‘Demokratierne’ i Asien er ubehagelige. Men de går ikke i krig med hinanden. 

Under den kolde krig fik Danmark jævnligt besøg af politisk forfulgte og dissidenter fra datidens østblok, Sovjetunionen og de øst-og centraleuropæiske lande.De fleste af dem gav vigtige indblik i lukkede, undertrykkende verdener. Siden fulgte systemkritikere fra bl. a. Iran, Irak, Myanmar/Burma og Tibet/Kina.

De færreste danskere har vel nogensinde kunnet forestille sig, at vi kunne tage imod en dissident fra det land, som titusinder af danskere kender fra ferieophold, Thailand. Men sådan en person dukkede op for nylig, og for os, der lyttede til ham i en kreds domineret af herboende thailændere, blev det ikke nogen opmuntrende oplevelse.

Jo, den pågældende klarer sig uden for hjemlandet i kraft af sine akademiske kvalifikationer, der gør, at han er efterspurgt på universiteter i både Asien og Europa. Men det, han kunne fortælle om de politiske tilstande i hjemlandet, var af en sådan karakter, at i hvert fald danske ferierejsende nok burde vide det, men sandsynligvis foretrækker at holde sig for øjne og ører.

Kernen i den besøgende dissidents budskab var, at en politisk liberalisering i Thailand vil trække ud i årevis, og at en sofistikeret form for forfølgelse fortsat vil høre til dagens uorden. Vender han hjem, bliver han arresteret. Hans slægtninge har oplevet ubehagelige besøg af militærfolk, der har pålagt dem at stille op til ‘ samtaler’ på en kaserne.

THAILANDS militærstyre nærmer sig 2-års-milepælen, og juntastyret har for nylig bebudet, at dens forfatningsudkast skal til folkeafstemning i slutningen af juli i år. Med historien om Thailands politiske kultur i erindring er der ingen grund til at forvente, at millioner af vælgere, der ønsker en tilbagevenden til civile tilstande, får deres forventninger indfriet.

Som i så mange andre asiatiske lande er politiske debatter domineret af ekstrem populisme i en grad, europæere har vanskeligt ved at forestille sig. Alligevel er det ikke utænkeligt, at et flertal af vælgerne vil forkaste juntaens forfatningsudkast, og hvad vil der så ske? Jo, så afholder man da alligevel valg til et nyt parlament, og det vil ske i løbet af 2017, har juntaens talsperson forsikret.For generalerne vil så omhyggeligt håndplukke en af landets talrige tidligere forfatninger og bruge den. Keine Hexerei.

I NABOLANDENE er situationen ikke meget bedre. Der hersker fortsat usikkerhed om magtoverdragelsen til et civilt styre i Myanmar/Burma, og i Malaysia synes der ikke at være nogen ende på korruptionsskandalen omkring regeringschefen Najib Razak, der beskyldes for at have modtaget omkring 1 milliard dollars i bestikkelse, en del af midlerne fra en statslig udviklingsfond, andre fra oversøiske arabiske donorer.

Razak er folkevalgt, og Malaysia har en positiv politisk historie uden militære magtovertagelser. Men det multietniske og multikulturelle samfund har en ulykkelig historie om et dybt politiseret retsvæsen, der friholder magtfulde ledere og chikanerer disses modstandere. Kort sagt: et demokratisk flerpartisystem uden en retsstat.

Cambodja har i årtier været ledet af en notorisk kleptokrat og ekskommunist, Hun Sen, der i dag er en af Asiens rigeste mænd. Men den engang så plagede nation er i rimelig god økonomisk gænge, og ved det seneste valg i juli 2013 opnåede oppositionen sit bedste resultat nogensinde trods omfattende chikaneri fra magthavernes side.

Så historien om de asiatiske vækstmirakler er mildt sagt broget, uskøn og modsætningsfuld. Men set over et kvart århundrede er der en realitet, der springer i øjnene: Antallet af væbnede konflikter og oprør er faldet dramatisk.

Med FN-systemets varierende grad af involvering blev der fra midten af 1990′ erne og en snes år frem afsluttet konflikter i Cambodja, Indonesien og Østtimor.

Kina og Taiwan handler med og investerer i hinanden som aldrig nogensinde tidligere, og i Burma/Myanmar er oppositionen ikke blot blevet legaliseret, den har tilmed vundet valg (april 2012 og november 2015).

Frem til 1979 døde tusinder af østasiater i krig hvert eneste år. Siden har der ikke været en eneste traditionel landkrig med kampvogne og tropper. Der er ro på, mens demokratiet og retsstaten rulles baglæns.Er der stadig nogen, der tror på teorien om ‘ demokratisk fred’? Der er nok nogle lærebøger, der skal skrives om.

(klumme i Politiken 6. marts 2016)