Polskfødt professor så dybere i krystalkuglen end alle andre.

I DE historiebøger, der i de kommende år vil blive skrevet om de globale opbrud i det kvarte århundrede efter sovjetsystemets og verdenskommunismens sammenbrud, bør der gives plads med hæder og ære til nyligt afdøde Zbigniew Brzezinski. ‘ Zbig’ blev kendt i sin rolle som national sikkerhedsrådgiver under præsident Jimmy Carters embedsperiode 1977-81 og efterfølgende som forfatter til en stribe udgivelser om klodens politiske tilstand og især USA’s rolle i samme.

Den polskfødte eliteakademikers indflydelse på amerikansk udenrigspolitik kom til at strække sig langt længere end de fire år, han tjente under Carter.

Hans kritik af (og had til) Sovjetunionen var ikke overraskende emotionelt drevet af hans polske familiebaggrund og den kendsgerning, at hans fædreland blev opslugt af de to magter, der hen over et lille halvt århundrede kontrollerede store dele af Centraleuropa. Men hans patriotisme og antikommunisme blokerede ikke for en dyb og nuanceret forståelse af de mekanismer, hvormed sovjetsystemet først kunne inddæmmes og siden nedbrydes.

I dette perspektiv, altså nedbrydningen, gik han langt videre end sin samtidige kollega, tyskfødte Henry Kissinger, sikkerheds-og udenrigspolitisk arkitekt under Carters forgænger, Richard Nixon.

PÅ ET enkelt område fandt de to titaner fodslag: Amerikas forhold til Kina. Begge så tidligt nødvendigheden af at udvikle langsigtede samarbejdsfelter med Asiens ældste kontinuerlige civilisation, og begge kunne se langt forbi opportunistisk og ideologisk betinget antikommunisme og pege på potentialet i udviklingen af amerikansk-kinesiske partnerskaber.

Brzezinskis omfattende forfatterskab efterlod ingen læsere i tvivl om mandens dybe indsigt i klodens indretning. Nye læsere, herunder nuværende og kommende beslutningstagere i verdens hovedstæder, kan passende begynde med mandens sidste store artikel om global politik. Den stod i tidsskriftet The American Interest i april i fjor.

Hovedpræmissen i artiklen er, at USA ikke længere er klodens enerådende imperiale magt, men at ingen anden magt er i nærheden af at kunne udfylde rollen. Ikke Europa og heller ikke Kina. Trump eller ej, europæerne forbliver nært forbundet med amerikansk interessevaretagelse i både Mellemøsten og i forholdet til Rusland.

Kinas vækst giver landet potentiale til at udfordre USA’s etablerede magtpositioner, men Beijings ledere gør bedst i at blive supermagtens partner i bestræbelserne på at inddæmme det kaos, der udgår fra Mellemøsten og Centralasien, skrev han.

I et interview med Nathan Gardels i WorldPost fra december i fjor bliver Brzezinski mindet om, at han var den egentlige arkitekt bag den normalisering af de diplomatiske relationer mellem USA og Kina, der trådte i kraft januar 1979. Her formulerer han den langsigtede interesse i USA’s Kina-politik således: »En verden, hvor Amerika og Kina samarbejder, er en verden, hvor Amerikas indflydelse maksimeres (…). Det er ikke i vores interesse at få et antagonistisk forhold til Beijing. Det er langt bedre for amerikanske interesser, at vi samarbejder tæt med kineserne, for dermed tvinges russerne til at følge efter, medmindre de vil risikere at blive efterladt i kulden«.

FOR 20 år siden udkom Brzezinskis hovedværk ‘ The Grand Chessboard’, der ifølge talrige anmeldere placerede forfatteren i samme kategori som kollegerne Francis Fukuyama og Samuel Huntington.

Forskelle i holdninger til trods er disse tre uden konkurrenter i Amerikas intellektuelle miljø, når det gælder forståelse og fortolkninger af geopolitikkens magtrelationer siden den kolde krigs ophør.

‘ Skakbrættet’ er Euroasien, populært sagt det dobbeltkontinent, der begynder i Lissabon og strækker sig hele vejen til Vladivostok. I bogen spåede han konflikt med Moskva med det argument, at uden kontrol med Ukraine vil Rusland miste sin status som et euroasiatisk imperie.

Efter Putins overtagelse af Krim anbefalede Brzezinski en deling af Ukraine som den eneste vej fremad, uagtet at han i en kommentar i Washington Post sammenlignede Putins invasion i det østlige Ukraine med Hitlers overtagelse i 1938 af Sudeterland i Tjekkoslovakiet.

Når der er grund til at opholde sig ved Brzezinski, skyldes det foruroligelse over, at folk som han er ved at blive en mangelvare i Washington. Er der nogen tæt på Donald Trump, der snarest opfinder en ny ‘ Zbiggy’? Behovet trænger sig på.

(klumme i Politiken 5. juni 2017)