Folkemord i historiens glemmebog

Cambodja var en tragedie i årtier. Retsopgøret efter De Røde Khmerer-styret er blevet en meget dyr farce.

SELV ikke et nydeligt blåt FN-logo på dokumenterne kan sikre, at retfærdigheden sker fyldest i den længstvarende internationale krigsforbryderdomstol i historien. Tværtimod er retsopgøret mod det cambodjanske De Røde Khmer-styre, der 1975-78 stod i spidsen for et folkedrab uden fortilfælde, på vej til at blive det mest kostbare og resultatløse af slagsen. Hvad værre er: Der er også tale om en retspolitisk skandale af gigantiske proportioner, som helt overses af resten af verden.

I forrige uge blev to af regimets frontfigurer givet muligheden at ytre sig en sidste gang inden den endelige domfældelse. Det skete i domstolens imposante bygning i udkanten af Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.

Den ene af de to var Nuon Chea, i dag 90, den anden regimets formelle statsoverhoved og sandsynlige chefideolog, Khieu Samphan, 85. Førstnævnte afviste domstolens tilbud om taletid, mens Khieu Samphan afleverede et 30-minutters selvforsvar for sine gøremål som en af lederne i datidens mest ekstreme variant af et kommunistisk samfundseksperiment, der kom til at koste i omegnen af 1,7 millioner cambodjanere livet, ofre for sult, tvangsarbejde, sygdom og henrettelser.

DEN ANKLAGEDE Khieu Samphans forklaring blev udførligt gengivet i Cambodia Dailys netavis og gav nærværende skribent kuldegysninger.

I 1987 fik jeg den sjældne mulighed for at interviewe manden, da han mellemlandede i København. Hans forklaringer på regimets brutalitet var dengang stort set identiske med dem, som tribunalet hørte. De kan sammenfattes således: Det cambodjanske kommunistparti havde ingen interesse i at begå massedrab på sin egen befolkning. Påstandene om folkemord skyldes alene vietnamesisk infiltration.

Altså fralægger manden sig dengang som nu ethvert ansvar for massedrabene for fire årtier siden. Med til historien hører, at vietnamesiske styrker i de første dage af januar 1979 invaderede Cambodja og installerede et loyalt regime, ledet af afhoppere fra De Røde Khmerer. Siden fulgte en kostbar og kompliceret FN-administration (1991-94), der resulterede i en rimelig anstændig afholdelse af valg og efterfølgende oprettelse af et civilt parlament og tilhørende institutioner. Men realiteten er, at Cambodjas stærke mand i snart 35 år, Hun Sen, stadig bestemmer, og at det er ham, der har manipuleret sig til at kontrollere det mest farceagtige retsopgør i moderne historie. Omkostningerne har for længst passeret de 200 millioner dollars i dette såkaldt blandede tribunal, der er sammensat af både cambodjanske og internationale dommere, men hvor den reelle kontrol ligger hos ekskommunisten Hun Sen og hans håndplukkede ’jurister’.

Efter en halv snes år med talløse retsmøder, vidnesbyrd og afhøringer er tre af styrets topfigurer blevet dømt. Første dom blev fældet i 2007 og gav regimets leder af torturcenteret Tuol Sleng (anslået 14.000 henrettede) en livstidsdom. Tre år senere fulgte de første domme over Nuon Chea og Khieu Samphan, men de afsluttende domme i resterende sager mod disse to ventes først afsagt næste år.

To andre i den magtklike, der blev grundlagt som en afdeling af det franske kommunistparti i 1947-48, døde begge i en høj alder for få år siden. Den ene, Ieng Sary, var regimets udenrigsminister 1975-78. Da han i 1983 blev interviewet af nærværende skribent i en partisanlejr ved den thailandske grænse, afviste han ligeledes alle anklager om folkemord og henrettelser som pure opspind.

IKKE kun det afsindigt høje omkostningsniveau, men også forbrydelsernes grove karakter burde have fået FN-systemet til at insistere på, at Røde Khmer-tribunalet skulle holdes på neutral grund. Til sammenligning er der for længst afsagt 161 domme i tribunalet om krigene i det tidligere Jugoslavien, 95 domme er faldet i retsopgøret om folkemordet i Rwanda og 22 i en tilsvarende sag om borgerkrigen i Sierra Leone. Førstnævnte blev gennemført ved Den Internationale Domstol i Haag, Rwanda-tribunalet blev gennemført i Tanzania, mens Sierra Leone-sagerne med en enkelt undtagelse blev gennemført i hjemlandet.

Der er således ingen saglig begrundelse for at lade Røde Khmer-tribunalet gennemføre i det land, hvor de anklagedes tidligere våbenbrødre stadig er ved magten. Lige nu er risikoen, at denne monumentale tragedie går i glemmebogen.

(klumme i Politiken 3. juli 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s