, at 1 million migranter i 2016 kan være på vej til Europa via det Tyrkiet, hvis regering fortsætter en uerklæret krig mod sit kurdiske mindretal.

SELV HVIS det lykkes at sikre Europas ydre grænser bedre end i fjor, hvilket er tvingende nødvendigt for at redde Schengenaftalen, ændrer det intet ved den risiko, som venter flygtninge og migranter i det østlige Middelhav: druknedøden. Husker vi stadig billedet af den tyrkiske politimand, der samler den døde 3-årige Aylan Kurdi op fra strandbredden?

Der venter her en opgave, som er for vigtig at overlade til græske og tyrkiske myndigheder. Nutidens beslutningstagere har næppe erfaringen fra ‘ Jutlandia’ i klar erindring: Det er jo også efterhånden 30 år siden, at nationalskjalden Kim Larsen gjorde os alle en tjeneste med sin ørehænger af en popsang om det berømte hospitalsskib.

Tag lige og smag en ekstra gang på det ord: hospitalsskib. Har vi hørt en eneste politiker, Røde Kors-chef, civil aktivist eller EU-bureaukrat bringe dette fantastiske ord i spil?

Det kniber mildest talt med visioner i Europa lige nu. Den eufori, der karakteriserede Europa ved Berlinmurens fald, er snart lige så gammel som Kim Larsens megahit. Der er ikke spor hjælp at hente fra de befolkninger i Øst-og Centraleuropa, der for et kvart århundrede siden blev hjulpet fri af kommunismens åg.

I det omfang der stadig eksisterer en europæisk solidaritet, er den efterhånden reduceret til udveksling af arbejdskraft, varer og tjenesteydelser.

PESSIMISTER og skeptikere vil hævde, at det er nationalegoismen, der har sejret over eurosolidariteten, men denne udlægning er for simpel. Europa er langtfra samlet og helet endnu.Der er stadig store udfordringer på Balkan; oprydningen efter de eksjugoslaviske krigsruiner er ikke afsluttet. Længere østpå ligger et kvæstet og rådvildt Ukraine og bag det en Putin, der ikke vil os det godt.

Helt tilbage i 1951 var Europa heller ikke noget trygt sted. Der var Jerntæppe, krigsfrygt og udbredt fattigdom. Alligevel var der danskere, der turde tænke visionært, endda om en lokalitet, som kun få havde kendskab til.Er det helt umuligt at forestille sig, at EU-og Nato-medlemmer tænker sammen om et humanitært beredskab i det østlige Middelhav?.

(klumme i Politiken 5. februar 2016)