Trumps største fiasko: Kims atomvåben

Præsidentens koreanske shownummer er både farce og tragedie.

Enhver verdensleder med bopæl i Det Hvide Hus ville i en valgkamps slutspurt også være optaget af sit eftermæle uanset mulighederne for genvalg. For selv taberen af et amerikansk præsidentvalg kan gøre en forskel.

Tydeligste eksempel er Al Gore, der tabte til George Bush under tvivlsomme omstændigheder for snart 20 år siden og siden fandt en vej frem i karrieren ved at sætte kursen for supermagtens klimapolitik.

En amerikansk præsidents plads i historieskrivningen har betydning for venner og allierede over den ganske klode og for USA’s evne til at fastholde sine partnerskaber.

Trumps forgænger Ronald Reagan skræmte i sin første embedsperiode 1981-84 mange europæere med sin tale om det, der i folkelig jargon blev kaldt stjernekrigsprojektet. Efter hans genvalg vendte stemningen, og Reagan høstede megen europæisk sympati for sin mestring af dialogen med datidens sovjetleder, Mikhail Gorbatjov, i en proces, der som bekendt endte med den kommunistiske supermagts opløsning i 1991.

Reagans efterfølger George H.W. Bush kunne ikke hente politisk gevinst af sin chefs forarbejde og tabte til Bill Clinton i 1992. Men disse tre præsidenter står for en forbilledlig kontinuitet i USA’s regeringsførelse i landets enestående fremgangsperiode 1981-2000.

Her i nutiden er USA på knæene i et ringhjørne, der drypper af blod og sved. Splittet og forslået på kryds og tværs indadtil og med dybe revner i de historiske alliancer med traditionelle venner udadtil. Hvis vi antager, at Donald Trump taber i november og accepterer nederlaget, hvilke udenrigspolitiske gevinster og fiaskoer vil han så blive husket for? Præsidentens danske apologeter taler og skriver henført om de nylige aftaler mellem Israel og nogle betydningsløse arabiske småstater. Men spørg lige palæstinenserne, om de mærker en forskel.

ER DER STADIG nogen, der husker Trumps tre topmøder med den »lille raketmand« i Nordkorea, Kim Jong-un, der ville blive mødt med »ild og vrede«, hvis han ikke ophørte med at foretage missilaffyringer og atomprøvesprængninger?

Møderne begyndte i Singapore i 2018, fortsatte siden i Hanoi og blev forsøgt videreført i Korea i sommeren 2019, hvor Trump blev den første amerikanske præsident, der satte foden på nordkoreansk jord – nogle få skridt ind over delingslinjen langs den 38. breddegrad i den sidste frontlinje fra den kolde krig.

Formålet var angiveligt at fremme bestræbelserne på at afnuklearisere Den Koreanske Halvø, og hvad er der sket? Nul og niks, absolut intet.

Den legendariske Watergate-journalist Bob Woodward har i sin nyligt udgivne bog ’Rage’ (’Vrede’) løftet sløret for en del af den korrespondance, som Trump har ført med den nordkoreanske diktatur Kim Jong-un. Det er medrivende og underholdende læsning, der især siger en del om Trumps forfængelighed.

Trump skriver f.eks. til Kim således: »Er du optaget af andet end at sende raketter op? Vi kunne jo gå i biografen sammen og tage et spil golf bagefter«.

Efter det første møde med Kim er det Trumps indtryk, at hans nordkoreanske modpart er »langt mere end almindeligt klog«, præsidenten fascineres af, at Kim i detaljer fortæller, hvorledes han slog sin onkel ihjel som et led i en udrensning i styrets top. Trump forklarer Bob Woodward, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA ikke ved det ringeste om, hvorledes USA bedst håndterer et atombevæbnet diktatur.

Hans forklaring på, hvorfor Kim-diktaturet ikke vil opgive sit kernevåbenarsenal, lyder således: »at det er som at møde en husejer, der holder så meget af sin ejendom, at han ikke nænner at sælge den«.

Og så er der alle de hyldestord, som Kim Jong-un hælder ud over manden med de gyldne lokker. F.eks. at mødet mellem de to er ’som en scene fra en eventyrfilm’, og at ’vort venskab vil være som en magisk kraft’.

Fra den bog, som Trumps niece Mary har skrevet om sin onkel, ved vi, at hans primære karakteregenskaber er en personlighedsforstyrrelse præget af narcissisme og forfængelighed. Disse udpensles i detaljer over 240 sider.

Mary Trump er uddannet klinisk psykolog. Bogens undertitel er: ’Sådan skabte min familie verdens farligste mand’. Så kan de amerikanske vælgere da ikke hævde, at de ikke var advaret.

Politiske systemer kan blive sygeliggjort af de individer, der befolker dem. Verden har to slags pandemier at bekæmpe lige nu, covid-19 og undermineringen af demokratier indefra.

(klumme i Politiken 1.10.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, USA. Bogmærk permalinket.

Et svar til Trumps største fiasko: Kims atomvåben

  1. Stig Wørmer siger:

    Ikke enig om Kim

    Jo, det er rigtigt, at der ikke er sket noget mht Nordorea. På overfalden i hvert fald. Men situationen var ved at komme uden for kontrol for et par år siden. De to møder bar ikke frugt. Men Nordkorea har – bortset fra enkelte angreb mod syd og diverse episoder – forholdt sig i ro. Dette er i sig selv slet ikke ringe, når alternativet er værre. De andre præsidenter gjorde ingenting. Lad så være at Trump kaldte Kim for “my friend” og alt det gas, men Trum lettede ikke sanktionerne eller gav køb. Det realpolitiske er, at den potentielt spændte situation blev neddroslet til et langt lavere fareniveau. Jeg gad nok se den vestlige statsleder, som kan lave en holdbar aftale med Nordkorea, som regimet ser ud i dag. Hvis det sker ville man med et fingerknips også kunne lave fred mellem Israel og palæstinenserne. Situationen mellem Vesten og Nordkorea er ikke blevet værre under Trump. Man kunne sige, at situationen er blevet “frosset” frem for det modsatte. Der er intet, som tyder på, at Nordkorea i sig selv kommer til at spille nogen rolle i præsidentvalgkampen.

Skriv et svar til Stig Wørmer Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s