Magtforskydninger på ’Verdensøen’ presser sig på for Biden/Harris.

Hvilken metafor passer bedst på præsident Biden? Er han helbreder for et nødlidende Amerika eller en blikkenslager for en verden i uorden?

I den uge, hvor USA gennemførte valghandlinger, var det daglige gennemsnit for landets covid-19-dødsofre på 890, svarende til et tal på årsbasis på 325.000. Fremskrivning: Lykkes det ikke for Biden/Harris at gennemføre en effektiv bekæmpelse af pandemien, risikerer dødstallet i 2024 at være oppe på 1,3 millioner.

Hermed er den nye administrations højeste prioritet defineret. Modstanden er skræmmende stærk: Den vil udgå fra de 70+ millioner, der stemte på Trump, og som vil kæmpe indædt for trumpismens forbliven i amerikansk politik.

Kast et blik på landkortets mønster: Biden tabte massivt i det amerikanske hjerteland. Når han i januar humper ind i Det Hvide Hus, vil der blæse iskolde vinde fra Midtvesten.

Lad os starte med at se på de valgløfter, som den 46. præsident får meget svært ved at opfylde: Obstruktion i delstaterne vil betyde, at den grønne omstilling risikerer at forblive et papirprojekt. Skattereformer uden sundheds-ditto får ingen nævneværdig effekt på omfordelingen. Uligheden vil stagnere på et efter europæiske standarder uhyggeligt højt niveau. Ikke siden 1930’erne har Kongressens to lejre været så fjendtligt stemt over for hinanden.

Skævhederne i valgsystemet har taget karakter af noget kronisk: Hvad hjælper det, at Maine og Nebraska har taget forsigtige skridt i retning af en mere proportional fordeling af mandaterne i valgmandskollegiet, når alle befolkningstunge stater ikke vil rokke sig en millimeter?

OVERSØISK venter der et omfattende genopretningsarbejde. Atlantpagten forbliver selvfølgelig, men dens ånd er ramt af råddenskab, der dels udgår fra re-islamiseringen af den sydøstlige flanke, der holdes af Erdogans Tyrkiet, dels den nationalpopulisme, der har konsolideret sig i Budapest og Warszawa.

I Mellemøsten skal de trængte palæstinensere ikke regne med at kunne øjne lys for enden af tunnelen: Israel forbliver halen, der logrer med overhunden. Hovedfjenden Iran er forankret som frontlinjestat i den kinesiske interessesfære. Ligeså med Myanmar i Sydøstasien, der med valghandlingen i søndags bekræftede Aung San Suu Kyis anti-muslimske fordrivelsespolitik. Myanmars rohingyaer og Xinjiangs uighurer er blevet Central- og Sydasiens palæstinensere.

Råstofforbandelsen er et foruroligende fællestræk ved Rusland og Afrika; den betyder, at samfund med righoldige depoter af fossile energikilder forbliver underudviklede. Trumps favorisering af skifergas var ved at bringe USA på samme kurs. Det er tvivlsomt, om Biden tør lukke det fossile spor i sin energipolitik: USA er ikke kun selvforsynende, men snart eksportør af olie.

Europas topprioritet i 2021-24 vil være at opsætte flere barrierer, der kan afværge indvandring fra Stormellemøsten. Islamistiske forgreninger vil fortsætte destabiliseringen i flere afrikanske, arabiske og sydasiatiske samfund.

Globaliseringen, som vi har kendt den, er det slut med, og den vil blive afløst af regionalisering. Gør klar til splinternettet med to poler: Silicon Valley og Shenzhen, Hongkongs tvillingeby, hvor Huawei har hovedkvarter. Biden/Harris vil præsidere over en indretning af verden, der bekræfter genkomsten af ’Verdensøen’, dækkende det europæisk-asiatiske område mellem Atlanterhavet og Stillehavet med Afrika og Mellemøsten på slæb.

Forklaring for nye læsere: Ophavspersonen til teorien om ’verdensøen’ er skotten Halford Mackinder, der på London School of Economics i 1904 formulerede denne tese: Den, der styrer Østeuropa, hersker over Hjertelandet; den, der regerer Hjertelandet, styrer også Verdensøen; den, der regerer Verdensøen, regerer Verden. Kinas silkevejsprojekter er nutidens udtryk for denne ambition.

De tre jokere i denne uorden er: Nordkorea og terrorarnestederne Pakistan og Iran, alle tre med nukleart potentiale. Men Trumps største udenrigspolitiske fiaskoer kan ikke vendes til triumfer for Biden/Harris. Den amerikanske økonom og nobelpristager Robert Vogel vurderede i 2010, at den kinesiske økonomi vil nå en volumen på det tredobbelte af USA’s i 2040. Covid-19 og Beijings silkevejsprojekter vil accelerere denne proces. Vil Biden/Harris presse Bruxelles til at blive en brik i en ny inddæmningspolitik?

I så fald har de nye strateger i Washington endnu ikke set, at store dele af Europa og Mellemøsten allerede er indlejret i Mackinders filosofi. Der skal derfor tænkes forfra i Bidens inderkreds.

(klumme i Politiken 12.11.2020)