Mon USA’s præsident vil andet og mere end at nyde en cigar og en drink med den yngste af Castro’erne?

I næste måned risikerer vi at opleve et par døgn, uden at navnene Donald Trump og Hillary Clinton konstant optræder i mediernes tophistorier. Når præsident Barack Obamas Air Force sætter hjulene ned i Havanas lufthavn, skal der skæres fortællinger af helt andre dimensioner: Historieskrivning med stort H.

For tænk sig, at manden, der modtog Nobels Fredspris, inden nogen vidste om, at han ville gøre sig fortjent til den, nu langt om længe indfrier Nobelkomiteens forventninger og skriver slutkapitlet i en saga, som hans forgængere for længst kunne have leveret, men som de var for dovne til at røre ved.

Naturligvis skal klodens mægtigste mand vise, at det Cuba, som for lidt over fem årtier siden bragte os alle på randen af en atomkrig, i dag ikke er meget andet end et harmløst postumoderne og ufarligt frilandsmuseum lige op og ned ad det Florida, hvor de eksilcubanske antikommunister inden længe skal i terapi.

Så hvad kan diplomatisk normalisering og titusinder af dollarspækkede turister gøre ved denne forhutlede socialistiske enklave? Falder arbejdslejrenes Berlinmur af tobaksplanter og sukkerrør, så de frihedshungrende cubanere kan storme ud og hilse den gamle koldkrigsfjende velkommen?

Her er et forslag: Guantánamo bør snarest omdannes til en transitlejr for cubanske samvittighedsfanger, der drømmer om at blive gadefejere i Miami. Ekspeditionstiden vil blive rekordhurtig.

CUBA HAR længe været en del af turistindustriens arsenal af eksotisk ‘ anderledeshed’. For 12 år siden gjorde nærværende signatør forsøget og vovede sig ud i små 3 ugers vinterferie på frilandsmuseet. De bedste oplevelser tegnede luftens og badevandets temperaturer sig for, resten var en rejse rundt i ynk, social elendighed, cigarer og miserabelt hundeæde. Armod i bedårende subtropiske kulører.

Alligevel fortryder jeg intet: Tænk, at man har svømmet i Svinebugten! Det lykkedes aldrig at få forklaret, om denne lokalitet har fået sit navn efter styrets betegnelse for de regimefjender, der med CIA-dollars i ryggen forsøgte at invadere øen i april 1961 og blev skudt til pindemadder af El Comandante og hans heroiske AK47-udrustede forsvarere af den cubanske revolution.

Alene det politiske system og de to oldinge, der leder det, gør østaten til en attraktion.Men hvor Nordkorea er nationalkommunisme på steroider, er Cuba cigarsocialisme med sovemedicin. Cuba lever fuldt ud op til det postmarxistiske dogme om, at så længe befolkningen lader, som om den arbejder, gør styret, hvad det kan for at betale sine undersåtter noget, der i hvert fald på papiret ligner lønninger.

DER VENTER Barack og Michelle Obama og deres store følge en oplevelse af de sjældne. Forhåbentlig når de at slå et sving omkring cocktailbaren på Restaurant Floridita iHavana, hvor landsmanden Ernest Hemingway stadig befinder sig – i skikkelse af en statue i naturstørrelse.

Interiøret ser ud som indtil 1958, men bortset fra personalet er almindelige cubanere forment adgang. Af den simple grund, at en øl eller en mojito koster det samme som en ugeløn for en fabriks-eller plantagearbejder.

Aflønning er nemlig noget helt særligt i ferieparadiset.Hvor andre lande har indført minimumslønninger, har det cubanske styre indført en maksimumløn for stort set alle jobs, og den er på hele 20 dollars. Logikken er, at når sundhed og uddannelse er gratis og huslejerne minimale, så vil alle, der kan tjene mere end de 20 dollars, være snyltere på folkets samfundsopbyggende indsats.

Præsident Raúl Castro bør naturligvis ikke genere sin gæst med ubehagelige oplysninger om, at den cubanske økonomi er i fuldt sving med at privatisere – befolkningen.Det er jo, hvad der sker, når skønne lokale kvinder sælger seksuelle ydelser til turister for at kunne brødføde yngre søstre hjemme i Havanas slum.

I STEDET kan Obama fortælle sine værter, at inden Castro-klanens magtovertagelse i 1959 var den cubanske gennemsnitsindkomst per indbygger højere end i de fleste sydeuropæiske lande.Eller at øen ved starten af det 20. århundrede var blandt de mest velstående på den vestlige halvkugle.

Såmænd: I 1955 var der flere cubanere, der tog på ferie i USA end omvendt.Nogen befrier bliver Obama næppe.Cuba bliver ikke et nyt Myanmar/Burma med stemmesedler og den slags.Så Obama: En tur på Floriditamed snart 85-årige Raúl? Mojitos, anyone?

(klumme i Politiken 26.2.2016)