Mens populisme sænker USA og Europa, bliver Silkevejen 2.0 ny global dynamo

Den politiske sammenhængskraft i det demokratiske Vesten slår revner. Kina stiller sig i spidsen for århundredets store udviklingspolitiske kraftanstrengelse, den nye Silkevej

Om en generations tid vil nogle historieskrivere gøre 2017 til året, hvor den USA-ledede dominans af globale anliggender ophørte.

Præsident Trumps beslutning om at jorde Paris-aftalen om fælles klimapolitik vil utvivlsomt blive fikspunktet for opfattelsen af det seismiske skift i klodens politiske indretning.

Først vinder den mest populistiske amerikanske kandidat et præsidentvalg på protektionistiske budskaber, derefter trækker han supermagten ud af det, der er blevet set som 21. århundredes vigtigste ramme for internationalt samarbejde, Paris-aftalen om klimaforandringer.

Who’s next? Brexit! Lavinen, der forvandler den vestlige politiske ‘ fæstning’ (Nato, EU, WTO) til dynger af klippestykker, har været i skred længe, og kilden til den har et navn: populisme.

Dette tema er blevet et hedt emne blandt asiatiske politikere, intellektuelle og andre beslutningstagere.

Encyklopædien britannica.com defi-nerer populisme som ‘ et politisk program eller en bevægelse, der ophøjer det jævne, umælende befolkningsflertal som værende i opposition til en manipulerende magtelite’. Populisme kombinerer ofte elementer fra både højre og venstre side i det politiske spektrum og stiller sig kritisk over for stærke forretningsog kapitalinteresser, men også over for etablerede socialistiske partier i arbejderbevægelsen.

Som fænomen forekommer populisme både i demokratiske og autoritære styreformer.

I Øst-, Syd-og Sydøstasien, der rummer både demokratier (ofte meget ufuldstændige af slagsen) og autoritære regimer i form af såkaldte kommunistiske (reelt korporatistiske og statskapitalistiske) etpartisystemer, har både Brexit og valget af Donald Trump vakt foruroligelse.

Verdensdelen har et flertal af lande med enten et direkte allianceforhold til USA eller på anden vis tætte relationer til både supermagten og EU. Ingen asiatisk beslutningstager har glemt, at det var USA’s atomparaply, teknologi og samhandelspolitik, der muliggjorde efterkrigstidens økonomiske mirakler i især Japan, Sydkorea, Taiwan, Thailand, Singapore og Indonesien. Alle regionens lande af betydning har vigtige økonomiske og politiske partnerskaber med EU.

HELE DENNE møjsommeligt opbyggede orden er nu i dramatisk skred. Det begyndte med Trumps sabotage af forgængeren Barack Obamas forslag til et partnerskab hen over Stillehavet, kendt som TPP. Aktuelt er der fortsat usikkerhed om den amerikanske respons over for Kinas territoriale krav i Det Sydkinesiske Hav.

Regionens største sikkerhedspolitiske udfordring, det xenofobiske Nordkorea og dets atompotentiale, synes dog at være et felt, hvor USA og Kina har fundet fodslag.

Men fra New Delhi over Jakarta til Seoul er der tvivl om, hvorvidt USA forbliver en pålidelig og blivende partner. Alle beslutningstagere synes enige om, at Kina ikke kan overtage USA’s historiske rolle.

Men med Japan som den indlysende undtagelse er alle i varierende omfang ved at opprioritere relationerne til Beijing.

George Yeo, Singapores tidligere udenrigsminister, er en af verdensdelens mest respekterede intellektuelle. I et stort essay i Huffington Post tager han fat på den svære debat om populismens betydning i de forskellige politiske kulturer i øst og vest.

Han forklarer, at Vestens princip om lighed for loven er kommet under pres som konsekvens af, at Europa har taget imod et betydeligt antal indvandrere af ikkevestlig oprindelse. Spændingerne mellem den oprindelige flertalsbefolkning og især indvandrede muslimer har fået Europas orden til at vakle, mener han. I modsætning hertil står den kinesiske stats tilgang til de 7-8 procent af befolkningen, der ikke tilhører flertallet. De får positiv særbehandling på den måde, at de f. eks. er undtaget fra den restriktive familiepolitik, påpeger Yeo.

HAN SER OGSÅ svækkelsen af den traditionelle europæiske nationalstat som en af forklaringerne på kontinentets politiske og sociale skred. Teknologiske landvindinger, især de sociale medier, svækker staternes evne til at kontrollere deres grænser og ikke kun de fysiske.

Yeo konkluderer, at USA under Trumps lederskab har bevæget sig ind i en populistisk tilstand, og som asiatisk borger håber han, at USA vender tilbage til sit oprindelige ideal om at forene forskellige etniske grupper på grundlag af lighed for loven og lige muligheder for alle: »På den lange bane bliver testen økonomisk. Vil amerikansk økonomi vinde eller tabe under Trump?«.

AFSÆTTET for George Yeos overvejelser var det økonomiske topmøde Belt and Road Forum, som blev holdt i Beijing i midten af maj, hvor emnet var den nye kinesiske Silkevej. Et netværk af transportruter, der skal binde det euroasiatiske dobbeltkontinent sammen på kryds og tværs, og som også omfatter søveje over Det Indiske Subkontinent, forbi dele af Arabien og til det sydlige Afrika.

Mødets vært, Kinas præsident, Xi Jinping, var ganske konkret, da han i sin velkomst til de fremmødte definerede formålet med Belt and Road som værende et redskab til at bekæmpe den voksende protektionisme (læs: Donald Trumps diffuse økonomiske politik). Et budskab, der naturligvis blev noteret af deltagere som FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, Verdensbankens chef, Jim Yong Kim (amerikaner af sydkoreansk oprindelse), og direktøren for Den Internationale Valutafond, franske Christine Lagarde.

På det europæiske hold af deltagere noteredes især tilstedeværelsen af den britiske finansminister, Philip Hammond, Tysklands økonomiminister, Brigitte Zypries, og formanden for udenrigsudvalget i den franske nationalforsamling, Jean-Pierre Raffarin.

I KINESISKE medier gør kommentarerne dog en del ud af, at Belt and Road Forum (Silkevejen 2.0, som den kaldes i mere populære fremstillinger) er inkluderende.

USA skal være velkommen, når tid er (læs: efter Trump).

Hvorefter Xi Jinping bebudede en investeringspakke på 124 milliarder dollars til at integrere infrastruktur fra Shanghai til Berlin. Fortune.com var blandt de medier, der noterede den dramatiske kontrast til Trumps slogan ‘ Amerika først’.

(klumme i Politiken 11. juni 2017)

Reklamer

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s