Pakistansk a-bombe hjalp Nordkorea

Islamabad var fødselshjælper for Kim-dynastiets atomvåbenprogram.

At kalde dokumentaristen Mads Brüggers tv-serie om Nordkorea for en rygende pistol er en underdrivelse i beskrivelsen af de sensationelle afsløringer om klodens mest militariserede regime.

Seriens hovedperson, den førtidspensionerede kok Ulrich Larsen, har udrettet, hvad efterretningstjenester i den vestlige verden har drømt om i årtier: At komme indenfor i maskinrummet på et surrealistisk regimes systematiske bestræbelser på at sprede død, vold og destabilisering.

Det internationale samfund har i skikkelse af FN-systemet forsøgt sig med et skærpet sanktionspres på det dynastiske diktatur i Pyongyang. Forgæves. Donald Trump har gjort spektakulære bestræbelser på at få en atomnedrustningsaftale med Kim Jong-un, »raketmanden på en selvmordsmission«, som Trump forklarede sig i et ophidset øjeblik. Ligeledes forgæves. Konsekvensen er blevet, at amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke er blevet ’stor igen’, men skrumper ubønhørligt.

HJÆLP FRA anden side? Siden 2003, da Nordkorea trak sig ud af FN’s ikkespredningsaftale om kernevåben, har Beijing i perioder været vært for forhandlinger med det formål at få Nordkorea til at acceptere inspektion af landets atomfaciliteter. Også forgæves.

Sydkorea har forsøgt sig med hele kataloget af tilnærmelser: nødhjælp, udviklingsbistand, dialoger. Alt sammen mødt med bedrag og afvisninger.

FORHISTORIEN til det drama, som Mads Brüggers dokumentarserie har leveret nye vinkler på, er glemt af de fleste. Nogle af de ubehagelige detaljer kommer derfor her:

Der er en nær sammenhæng mellem det nordkoreanske atomprogram og opbygningen af en tilsvarende aktivitet i Pakistan. Ophavsmanden til den islamiske verdens første atombombe hedder Abdul Qadeer Khan. Han er i dag 84 år og anmodede i maj i år den pakistanske højesteret om at frigive ham fra en tilstand, der mest af alt ligner en langvarig husarrest. Efter at Khan i 2004 indrømmede at have hjulpet Iran, Libyen og Nordkorea med at skaffe atomteknologi, blev han sat under overvågning. Alligevel hyldes han regelmæssigt i pakistanske medier som en helteskikkelse, fordi han har gjort landet i stand til at stå op imod ærkerivalen Indien, der ligeledes er bevæbnet med kernevåben.

Khans bidrag handler om det program, som i særlige centrifuger beriger uran, så det kan anvendes i atombomber. Anklagerne mod ham gik på, at han i 1976, mens han arbejdede for konsortiet Urenco, skal have stjålet uran i Holland og have fået det transporteret hjem til Islamabad.

Khan

I årene 1978-84 udviklede pakistansk militær et kernevåbenprogram, forklarede Khan senere i et avisinterview. Da landet i 1998 gennemførte en atomprøvesprængning, indførte FN sanktioner. Pres fra USA førte i 2001 til, at Khan blev forflyttet fra aktiviteter relateret til kernevåbenudvikling, men han kunne stadig kalde sig forsker.

I 2008, da Khan igen sad i husarrest, udtalte han i et interview med det franske nyhedsbureau følgende: »Første gang, jeg reddede mit land, var, da jeg forvandlede det til en kernevåbenmagt. Anden gang, jeg reddede det, var, da jeg påtog mig al skylden og ansvar«.

Skoler, universiteter og hospitaler overalt i landet er opkaldt efter Khan. Som klodens nok mest omstridte atomfysiker skriver han jævnligt avisklummer og fremhæver her betydningen af uddannelse, videnskab og forskning – samtidig med at han hævder at have handlet på ordre fra skiftende regeringschefer gennem 40 år.

Så jo, Iran, Libyen og Nordkorea fik en hjælpende pakistansk hånd. Det har Khan aldrig benægtet direkte, han har kun talt udenom. Og Pakistans to vigtigste allierede, hvem er det lige, det er? Magtesløse USA og Kina.

NORDKOREAS vigtigste eksportvarer er våben – fra automatrifler til missilsystemer. Sådan har det været siden 1980’erne, da Pyongyang sendte artilleri, missiler og andre grimme sager til Teheran, der i næsten ti år lå i krig med naboen Irak. Vi kan ikke automatisk gå ud fra, at nordkoreanernes motiver var at hjælpe ayatollaherne til sejr, eftersom de også forsøgte at få Iraks Saddam Hussein som våbenkunde, og at det muligvis lykkedes dem.

Nordkoreanernes motiv var og er at skaffe hård valuta til Kim-dynastiet. Vil man forstå Nordkorea, så start her: Alle stater har et militær. Undtagen Nordkorea, som er et militær, der har en stat. Sværtbevæbnet med kemiske, biologiske og atomare våben.

Mads Brügger har leveret dramatiserende detaljer til et billede, hvor vi kun kendte den rå skitse. Vel en Cavlingpris værdig?

(klumme i Politiken 15.10.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Korea, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s