Nobelkomiteen ramte forbi målskiven. Igen.

I DANMARK er diskussionen ikke-eksisterende, mens den i Norge og Sverige er en tilbagevendende kilde til irritation: At Nobels fredspris er blevet genstand for opportunistiske tilbøjeligheder til letbenet populisme og er kommet alt for langt væk fra de kriterier, som Alfred Nobel formulerede for tildelingen.

Hvor mange har i dag en erindring om, at daværende præsident Barack Obama i 2009 – i starten af sin embedsperiode – modtog Nobels fredspris? Dengang spøgte kritikere med, at Obama havde lovet ikke at gentage de fadæser, forgængeren George W. Bush havde bedrevet i Mellemøsten. Siden slog ’fredspræsidenten’ Obama verdensrekord i krig med brug af droner.

Nobelkomiteen er en slangehule. Verden fik dybere indsigt i dette rum af giftigheder, da den tidligere direktør for Det Norske Nobelinstitut og sekretær for Nobelpriskomiteen Geir Lundestad i 2015 udgav sine erindringer, der har titlen ’Fredens sekretær. 25 år med Nobelprisen’.

Lundestad kalder i bogen tildelingen af fredsprisen til Obama for en regulær fejltagelse og forklarer, at Obama selv havde overvejet at udeblive fra overrækkelsesceremonien. Staben i Det Hvide Hus havde forhørt sig i Oslo om tidligere prismodtagere, der havde valgt at blive væk, og var nået til den erkendelse, at Obama gjorde bedst i at møde frem for i det mindste ikke at fornærme nordmændene.

Komiteens formand gennem seks år, fhv. statsminister Thorbjørn Jagland, får i Lundestads bog det glatte lag: hans ledelse kaldes for sjusket og præget af uvidenhed. Kun få i det norske mediehav protesterede, da Jagland blev afsat som formand på et stormfuldt komitemøde i marts 2015, hvor kritikerne hæftede sig ved hans håndtering af pristildelingen i 2010, hvor modtageren var den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo.

Med til historien hører, at Norges daværende udenrigsminister Jonas Gahr Støre forgæves havde forsøgt at overtale Nobelkomiteen til at droppe Liu Xiaobo.

KRITIKKEN er ikke ophørt. Få dage før tildelingen af dette års fredspris udsendte juristen og forfatteren Fredrik Heffermehl en bog med titlen ’Medaljens bakside’, hvor han igen kritiserer Nobelkomiteen for at have svigtet Alfred Nobels intentioner med fredsprisen. Heffermehl er den mest kendte og vedholdende kritiker af fredspristildelingerne.

Lad os for god ordens skyld repetere, hvad Alfred Nobel skrev i sit testamente i 1895. Han stillede tre krav til prisvindere: De skal arbejde for reduktion af militærstyrker, gennemførelse af fredskongresser og fremme nationernes forbrødring.

På nutidsdansk: Nobelprisen bør gives for nedrustningstiltag.

Kun et beskedent mindretal af prismodtagerne gennem 120 år har levet op til det strengt formelle i kriterierne. Fra tid til anden har flere af Nobels efterkommere fundet det nødvendigt at advare mod praksis. Således skrev Michael Nobel, barnebarn til en af Alfred Nobels brødre, i avisen Aftenposten 9. december 2011:

»Nobelkomiteen har gennem de seneste år bevidst set bort fra sin opgave og valgt prisvindere ud fra egne præferencer. Menneskeretsforkæmpere, miljøaktivister og en lang række andre har fået prisen til trods for, at deres indsats på ingen måde ligger inden for Nobels specifikke fredsvision, som den fremgår af testamentet. Jeg ønsker ikke at undervurdere deres indsats – de fleste af disse prisvindere har gjort ganske meget godt for menneskeheden. Men Nobels Fredspris skulle de aldrig have haft«.

Lige på kornet! Systemkritikere skal havde frihedspriser, og klimaaktivister skal have miljøpriser eller noget, der ligner. Hvor svært kan det være at forstå, at der stadig er behov for at afmilitarisere de internationale magtrelationer?

Kære nordmænd og -kvinder, kast lige et blik på Syrien, Libyen, Afghanistan og diverse kludetæppelande på det afrikanske kontinent, og find så de personer, institutioner og organisationer, der her fremmer dialog frem for våbenbrug.

Skiftende komiteer har følt sig frie til at anvende fredsprisen til formål, som de måtte finde passende uden respekt for de historiske realiteter. Men når alle formål er lige gyldige, bliver prisen ligegyldig.

Ingen tvivl om at årets modtager, Verdensfødevareprogrammet, har brug for de penge, der følger med. Hvilket tjener til at pointere, at FN’s særorganisationer er kronisk underfinansierede.

Om ikke andet betyder årets tildeling, at to andre nominerede, Greta Thunberg og Donald Trump, ikke fik prisen. Lad dem blive belønnet af deres respektive menigheder.

(klumme i Politiken 19.10.2020)