Udviklingsministeren bør tænke forfra

Kan den nye udviklingminister give ministeriet status?

Tag ikke fejl: Landets nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, har hjertet på rette sted. Hans faglige baggrund som anæstesisygeplejerske og arbejdsophold i Indien for Spedalskhedsmissionen og i Grønland vidner om en profil, der er som støbt til et engagement i de udviklingsopgaver, som Danmark er en del af.

Helt ufortjent er der i de senere år blevet stille om Danmarks udviklingspolitiske profil. Der kan være grund til at minde den nyligt tiltrådte minister om den tid, der var engang, hvor Danmark høstede respekt og beundring blandt ligesindede nationer for den måde, vi tacklede nogle af de tungeste udfordringer i det, der blev kaldt den tredje verden.

Et kort tilbageblik: Under Poul Schlüters regeringer 1982-1993 fandtes der ingen udviklingsminister. Venstres udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, klarede sagerne i Afrika, Mellemøsten og Asien selv, tilmed uden brug af udenomssnakkende spindoktorer.

Et folketingsflertal skruede dengang op for udviklingsmilliarderne i takt med væksten i dansk økonomi, hvilket ikke altid behagede Ellemann-Jensen, men hans erindringsbøger bærer solide vidnesbyrd om et oprigtigt engagement for klodens fattige.

Da den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen kom til i 1993, fløj udviklingsbistandens volumen op i himmelhøjde. Ligeså ambitionerne. Landet fik en sværvægter på posten i skikkelse af superteknokraten Poul Nielson, der siden landede sig en post som EU’s udviklingskommissær. Her fik han ansvaret for anvendelsen af 37 milliarder kroner til humanitære og udviklingsmæssige formål.

Efter regeringsskiftet i 2001 prøvede tre V-ministre kræfter med udviklingspolitikken: Bertel Haarder, Ulla Tørnæs og Søren Pind. I Helle Thorning-Schmidts regering 2011-15 gik stafetten kortvarigt til to radikale: først Christian Friis Bach og siden Rasmus Helveg Petersen. Hvorefter forhenværende fødevareminister Mogens Jensen nåede en kort periode som kombineret handels- og udviklingsminister.

Under Ramus Prehn har vi fornemmet et oprigtigt forsøg på at give udviklingspolitikken en større status. Det skal blive interessant at se, om Flemming Møller Mortensen har råstyrke og mandshjerte til at fortsætte denne ambition. Han er oppe mod et kobbel spareivrige blodhunde i Finansministeriet, som tidligere har trukket brutale spor: Tilbage i 2015 besluttede regeringen under Lars Løkke Rasmussen at lukke tre ambassader (Bolivia, Nepal og Mozambique) og et repræsentationskontor (Zimbabwe).

Udlægningen blandt kritikere var, at der skulle findes et par milliarder til finansiering af flygtningerelaterede indsatser i nærområderne. 2015 var som bekendt året, hvor mellemøstlige flygtninge bevægede sig ud på Europas vejnet.

ET SÆRLIGT tungt lod i Danmarks udviklingspolitiske vægtskål har været indsatserne i det konfliktplagede Afghanistan, hvor bidragene har ligget på den hårde side af en årlig halv milliard. Det solide argument for en fortsættelse er selvfølgelig, at udviklingspolitik er blevet afløst af sikkerhedspolitik i form af terrorbekæmpelse.

Problemet i Kabul og omegn er, at udløbsdatoen fortaber sig i en kulsort og dyster horisont af evighedskrige. Ganske som med den voksende tilstedeværelse af Islamisk Stat og dette terrornetværks aflæggere på det afrikanske kontinent. Senest er islamistiske krigere rykket fra områder i det nordlige Mozambique ind i nabolandet Tanzania og har angrebet flere landsbyer.

Tanzania? Jo, dansk udviklingspolitiks kæledægge gennem snart seks årtier. Opgjort i nutidskroner har landet modtaget danske udviklingsmidler i et volumen på 19 milliarder kroner siden uafhængigheden i 1961 (tallet er beregnet i Udviklingsministeriet). Da landet slap af med den britiske kolonimagt, var befolkningstallet på omkring 10 millioner; i dag har det passeret 56 millioner.

Enhver kan se kompleksiteten i denne udfordring. I området syd for Sahara og nord for Sydafrika bor en milliard individer, og i løbet af de kommende tre årtier kommer der yderligere en milliard til. Afrika er stadig ikke industrialiseret i et omfang, der betyder noget.

Læg hertil, at kontinentet kun står for fire procent af klodens CO2-udslip, men er hårdest ramt af klimaforandringer. Læg yderligere til, at stort set alle afrikanske lande lider af ekstremt dårlig ledelse af den slags, som hverken vestlige udviklingsmidler eller kinesiske investeringer kan gøre nogen forskel på.

Der er derfor rigeligt at tage fat på for en idealistisk indstillet dansk udviklingsminister. Flemming Møller Mortensen må gerne tænke helt forfra: Udviklingspolitikken, som vi har kendt den, er det ved at være slut med.

(klumme i Politiken 26.11.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s