Kinas præsident, Xi Jinping, er sandsynligvis ved at få sin vilje med Donald Trump.

Pludselig er Nordkorea et globalt sikkerhedsproblem på grund af andet og mere end dets atomkapacitet. Skal vi tro techmagasinet Wired, der plejer at være på forkant med udviklingen på de digitale frontlinjer, udgår det nylige ransomware-angreb fra en hackergruppe ved navn Lazarus med base i den hypermilitariserede stat i Nordøstasien. Hård vestlig valuta kan digitalt stjæles hele vejen til Kim Jong-uns cyberkrigere.

For Sydkoreas nyvalgte præsident, Moon Jae-in, er tilstanden intet mindre end et mareridt, der kan ødelægge hans præsidentskab. Moon er i asiatisk sammenhæng en liberal, dvs. en centrum-venstre-politiker, der førte sin valgkamp på at ville føre en forsoningspolitik over for Nordkorea, kendt som ’solskinspolitikken’.

Men den sydkoreanske offentlighed blev snydt af det nordkoreanske klanstyre, så vandet drev. I hemmelighed havde sydkoreanske gigantfirmaer overført kæmpesummer til Pyongyang som bestikkelse for gennemførelse af historiens første nordkoreansk-sydkoreanske topmøde tilbage i sommeren 2000 i Pyongyang. Få år efter falmede solskinspolitikken i skyggen af de atomprøvesprængninger, som det nordkoreanske militær indledte for lidt over en halv snes år siden.

Udsigterne til, at præsident Moon kan dreje udviklingen tilbage på forsoningens spor, er derfor dystre, hvilket Pyongyang demonstrerede ved endnu en prøvesprængning kun få dage efter valghandlingen i Sydkorea. Illusionerne om dialog døde i propagandabulderet fra klodens mest militariserede stat.

TILSTANDEN kompliceres yderligere af den handlingslammelse, der vokser i beslutningscentrene i Washington. Efter nogle højspændte uger, hvor en amerikansk hangarskibsgruppe blev kommanderet op til farvandet ud for Korea, er projektørlyset atter rettet mod Beijing. En udbredt formodning er, Trump reelt har udliciteret sin Korea-politik til den kinesiske præsident, Xi Jinping, hvilket ikke behøver at være en dårlig nyhed.

I Beijing, Tokyo, Seoul og Washington er der grundlæggende enighed om, at atomvåben af enhver art skal fjernes fra den koreanske halvø. Hvilket betyder, at Pyongyang må tillade inspektion af sine atomfaciliteter og overtales til, at disse kun kan bruges til civile formål.

Men siden præsident George W. Bush kom til magten i 2001, har USA haft yderligere et mål: regimeskifte. Hvilket lige præcis er hovedårsagen til, at det nordkoreanske klanstyre har anskaffet sig de ultimative våben. Under præsident Barack Obama herskede der uklarhed om, hvad USA ville med Nordkorea, men Trumps udenrigsminister, Rex Tillerson, har i relativ ubemærkethed signaleret et kursskifte. Han har sagt, at USA må adskille sine værdipolitiske mål (læs: demokrati og menneskerettigheder) fra sine strategiske (kontrol med kernevåben). Med andre ord skal USA overbevise sin sidste fjende fra den kolde krig (og tre års gloende hed krigsførelse ej at forglemme), at supermagten vil respektere og på sigt anerkende styret i Pyongyang.

Nu begynder paradokserne bare at stå i kø: Politisk og diplomatisk anerkendelse af klanstyret betyder, at Koreas deling fastfryses og at perspektivet om en genforening rykker endnu længere ud i de fortabte horisonter. Både Seoul og Pyongyang har genforening som det langsigtede mål.

USA VAR for 17 år siden tæt på en reel anerkendelse af Nordkorea. Daværende udenrigsminister Madeleine Albright besøgte i slutningen af 2000 Pyongyang, og endnu tidligere, i 1994, gik præsident Bill Clinton med til en aftale, hvis mål var at sikre international bistand til opbygning af en atomkapacitet i Nordkorea med et fredeligt sigte.

Når de gode hensigter siden smuldrede, skyldes det, at Clintons efterfølger, George W. Bush, sammenkoblede atomspørgsmålet med et sigte om regimeskifte. Det skete ved at indlemme Nordkorea i den såkaldte ondskabens akse, der som bekendt sendte USA på katastrofekurs i Mellemøsten.

Trump og hans udenrigsminister, Rex Tillerson, befinder sig i dag et helt andet sted. Sidstnævnte har sagt følgende til radiostationen NPR:

»Vi arbejder ikke for et regimeskifte, heller ikke at styret kollapser, og heller ikke at man haster mod en genforening. Det, vi ønsker, er en koreansk halvø uden kernevåben«.

Vi kan med sindsro gå ud fra, at dette var, hvad Trump og Xi Jinping blev enige om i Florida i sidste måned. Måske begyndelsen på et ansvarligt globalt lederskab.

(klumme i Politiken 22. maj 2017)