Ønskes: Et USA med kun få fjender

Uduelige ledere har brug for Amerika som syndebuk for at bortforklare egen elendighed

For ikke så mange år siden var krig og væbnet konflikt i større skala noget, der udspillede sig mellem stater. Det dominerende paradigme under den kolde krig var en bipolar orden, hvor en alliance af stater rustede sig til en mulig væbnet konfrontation med en anden alliance af stater. Europa forblev forbløffende stabilt i perioden, om end udbredt nervøsitet og tvivl i Vest og systematisk undertrykkelse i Øst var gældende præmisser.

I dag hersker der en ubehagelig uorden i Europas nærområder mod øst og sydøst. Islamisk Stat og Putins Rusland er de to drivende kræfter her, men ingen uden for Europa og Mellemøsten ser noget som helst attraktivt i de regeringsformer, som henholdsvis Kalifatet og Kreml tilbyder. Hvad kloden som helhed har hårdt brug for, er en stærkere global ordenshåndhævelse, der som bekendt kun kan leveres fra et eneste sted, USA.

Men det store flertal af amerikanere har hverken viljen eller gejsten til at se nationen som global strømer, hvilket Donald Trumps svulstige valgretorik ikke kan kamuflere.

AR15_artwork

DE historieskrivere, der i disse måneder varmer op til at skrive Barack Obamas eftermæle, er sandsynligvis grundlæggende enige om, at i hans snart 8 år som præsident har supermagten været på retræte, tydeligst illustreret af den militært nedtonede rolle, USA for tiden har over for brændpunkterne Syrien, Irak og Afghanistan. Sporene fra de fejltænkte interventioner under George W. Bush skræmmer.

Om retræterollen også er gældende fra 2017, er uvist. At gøre Amerika stort igen, som både Trump og Clinton stiller vælgerne i udsigt, er et usikkert kort at spille, især i de dele af verden, der ikke abonnerer på de amerikanske frihedsidealer.

Det ironiske og paradoksale i tilstanden for klodens eneste militære supermagt er bare, at selv USA’s mest sammenbidte og uforsonlige modstandere har hårdt brug for – ja, gæt engang: Amerika.

iran-twitter-youtube

DER TALES om en mulig politisk og kulturel opblødning i Iran efter præstestyrets pudsige variant af en valghandling. Men ingen kan i horisonten se åbningen af en amerikansk ambassade i Teheran og en tilsvarende iransk i Washington.

Den konservative del af præsteskabet har stadig brug for ‘ den store satan’ som det fjendebillede, der blev malet af ayatollah Khomeini tilbage i 1979, og som jævnlig friskes op med nye farver.

Tilsvarende har det fanatiske klanstyre i Nordkorea stadig brug for den store imperialistiske aggressor USA for at kunne begrunde en ekstrem militarisering af et kastesamfund i reel belejringstilstand.

Ligeledes har russiske nationalister brug for billedet af en ekspanderende amerikansk militærmagt, der generer Kremls drømme om at genvinde fordums storhed. Hvad der gør det svært for en opposition at komme på banen. For den vil få at vide, at den går amerikanernes ærinde og skader Rusland.

Venstreorienterede nationalister i Afrika og Latinamerika har brug for at pege på den globale, amerikanskdominerede kapitalisme som ‘ synderen’, når deres egen inkompetence og elendige regeringsførelse skal bortforklares.

americanDecline2

SER VI LIDT længere tilbage i historien, tegner der sig et forunderligt billede. Fra 1950-75 var USA i blodige konfrontationer i Øst-og Sydøstasien. Den Koreanske Halvø blev 1950-53 scene for en amerikansk-kinesisk stedfortræderkrig, der kun er stoppet af en teknisk våbenstilstand.

I foråret 1975 oplevede supermagten en ydmygende retræte fra Sydvietnam og Cambodja.For 44 år siden vendte præsident Nixon hjem fra et Kina, som hans sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, betegnede som »ludfattigt og stalinistisk«.

På en kold januardag i 1979 i Washington underskrev præsident Jimmy Carter et sæt af aftaler, der skulle vise sig at blive afgørende for en gennemgribende modernisering af det kinesiske samfund.

Kort efter sin tiltrædelse i januar 1993 bebudede præsident Bill Clinton en normalisering med den tidligere krigsmodstander Vietnam. Resten er historie, og den er alt overvejende positiv.

USA’s to tidligere krigsmodstandere i Østasien har ikke brug for at bebrejde amerikanerne de udfordringer, de står over for i dag.

Beijing og Hanoi ruller de røde løbere ud for tusinder af amerikanske erhvervsfolk og turister året rundt. Det skaber fælles velstand i milliardklassen. Østasiens middelklasse er vokset støt gennem 20 år.

Morale: Når USA får færre fjender, bliver verden et bedre sted. Det har man lært sig i Havana, men næppe i Moskva eller Teheran.

(klumme i Politiken 4. marts 2016) 

B9315554951Z.1_20141218161107_000_G5O9ES2P8.1-0

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s