Da Donald Trumps mexicanere blev til kinesere

Ny Trump-brøler har sendt forholdet til Kina ud af den republikanske valgkamp. 

Traditionelt bliver udenrigspolitik kun beskedent omtalt i amerikanske præsidentvalgkampe, men isoleret set kan samhandelsrelationer komme til at fylde en del, når debatten drejer ind på mulighederne for at skabe, bevare eller udflytte arbejdspladser i og fra amerikansk industri. Løfter om jobskabelse kan flytte millioner af vælgere.

I 1980′ erne blev ‘ Japan-bashing’ et udbredt fænomen i handelspolitiske debatter på grund af det dengang massive japanske handelsoverskud over for USA.Debatten og fænomenet døde ud i 1990′ erne for efter årtusindeskiftet at blive afløst af kritik mod Kina for især kursmanipulation.

Alligevel blev Kina i 2001 medlem af verdenshandelsorganisationen WTO støttet af Washington, til trods for at USA havde fordoblet sin import fra Kina i de fem år op til Kinas indtræden.

hqdefault-1

AT DE handelspolitiske relationer til USA’s eneste rival af betydning som global modspiller ikke har fået lov at fylde det helt store, kan til dels forklares med, at den republikanske frontløber Donald Trump formulerede en kontekst, som hans rivaler i partiet næppe har lyst til at argumentere sig ind i.

Under den store republikanske debat i Las Vegas i december var det kun fem af de ni kandidater, der tog forholdet til Kina op. Det skete med afsæt i en udtalelse fra Trump, der lød således:

»Mit fokus er at gøre vort militær stærkt, forstærke bevogtningen af vore grænser og sikre, at Kina, Japan og Mexico ikke længere udnytter vort land, hverken i samhandelen eller ved vore grænser«.

d55b764b8af57d3a2ce754645bd7fec56209502927261cb17bf3a7cbffa52f52_1

Derefter blev der tavst om Kina i den republikanske kandidatlejr, mens andre stater og folkeslag har måttet holde for: Trump har kaldt mexicanere for voldtægtsforbrydere, Ted Cruz har opfordret til regimeskifte i Iran, mens Chris Christie, der nu er ude af valgkampen, mente, at USA’s militær skulle indstille sig på at skyde russiske krigsfly ned.

Interessant nok var det Chris Christie, der i Las Vegas opfordrede til, at den information, som Kinas regering skjuler for sin egen befolkning, skal amerikanerne bringe ud i både den globale og den kinesiske offentlighed. Sådan har alle præsidenter ment og gjort siden Bill Clintons udsagn om, at Kinas forsøg på at censurere internettet »svarer til at forsøge at sømme gele op på en væg«.

BEGGE partiers strateger får fremover brug for at forholde sig til de etniske komponenter i den amerikanske befolkning.Nok er de såkaldte hispanics det hurtigst voksende etniske mindretal i USA, men amerikanere med etniske rødder i Østasien kommer ind på en flot andenplads:

I 1960 udgjorde de asiatiske amerikanere kun 0,8 procent af befolkningen, et halvt århundrede senere var tallet nået op på 4,8 procent, og fremskrivninger viser, at 8 procent af amerikanerne i 2060 vil have østasiatiske rødder.Gennem årtier er det blevet dokumenteret, at indvandrerfamilier med øst-og sydasiatiske rødder ligger i bunden af de amerikanske kriminalitetsstatistikker og har førertrøjerne på i kapløbet om social opstigning.

Et halvt århundredes økonomiske vækstmirakler i Japan, Sydkorea, Taiwan, Kina og Indien har fremmet hundredtusinder af østasiaters muligheder for at udvandre til USA, og selv for det Vietnam, som i 1975 leverede det første nederlag i supermagtens historie, er USA i dag investor og partner i både økonomi og sikkerhedspolitik.

Betydningen af den etniske faktor i formuleringen af udenrigspolitiske emner er større end det, der kommer til udtryk i tv-debatterne. 7 millioner amerikanere har etniske rødder i Nordøstasien, dvs.Kina, Japan og Sydkorea. Sidstnævnte har fået en afgørende rolle i USA’s balancegang mellem det opstigende Kina og supermagtens traditionelle allierede, Japan, der sikkerhedspolitisk stadig har en rolle, der bedst kan betegnes som et amerikansk protektorat.

hqdefault

ROLLEFORDELINGEN mellem klodens tre største økonomier i kombination med de østasiatiske mindretals fremgang i det amerikanske samfund tjener til at forklare, hvorfor selv en nok så ophedet præsidentvalgkamp næppe får de racistiske over-og undertoner, der især har karakteriseret den republikanske retorik.

Hos demokraterne har Hillary Clinton endnu ikke fundet anledning til at minde vælgerne om den ‘ rebalancering’ i forholdet til Østasien, som hun som udenrigsminister formulerede det i 2011.Der er ro på tværs over Stillehavet.

(klumme i Politiken 21.2.2016)

 

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s