Når mure værner os mod barbariet

For 30 år siden talte præsident Reagan en europæisk mur ned. Trump og EU vil stærkere mure.

I FORGANGNE uge passerede vi 30-året for en tale, der siden fik ikonisk status i historieskrivningen. USA’s daværende præsident, Ronald Reagan, en robust antikommunist af den gamle skole, landede i det delte Berlin, stillede sig op ved Brandenburger Tor og den mur, som det østtyske regime havde opført et kvart århundrede tidligere og udtalte følgende, direkte henvendt til lederen af den sovjetiske supermagt: »Luk denne port op. Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned!«.

Eftertiden har tillagt Reagan en stor del af æren for, at det Moskva-ledede kommunistiske imperium kollapsede med åbningen af Berlinmuren i november 1989, og den omstyrtelse af etpartisystemer i Centraleuropa, der fulgte. I 1991 kunne Reagans afløser i Det Hvide Hus, George H.W. Bush, bebude en ’ny verdensorden’, som fik sine mest dramatiske udtryk i de USA-ledede militære interventioner i først Kuwait, der blev befriet fra en irakisk besættelse, og siden i det daværende Jugoslavien, der gennemgik en blodig og voldsom opløsningsproces.

Omkring årtusindeskiftet var der overalt i de vestlige samfund rigelig plads til et optimistisk syn på verden, hvor integration af økonomier, individer og samfund kunne fremme frihed og velstand også uden for de vestlige samfund.

I 30-ÅRET for Reagans profetiske opfordring er realiteten en helt anden og mere brutal end den, der efter ophøret af den kolde krig opflammede fortalerne for frihed og mellemfolkelig tolerance. De politikere, der dengang opstillede et vestligt inspireret demokratisk frihedsideal for resten af verden, har i dag travlt med at rejse nye mure.

Disse er ikke kun fremstillet af stål, cement, beton og pigtråd som det europæiske Jerntæppe i sin tid. Byggematerialerne i nutidens mure er jura, lovgivning, lyskastere, hegn, grænsebomme og hundepatruljer. De rejses af politikere, der har lyttet til vælgernes angst, og som kræver handling for at kunne beskytte møjsommeligt opbyggede velfærdsstater. De vil værne om europæisk identitet og selvopfattelse, som vi troede kunne håndtere indvandringen og dermed opblanding med livsformer og religioner, som mangler den tillid og orden, der vokser ud af oplysningstidens idealer.

VERDEN ER VENDT på hovedet. Selve begrebet ’mur’ forbindes i dag af demokratisksindede mennesker med beskyttelse. Det er en historisk ironi, at det østtyske regime kaldte Berlinmuren for en antifascistisk beskyttelsesmur. Har Donald Trump tænkt sig at kalde sit murprojekt for en antimexicansk indvandringsmur?

Byggematadoren havde forestillinger om en mur mod grænsen til Mexico, længe før han blev præsidentkandidat. I en debat i 2015 sagde han følgende: »Hvis I ikke tror på, at mure virker, så bare spørg i Israel«.

I dag bakkes Trump op af Danny Tirza, arkitekten bag de mure, Israel har opført for at beskytte sig mod terror og barbari. Den har reddet mange liv, forklarede Tirza i januar til nyhedsmagasinet Forbes. »Vi havde tidligere så mange terrorangreb, at ingen ville investere i Israel«, tilføjede han og fremlagde tal, der viser, at den israelske økonomi næsten er fordoblet, siden den første mur blev rejst på Vestbredden.

Danny Tirza sad også ved styrepinden, da Israels regering i 2012 indledte opførelsen af et sikkerhedshegn langs dets 245 kilometer lange grænse til Egypten gennem Sinaiørkenen. Denne barriere har stoppet menneskesmugling og en årlig ankomst af 10.000 migranter, hævder han.

De israelske myndigheder bruger mere end blot fysiske barrierer til at sikre sine grænser. Droner, balloner med kameraer, infrarøde sensorer og fjernstyrede patruljekøretøjer er blandt redskaberne.

Europæiske beslutningstagere behøver derfor ikke at se langt efter inspiration til de konstruktioner, der skal sikre kontinentets ydre grænser, hvor en skærpet kontrol er forudsætningen for, at et åbent Europa for medlemsstaterne kan opretholdes.

Vesten er blevet hjemsted for pessimisme og frygt, siden Reagan stod ved Brandenburger Tor. Mure er blevet værn mod det, som europæerne ikke kun ser som et humanitært problem, men også som spirer til terror og barbari. Sikkerhedsbarrierer bliver fremtidens hegn om det, der af danske politikere aktuelt kaldes nærområder.

(klumme i Politiken 19. juni 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s