Ingen ønsker sig en krise som Cuba 1962 og slet ikke Belgien 1914.

For fire år siden ved denne tid indtraf der en sensation i relationerne mellem Kina, USA og Taiwan: Kun en måned efter valghandlingen i USA talte den nyvalgte præsident, dengang Donald Trump, telefonisk direkte med Taiwans præsident, Tsai-Ing Wen.

Det var første gang, den vestlige verdens leder var i direkte kontakt med Taiwans præsident, siden Washington skiftede diplomatisk anerkendelse fra Taipei til Beijing i 1979; dvs. fra Republikken Kina til Folkerepublikken Kina.

At Joe Biden midt i en vanskelig transition vil gøre noget tilsvarende, forekommer usandsynligt. Præsident nr. 46 kommer nok til at videreføre elementer af de sidste fire års amerikanske udfordringspolitik over for Kina, men prioriteringerne bliver der møbleret rundt på. Biden skal definere et dueligt alternativ til handelskrigen, der både tilgodeser Silicon Valleys og Wall Streets ønsker om konstruktive relationer med klodens største digitale marked in spe. Plus imødekomme de øst- og sydøstasiatiske partnerlandes forventninger om fungerende magtbalancer mellem klodens to største økonomier.

Forvent derfor ikke en gentagelse af de klovneagtige topmøder med den lille raketmand i Pyongyang. Den strategiske bundlinje i denne verdensdel er, at ingen ønsker at fravælge den ene supermagt til fordel for den anden, hvilket er vigtigt at erindre, når diskussionen om territorialstridighederne i Det Sydkinesiske Hav er oppe.

MIDT i disse til tider oprørte vande ligger Republikken Kina. I areal lidt mindre end Danmark og hjemsted for godt 23 millioner indbyggere. Hvis nogen skulle være i tvivl: Det er i hovedsagen Taiwans 50 år lange fortid som japansk kolonibesiddelse, der forklarer Kinas krav på øen.

Hvilken sammenhæng er der så mellem det amerikansk-kinesiske opgør om telegiganten Huaweis udrulning af 5G-netværket og Kinas krav på Taiwan? Jo, en virksomhed ved navn TSMC, der står for Taiwan Semiconductor Manufacturing Company, beliggende i Hsinchu, øens syvendestørste by. Vi taler om klodens største og mest værdifulde fabrik for halvledere.

En akilleshæl i Beijings udviklingsambitioner er, at Kina stadig er afhængig af at importere fra en lokalitet, som man betragter som en udbryderprovins, og som har levet under amerikansk militær beskyttelse siden 1949.

Barney Frank, demokratisk medlem af Repræsentanterne Hus 1981-2013, og nær ven af Biden, fortalte på et nyligt webinar arrangeret af Asia Times, hvorledes en Kina-politik under Joe Biden kommer til at se ud: Der bliver ikke tale om et 180 graders skift i forhold til Trump-perioden. Men hvis Kina kan dokumentere, at man ophører med teknologityveri og giver amerikanske virksomheder forbedret adgang til det kinesiske marked, er der åbnet op for indrømmelser.

Men, tilføjede Frank, Kina skal skifte kurs på tre områder: Presset på oppositionen i Hongkong skal lempes, forfølgelsen af de muslimske uighurer ligeså, og de territorielle krav på Det Sydkinesiske Hav skal der sættes nye og anderledes ord på.

Hvad Taiwan angår, bliver der ingen afgørende ændringer. Ørepublikkens status i verden hviler på et fundament, der blev formuleret af Kongressen i Washington i 1979, og som ikke har de ringeste udsigter til at blive ændret. Blå og røde amerikanske politikere er 100 procent enige her. Taiwan-relationerne defineres af Kongressen, ikke af udenrigsministeriet.

Hvis Trump, Pence og Pompeo havde ført handelskrigen med Kina til det yderste, ville konsekvensen have været, at TSMC’s leverancer til storkunden på den anden side af Taiwanstrædet ville være blevet blokeret, hvilket forklarer Beijings Made in China 2025-plan om højteknologisk selvforsyning om fem år.

Strateger og historikere i Washington har talt om, hvorledes Taiwan har potentialet til en konfrontation af samme dimensioner som Cubakrisen i oktober 1962. Enkelte dommedagsversioner bruger sammenligningen med det kejserlige Tysklands overfald på Belgien i 1914. At ingen af delene er realistiske, skal vi takke to tidligere amerikanske præsidenter for: Richard Nixon og Jimmy Carter.

Richard Nixon skrev i et nu legendarisk essay i magasinet Foreign Affairs i 1967 (året før han blev præsident), at verden ikke kan vide sig sikker, før den kinesiske befolkning bliver lukket ind i den verden, som USA har udformet arkitekturen til.

Spørgsmålet er nu, om lederskabet i Taipei kan tage et initiativ og blive en brobygger.

(klumme i Politiken 16.11.2020)