Prisen for at blive præsident når nye højder

Valghandlingens sikre vinder er finansieringslobbyismen.

Tirsdagens valghandlinger på den anden side af Atlanten kommer til at sætte en rekord af dimensioner: Amerikanerne vil deltage i den dyreste politiske kampagne nogensinde. Kritikere vil gentage den velkendte advarsel om, at vælgerne med en garanti så troværdig som den, der kan leveres af en investeringsfond, får den bedste præsident, der kan købes for penge.

Det uafhængige Center for Responsive Politics (CRP) anslog for nøjagtig en måned siden, at det samlede volumen i valgkampagnebidrag vil passere de 11 milliarder dollars. Hvilket vil være en 50 procents forøgelse i forhold til valgene for fire år siden.

Midtvejsvalgene i 2018 slog alle hidtidige rekorder. Det store ubesvarede spørgsmål er herefter, om 2020-valget vil være den nye normal for fremtidige valghandlinger.

Nyhedssiden OpenSecrets.org, der udgives af CRP, rapporterede ved indgangen til valgkampens sidste uge om de to præsidentkandidaters resterende kampagnefonde og forklarede, at Joe Biden havde mere end tre og en halv gang så meget til sin rådighed som rivalen Trump: 162,1 mod 43,6 millioner.

Fænomenet kaldes cash advantage . Til sammenligning var Hillary Clintons kontantfordel i 2016 fire gange større end Trumps. Senest en republikansk kandidat havde et forspring på dette felt var i 2000, hvor striden stod mellem Al Gore og George W. Bush.

At Trump er erhvervsmand, fører ikke automatisk til, at han er Wall Streets foretrukne. Demokraterne har været effektive pengeindsamlere:

I februar, altså før udbruddet af covid-19 blev stort, var Trumps valgkampagnebudget syv gange større end Bidens. I midten af oktober var de samlede bidrag til Bidens kampagne løbet op i svimlende 937,7 millioner – med en afstand på 342,1 millioner ned til Trumps niveau.

Forsideillustration fra Der Spiegel i uge 44

Et forskerhold på Harvard Universitetet har beregnet, at kongresmedlemmer gennemsnitligt anvender mellem 30 og 70 procent af deres tid på at samle penge ind til deres eget genvalg. Således er det blevet evnen til at skaffe penge, der siden 1990’ erne er blevet den dominerende målestok for en politikers indflydelse i sit parti.

Politik er blevet et lukrativt erhverv for tusinder af andre individer end politikerne selv. Lokale partiorganisationer er for længst overhalet af professionelle nationale organisationer som FreedomWorks og Americans for Prosperity, hvor direktørerne henter milliongager.

De to her nævnte er prorepublikanske, men opererer ikke væsensforskelligt fra de fagforeninger, der traditionelt sender penge til demokraternes kandidater.

Pengemagtens skævvridning af amerikansk politik kan til dels tilskrives de enorme indtægter i finanssektoren, som trods finanskriser og dot com-bobler er fortsat med at vokse.

Hvis der stadig er folk, der tror, at en præsident fra demokraterne er bedre som bolværk mod denne tendens end en tilsvarende republikansk, bør de mindes om, at den finansielle sektor samlet tjente mere under Barack Obamas første fire år end de sammenlagt otte år, George W. Bush var præsident. Deraf udtrykket Wall Street Democrats.

Forhistorien er, at da Højesteret i 2010 afsagde dom i sagen Citizens United vs. Federal Election Commission, ændredes vilkårene for valgfinansiering radikalt. Herefter kunne både virksomheder og fagforeninger som privatpersoner bruge ubegrænsede beløb på valgkampe, så længe brugen af disse beløb ikke direkte koordineres med de enkelte kandidater eller deres medarbejdere i partiapparatet.

Pengemængden i amerikansk politik er siden årtusindeskiftet vokset til mere end det tidobbelte af niveauet dengang, hvilket betyder, at kampagnefinansiering er blevet den afgørende faktor for alle indehavere af offentlige embeder.

DEFINITIONEN PÅ demokratisk forfald er, når lobbygrupper bøjer systemet efter egne interesser på bekostning af fællesskabets og tjener styrtende på øvelsen. Forfaldet viser sig ved, at evnen til selvkorrektion er sat ud af kraft med Højesteret som garanten for, at der ikke pilles ved særinteresserne.

Brigader af amerikanske regnedrenge og ditto kvinder vil fremover bruge tusinder af arbejdstimer på, hvad prisen for dysten om adgangen til nøglerne til Det Hvide Hus blev her i 2020.

Lyder 11 milliarder dollar af meget? Tallet er lavt sat. Til sammenligning blev der i årets første seks måneder brugt et tilsvarende beløb på entréer til sportsbegivenheder i USA.

Nu handler det om den rent tekniske og praktiske afvikling af valget. Er der styr på Putins hackere? Kryds fingre!

(Klumme i Politiken 2. nov. 2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Uncategorized, USA. Bogmærk permalinket.

Et svar til Prisen for at blive præsident når nye højder

  1. Stig Wørmer siger:

    Super kommentar. Helt nødvendige oplysninger om amerikansk politik. Om politik og penge. Vi takker!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s