Nobelpristageren Liu Xiaobo forsøgte med litterære og intellektuelle virkemidler at udfordre det kinesiske styre. På dødslejet blev han atter til storpolitik.

En tragedie er fuldbyrdet. Selv ikke, da Europas stærkeste leder – og utvivlsomt den, som Kina respekterer mest – forbundskansler Angela Merkel i 11. time forsøgte at gøre en forskel for den dødsmærkede kinesiske systemkritiker og nobelpristager Liu Xiaobo, hjalp det noget. Liu døde i går på et hospital i den nordøstlige provinsby Shenyang.

I maj fortalte en af Lius advokater, at den fængslede menneskeretsaktivist var blevet diagnosticeret med leverkræft på et fremskredent stadie. En måneds tid senere blev han overført fra fængslet i Shenyang til et af byens hospitaler.

Nobelpristagerens forfatterkollega Liao Yiwu, der er bosat i Berlin, har undervejs forklaret, at Angela Merkel ved flere lejligheder forsøgte at tage Liu Xiaobos sag op med Kinas præsident og generalsekretær Xi Jinping under dennes statsbesøg i Tyskland og deltagelse i G20-topmødet i Hamburg. Præsidentens reaktion kendes ikke, men følge kilder i det tyske udenrigsministerium har der været ført samtaler på højt niveau om dissidenten og om muligheden for at tilbyde ham behandling uden for Kina.

Da Liu blev nægtet denne mulighed, meddelte hospitalsledelsen, at den ville invitere eksperter i kræftsygdomme fra USA og Tyskland til byen for at samarbejde med de kinesiske læger, der har behandlet den verdenskendte systemkritiker.

Helt usædvanligt gav Kina i sidste uge tilladelse til, at to kræftspecialister fra henholdsvis Tyskland og USA fik adgang til Liu Xiaobo. De kinesiske myndigheder offentliggjorde herefter en videooptagelse, der viste de to besøgende læger i et møde med kinesiske kolleger. Formålet var tydeligvis at demonstrere de gæstende eksperters anerkendelse af den behandling, Liu har fået lokalt. Et propagandastunt, ganske enkelt.

Den tyske ambassade i Beijing fandt det herefter nødvendigt at udsende en erklæring, hvori det hed, at videofilmens offentliggørelse skete under protest fra tysk side.

Af en erklæring fra hospitalet udsendt først på ugen fremgik det, at den 61-årige Liu var ramt af flere alvorlige lidelser i både nyrer og tarmsystem, alt sammen som konsekvens af leverkræften.

Først på ugen kommenterede en regeringstalsmand i Beijing sagen således: »Kina forventer at de relevante lande vil respektere Kinas suverænitet og vil afstå fra at bruge individuelle sager til at blande sig i interne kinesiske anliggender«.

Liu Xiaobo er den første modtager af Nobels Fredspris, der er død i fangenskab, siden den tyske pacifist Carl von Ossietzky, der blev tildelt fredsprisen i 1936. Nazityskland nægtede Ossietzky udrejse for at modtage prisen og holdt ham under overvågning, indtil han to år senere døde af tuberkulose.

Liu var en veteran i Kinas brogede miljø af dissidenter. Han kom første gang i myndighedernes søgelys under og efter den prodemokratiske opstand i Beijing i forsommeren 1989. Siden var han under konstant overvågning på grund af sin regimekritiske skribentvirksomhed. Myndighederne arresterede ham flere gange siden, herunder for i 2008 at have deltaget i udarbejdelsen af det såkaldte Charter 08, et dokument, hvori en stribe af kinesiske intellektuelle og aktivister kræver landets etpartisystem ophævet samt en overholdelse af fundamentale menneskerettigheder.

Efter et år i varetægtsfængsel blev han i december 2009 idømt 11 års fængsel for at have opildnet til at undergrave statsmagten.

Da den norske Nobelkomité i oktober 2010 tildelte Liu Xiaobo Nobels Fredspris, blev dette begrundet i hans »langvarige, ikkevoldelige kamp for menneskerettigheder i Kina«. Nyheden fra Oslo førte omgående til en officiel fordømmelse i Beijing. Systemkritikerens hustru, Liu Xia, blev sat i husarrest, mens aktivister i parrets vennekreds og andre ligesindede blev sat under overvågning.

Da Liu Xia endelig fik mulighed for at besøge sin mand i fængslet, lod parret forstå, at prisen skulle dedikeres til ofrene for den massakre, som det kinesiske militær i juni 1989 forårsagede på civile demonstranter i det centrale Beijing.

Liu Xiaobo blev den første kinesiske statsborger, der modtog Nobels Fredspris. Tildelingen fik konsekvenser langt fra Kinas grænser: Beijing nedfrøs forholdet til Norge, som led et milliardstort tab af eksportmuligheder. Først i december i fjor nåede parterne til enighed om en ’normalisering’. Det skete med en erklæring, der kom så tæt på at være en norsk undskyldning, som det kunne, uden at regeringen i Oslo behøvede at bruge selve ordet – Danmark lærte en tilsvarende lektie med den såkaldte Tibet-note i november 2009, der i sidste øjeblik sikrede Kinas deltagelse i klimatopmødet i København.

Den kontroversielle pristildeling fik siden også konsekvenser for Nobelkomiteen. Efter et dramatisk ledelsesmøde i marts 2015 blev dens formand, den tidligere stats- og udenrigsminister og parlamentsformand, socialdemokraten Thorbjørn Jagland, afsat. Flammerne fra den kinesiske drages næsebor havde nu fundet vej helt ind i den norske selvforståelses hjertekammer.

Forud var gået en advarsel fra efterkommerne af Alfred Nobel, der havde pointeret, at Jaglands administration af Nobels arv var i strid med selve prisens idégrundlag.

Kom fra intellektuel familie

Liu Xiaobo kom ud af en intellektuel familie. Under sidste fase af Kinas kaotiske kulturrevolution blev han sendt ud for at udføre landbrugsarbejde. Som 21-årig påbegyndte han litteraturstudier på universitetet i sin hjemby Jilin. Studierne blev fortsat i Beijing, og fra 1985, da han var 30, gjorde en voksende skribentvirksomhed ham til et kendt havn i hovedstadens litterære miljøer.

Første bogudgivelse kom i 1987, hvor han leverede en omfattende kritik af den traditionelle kinesiske filosofi konfucianismen. Året efter blev han ph.d. på en afhandling med titlen ’Æstetik og menneskelig frihed’, hvilket indbragte ham invitationer fra universiteter i USA og Norge.

Efter et forskerophold i USA vendte han hjem til Kina i april 1989, mens prodemokratiske demonstrationer udviklede sig i Beijings centrum. Få døgn før det kinesiske militærs massakre på civile indledte han sammen med tre kolleger en sultestrejke på Den Himmelske Freds Plads, men opfordrede samtidig sine medaktivister til at forlade pladsen. 5. juni blev han arresteret og omgående anklaget for meddelagtighed i organisering af de såkaldte statsfjendtlige aktiviteter.

Der skulle gå 19 måneder efter arrestationen, inden dommen faldt i januar 1991. Han blev dømt for ’kontrarevolutionær virksomhed’, men slap i første omgang for fængselsstraf, angiveligt fordi han havde gjort en indsats for at forhindre blodsudgydelser på Den Himmelske Freds Plads.

‘Der er ingen middelvej’

Herefter begyndte han at skrive om emner, som var og stadig er tabuer i kinesiske bøger og medier: politiske frihedsbegreber og menneskerettigheder. Han forklarede siden, at det var et otte måneder langt studieophold i USA i 1988-89, der forandrede hans livssyn: »Her blev jeg i stand til at se, at demokrati er meget mere end et bestemt politisk system. I stedet er det selve normen for relationer mellem mennesker, altså en livsform«.

I et interview med magasinet Liberty udtalte han i 1988 følgende: »Modernisering betyder vestliggørelse i fuld skala. Når man vælger et liv med menneskeligt værd, bør man vælge den vestlige livsform. Forskellen mellem vestlig og kinesisk regeringsførelse er forskellen mellem det menneskelige og det umenneskelige. Der er ingen middelvej«.

I 1995 blev han taget i forvaring af politiet, fordi han havde indledt en underskriftsindsamling til støtte for de fængslede fra protestaktionerne i Beijing i 1989. Det førte til husarrest i ni måneder. I 1996 skrev han en protest mod Kinas pres og trusler mod Taiwan, hvilket førte til en domfældelse på tre år i Kinas såkaldte reformarbejdslejre, kendt som laogai . Her mødte han sin anden hustru, Liu Xia, som han giftede sig med i lejren.

En dråbe i en stor kinesisk indsø

Liu Xiaobo blev en dråbe i en stor kinesisk indsø, hvis omfang omverdenen ikke kender. En database under den amerikanske Kongres sætter antallet af politiske fanger i Kina til cirka 1.400, men tallet er sandsynligvis betydelig større. Alle oplysninger relateret til samvittighedsfanger i Kina er underlagt kontrol og censur.

Nobelpristageren blev et symbol på den værdikamp mellem Kina og Vesten, som aldrig ophører. Den geopolitiske udvikling op til Lius tragiske død synes dog at demonstrere, at denne værdikamp ikke får Vesten som vinder andet end i egen moralsk selvforståelse.

For mens de vestlige samfund er rystet af dyb folkelig frygt og politiske jordskælv som Trump og Brexit, er etpartistaten Kina så stærk som nogensinde, ikke mindst som resultat af at alle europæiske magter af betydning har travlt med at bejle til Beijing. Dette handler om retten til at definere sig som vinder eller taber af globaliseringen: Europas ledere ser i Kina et modstykke til den variant af protektionisme, der udgår fra Det Hvide Hus i Washington, hvor den residerende familie som bekendt ikke er spor optaget af systemkritikere, ej heller de kinesiske.

(nekrolog i Politiken 14. juli 2017)