Nordkoreas eksport af våben og arbejdskraft gør FN-sanktioner virkningsløse.

TÆNK lige over følgende, næste gang du køber jeans eller T-shirts, der bærer mærket »Made in China«: Der eksisterer en risiko for, at indtjeningen ved denne transaktion ender i en kasse i en by der hedder Pyongyang, hovedstaden i klodens mest isolerede regime, det nordkoreanske. Her går en betragtelig del af den hårde udenlandske valuta til opretholdelse af nutidens mest militariserede samfund, som besidder en teknologi, der er avanceret nok til at kunne affyre interkontinentale missiler mod mål på den amerikanske vestkyst.

Vist lyder det umiddelbart vildt. For hvorfor skulle beklædningsproduktion, der har oprindelse i Nordøstasien, hænge sammen med truslen om et angreb med atomvåben? Forklaring følger: Byen Dandong på grænsen mellem Nordkorea og Kina er et transportknudepunkt for en omfattende produktion af tekstil- og beklædningsprodukter fremstillet under de usleste betingelser på fabrikker i Kim-dynastiets ’arbejderparadis’. Mærket »Made in China« på produkterne er forudsætningen for, at de kan fragtes til Dandong, hvor det kinesiske eksportfirma, der betaler for varerne og dermed lønningerne til de tusinder af nordkoreanske beklædningsarbejdere, sørger for, at produkterne opføres i eksportstatistikker som i Kina. Den form for manipulation er lige så gammel som industrialiseringen selv, om end vi i nyere tid henfører den under etiketter som ’globalisering’ og ’international arbejdsdeling’.

DET VAKTE opsigt, da Kina i februar meddelte, at man stopper for importen af kul fra Nordkorea, for Beijing har som bekendt ubehag ved den nordkoreanske militarisering. Med til billedet hører, at Kina stadig er hovedleverandør af råolie til Pyongyang, for FN-sanktionerne er fyldt med undtagelser, der tjener til at sikre, at den nordkoreanske økonomi ikke kollapser, men lige akkurat holdes flydende.

Hen over en halv snes år er der vedtaget syv FN-resolutioner med det formål at begrænse Nordkoreas muligheder for at skaffe hård valuta, men alle deltagende parter i konflikten er klar over, at regimet i Pyongyang er i stand til at omgå sanktionerne med nogle af de ældste værktøjer i kassen. Der er langt større kilder til finansiering af Pyongyangs militærmaskine end beklædningsproduktion. FN har i årtier forsøgt at forbyde medlemslande at købe og sælge våbenteknologi til Nordkorea. Men den nordkoreanske våbenindustri blev opbygget i tiden under den kolde krig, hvor Kim-klanen i FN’s Sikkerhedsråd nød beskyttelse hos Sovjetunionen og Kina.

Hverken Beijing eller Moskva har i dag brug for at købe våben af den fortidige våbenbroder. I stedet henter de billig arbejdskraft. Det nyopførte fodboldstadion i Petersborg, som skal bruges til næste års verdensmesterskaber i fodbold, har benyttet sig af nordkoreanske bygningsarbejdere. Flere højhusbyggerier i den russiske hovedstad gennemføres med brug af samme. Men den største kategori af nordkoreanske gæstearbejdere (som menneskeretsgrupper ikke tøver med at kalde slavearbejdere) findes i de store sibiriske skove østpå.

New York Times skriver fra den russiske stillehavsby Vladivostok, at den nordkoreanske arbejdskraft accepterer så ringe løn- og arbejdsvilkår, at ingen russere vil påtage sig opgaverne. Et firma i Vladivostok skriver på sin hjemmeside om nordkoreanerne, at »de er hårdt arbejdende og ordentlige. De tager ikke lange rygepauser fra arbejdet, løber ikke fra deres forpligtelser, er disciplinerede og holder sig ædru«, hedder det.

En tænketank i den sydkoreanske hovedstad, Seoul, anslår antallet af oversøiske nordkoreanske ’gæstearbejdere’ til 50.000, som fordeler sig på 40 lande. Ifølge de sydkoreanske forskere er der stort set ingen af disse arbejdere, der modtager lønnen direkte. Den betales i stedet til udsendte nordkoreanske embedsmænd, der overvåger arbejdsstyrken. Anslået indtægt til den nordkoreanske stat: en kvart milliard dollars. Kim-klanens højmilitariserede stat er ikke så isoleret, som mange tror. Pyongyang har diplomatiske relationer til 164 lande (Danmark inklusive), og ambassader i 47 af disse. De bruges især til at fremme den nordkoreanske eksport af konventionelle våben, og blandt de virkelig store kunder er Iran, Egypten (og Libyen og Syrien indtil for få år siden), Angola, Vietnam og Myanmar, det tidligere Burma. Den enkle forklaring på Nordkoreas identitet er, at hvor alle andre stater har et militær, er virkeligheden i Pyongyang den, at det er militæret, der har en stat. En ubehagelig realitet, som verden må leve med i lang tid fremover.

(klumme i Politiken 17. juli 2017)