Supermagtens sjælekvaler kan høres i radioen.
Mediebegrebet taleradio forbinder vi herhjemme med DR’s oplysnings- og debatkanal P1 og hedengangne Radio24syv. Sidstnævntes afløsere på den danske mediefront er Radio4 og RadioLoud, som stadig har til gode at overbevise lytterne og de bevilgende myndigheder, dvs. Folketinget og Kulturministeriet, om, at de kan nå samme publikumsvolumen som i sin tid Radio24syv. Vi venter tålmodigt.
Radiolytning er for konservative sjæle i mere end én betydning af ordet. Se til USA, hvor taleradiostationer i årtier har været afgørende for den værdikonservative revolution, der for fire år siden bragte Donald Trump til magten, og hvis frontsoldater vil gå i kampberedskab i skyttegravene, hvis vinderen af næste uges valg hedder Joe Biden.
Sædvanligvis forbindes Donald Trumps politiske medvind med tv-kanalen Fox News, ejet af den australskfødte mediemogul Rupert Murdoch, der grundlagde stationen for 24 år siden. Anslået 87 millioner amerikanske husstande har adgang til Fox News.

Murdoch har aldrig lagt skjul på sine intentioner om at bruge tv til at dreje USA i en mere konservativ retning og må have set sine vildeste fantasier realiseret, da den flamboyante byggematador fra New York indtog Det Hvide Hus i januar 2017. Alle, der i koblingen mellem Trump og Murdoch ser en diabolsk værdikonservativ konspiration vendt mod USA’s socialliberale og moderate kræfter, overser imidlertid den del af det amerikanske medielandskab, der domineres af taleradioer.
DE RADIOKANALER, der voksede ud af 1940’ernes og 1950’ernes medievirkelighed, var ikke kun præget af politisk neutrale sportskommentatorer som f.eks. datidens formand for skuespillerforbundet, Ronald Reagan, dengang organiseret demokrat og aktiv tilhænger af præsident Harry Truman inden sin konvertering til den republikanske side i 1962.

Politiseringen er sket gradvis, og det yderste højre har vundet stort på denne front. Af de 15 mest lyttede radiostationer i USA er de 12 ledet af værter med værdikonservativ og minimalstatsliberal overbevisning.
Modvægten er National Public Radio (NPR), den eneste medieorganisation af betydning med en kultur og journalistik, der ligner public service-traditionen i Danmark. Stationens forløber i 1960’erne var interessant nok en offentlig nonprofitinstitution, hvis formål var at uddanne amerikanerne.
Ingen danskere husker i dag Carl McIntire, grundlægger af en særlig bibelstærk presbyteriansk kirkeretning og 1950’ernes dominerende værdikonservative radiovært. McIntire kaldte med stolthed sig selv for fundamentalist. Præsident Kennedy var i 1963 så foruroliget over McIntires svovlprædikener og ideologiske ensretning, at han fik Kongressens opbakning til gennemførelsen af en særlig fairnessdoktrin.

I 1987 lykkedes det for det religiøse højre at overtale præsident Reagan til at fjerne fairnessdoktrinen. Herefter var der åbnet for ubehersket envejskommunikation i døgndrift. Tilsat den særlige etnocentriske patriotisme, som vi her i Europa kalder for nationalpopulisme, blev vejen banet for den første præsident i nyere tid, der vandt nøglerne til Det Hvide Hus uden forudgående opbygning af en politisk magtbase i det etablerede topartisystem.
FINANSIERINGEN gør en forskel på højre og venstre i det radiofoniske landskab. Hvor public service-stationen NPR er afhængig af medlemmernes donationer og indsamlinger, er den mest populære radiovært på højrefløjen Rush Limbaugh i dag milliardær med en årlig hyre på angiveligt 84 millioner dollars. En ikke ringe præstation for en mediepersonlighed, der ifølge eget udsagn er totalt døv og kun kan orientere sig ved brug af et implanteret høreapparat.

Ronald Reagan, der selv blev landskendt via radiomediet, takkede i 1992 Limbaugh for alt, hvad han havde gjort for at fremme republikanske og konservative principper. To år senere blev Limbaugh af den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus gjort til æresmedlem af partiet. Vel at mærke den samme Limbaugh, som i alle årene har fortalt sine lyttere, at afroamerikanske borgere opdrages til at hade Amerika, som konsekvens af at så mange af dem er på overførselsindkomst.
Radiolytning er en påmindelse om et gigantisk amerikansk paradoks: at tilstræbt pluralisme i medierne fremmer falske nyheder, løgn og uvidenskabelighed. I kombination med ufiltrerede informationsstrømme på de sociale medier en giftig cocktail, som for fire år siden sendte et dengang ubeskrevet politisk blad på kurs mod magtens korridorer i Washington.
Præsidenter kommer og går, men den bibelske fundamentalisme består. Ikke mindst takket være taleradio. Clinton og Obama havde ikke kuren, og hvis Joe Biden har en sådan, har han ikke vist planen til vælgerne endnu.
(klumme i Politiken 29.09.20)
Hm til taleradio-artiklen/klummen. Sidder tilbage med et spørgsmål: Skal taleradioer, hvis indhold er stik imod det vedtagne, virkelig have lov at fungere? Det kan da ikke være rigtigt. Ånden i denne artikel er besynderlig, for det minder lidt om DDR-tidens hetz mod krigsmagerne i Bonn. Den indeholdte forargelse er selvlysende. Men den er måske stilet direkte til nutidens Politiken-læsere? Menighedsbladet! Kort sagt: At alle amerikanske partier bruger alle deres medieressourcer i en valgkamp er for mig at se helt normalt. Ingen politisk forargelse her!
Klummen er blot et forsvar for de public service-principper, der gælder for dansk radiojournalistik. Jeg kender ingen herhjemme der ønsker amerikanske tilstande i vores radiofoniske landskab.