22-årige Otto Warmbiers tragiske død bør minde os om forbrydelser, der er endnu større i omfang.

DER EKSISTERER mere end ét paradoks i den tragiske sag om Otto Warmbier, den 22-årige amerikanske studerende, der blev frigivet fra halvandet års fangenskab i Nordkorea og fløjet hjem til USA, hvor det ikke lykkedes lægerne at redde hans liv. Paradokset består i, at det nordkoreanske regime næppe ønskede denne skæbne for den unge mand, men at ingen kan være i tvivl om, at samme stat er skyldig i hans alt for tidlige død.

Den alvorligt svækkede Warmbier var for en uge siden på vej ud af Nordkorea, da hans landsmand Dennis Rodman, en tidligere basketballstjerne, dukkede op i den nordkoreanske hovedstad Pyongyang utvivlsomt på vej til et møde med de allerøverste i den bizarre klanstyrede stat. Her var regimets belønning.

Formodningen er, at Rodman havde et brev med fra præsident Donald Trump til den nordkoreanske diktator, Kim Jongun, og at en sådan gestus sikrede frigivelsen af Warmbier.

Da Rodman i 2013 optrådte i Trumps tvshow, udtalte manden, der siden skulle blive USA’s præsident, at Rodman »utvivlsomt ville være den bedste, man kunne sende til Nordkorea«. I et tweet efter nyheden om Warmbiers død beklager Trump, at det ikke lykkedes at bruge Kina til at presse Nordkorea, »men vi gjorde dog forsøget«, lyder det.

EFTERSOM DET amerikanske udenrigsministeriums afdeling for Østasien knap fungerer i øjeblikket, kunne der være en vis fornuft i at lade sportsstjernen gøre diplomatisk gavn og åbne en dialog. Men den mulighed er med Warmbiers død forpasset.

Den unge studerendes skæbne skyldes utvivlsomt en kombination af faktorer, herunder det psykiske chok det må være at blive tvunget indenfor i det asiatiske klanstyres straffesystem og blive holdt der i 15 måneder.

I det nordkoreanske ‘ Gulag’ sidder i forvejen en lille gruppe udlændinge, flere af dem sydkoreanere eller amerikanere med sydkoreanske rødder.

De har typisk haft tilknytning til kirkelige foreninger og missionsselskaber, der har hjulpet med at etablere de flugtruter ud af Nordkorea, som bringer et ukendt antal flygtninge gennem Kina og videre til Sydkorea. Mønsteret er, at de frigives efter få års ophold.

SIDEN NORDKOREA i 2006 indledte sine atomprøvesprængninger, er de internationale sanktioner taget til i omfang, og det historisk nye er, at Kina er begyndt at deltage. Samtidig er det kinesiske virksomheder, der i grænsebyen Dandong benytter sig af importeret nordkoreansk arbejdskraft til at fremstille produkter, især inden for beklædningssektoren, som siden ender i butikker også i vestlige lande. Kinesiske fiskefartøjer gør brug af rettigheder i nordkoreanske farvande, som Pyongyang har solgt til dem.

Anslået 80 procent af al handel med Nordkorea er med Kina. Siden årtusindeskiftet er dette volumen blevet fordoblet.

De skærpede FN-sanktioner mod regimet har kinesiske fingeraftryk på flere måder: De skal ramme den herskende elite og militæret, men ikke skade befolkningen, og derfor er beklædnings-og fødevareindustrier undtaget.

Helt uden for synsfeltet befinder sig Pyongyangs eksport af arbejdskraft. Forskere anslår, at mere end 50.000 nordkoreanere arbejder i op til 40 forskellige lande.

Myndighederne i Dandong bekræfter, at 10.000 af disse er ansat i byens beklædningsvirksomheder, til en månedsløn på hvad der svarer til 1.500 kroner. Der arbejdes i 12-timers skift, og inden produktionen skibes af, påsættes et mærkat med ‘ Made in China’.

INTERNATIONAL turisme til Nordkorea er i stigning i disse år. Dokumentation for regimets overgreb er tilgængelig på talrige hjemmesider, men dette afholdt ikke Otto Warmbier fra at rejse ind.

Det største paradoks i ligningen om den atombevæbnede terrorstat er derfor, at dens forbrydelser og overgreb mod egen befolkning ikke holder de rejselystne væk: Regimets glitrende facade i form af personkulten omkring Kim-klanen dækker over et ‘ Gulag’ af uhyggelige dimensioner, men styrker landets fascinationskraft.

Otto Warmbiers skæbne burde minde os om de 115 ombordværende i et sydkoreansk passagerfly, der for tre årtier siden blev bombesprængt ud af himlen undervejs fra Mellemøsten til Thailand. Nordkoreanske agenter stod bag.

I en verden, der er mere forbundet end nogensinde, er hukommelsen om Nordkorea kort og et enkelt dødsfald kun en dråbe i et hav af årtiers systematisk undertrykkelse og massemord.

(klumme i Politiken 22.juni 2017)