Joe Bidens regeringshold mødes af en forandret og styrket modpart.

Del og hersk, lyder et diktum, der forbindes med kejsere, konger og fyrster gennem årtusinder. Divide et impera .

Når en hersker kan opdele sine potentielle og reelle modstandere i mindre enheder, der adskilles af uenigheder, vil han bestemme sin orden uden overvældende brug af direkte magt.

Det er essensen af den handelsblok, som for nylig er skabt på et virtuelt topmøde i den vietnamesiske hovedstad, Hanoi. Verden skal til at vænne sig til nyt akronym, RCEP, der direkte oversat står for Regionalt Omfattende Økonomisk Partnerskab.

Centeret er de ti sydøstasiatiske lande i Asean-sammenslutningen, men den brutale nyhed i konstruktionen er, at flere traditionelle USA-allierede i Østasien har tilsluttet sig en handelsblok, der de facto er under kinesisk overhøjhed.

RCEP ER den første multilaterale handelsaftale, som Kina gør sine naboer til en del af. Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand, alle gennem syv årtier trofaste støtter for Washington, bliver nu medlemmer af en blok, hvor taktstokken holdes i Beijing.

Rammerne er lagt for et asiatisk indre marked, der på sigt kan inkorporere både Rusland, Iran og udvalgte latinamerikanske og afrikanske lande.

Beijing har hurtigt og effektivt udfyldt det tomrum, som fire år under Donald Trump har efterladt verden i. Karakteristisk for klodens aktuelle tilstand dannes RCEP på et tidspunkt, hvor den abdicerende amerikanske supermagt er i vildrede om sin egen fremtid og er optaget af at håndtere interne spændinger.

RCEP, DER har været otte år undervejs, forbinder en tredjedel af klodens økonomi og 2,5 milliarder af klodens indbyggere. Hvis Joe Biden forsøger at genoplive den handelsorganisation (Trands-Pacific Partnership, TPP), som Donald Trump lagde i graven i januar 2017, kan han starte med at overveje, hvad Xi Jinping i Beijing mener med sit nylige udsagn om, at et genoplivet TPP på sigt bedes overveje at optage Kina som medlem. Det strategiske sigte fra Beijings side er at lokke de betydeligste amerikanske og andre vestlige multinationale virksomheder indenfor i den østasiatiske opbygning af fremtidig velstand.

Selvfølgelig er der usikkerheder i kanten til denne blok, for hvad gør Rusland og Indien?

På den anden side af Rusland står et tøvende Europa og skal nydefinere relationerne med Kina i form af en investeringsaftale, som Bruxelles og Beijing forsøger at få på plads inden årsskiftet.

Putins Rusland er delt i hensynet til sine to vigtigste handelspartnere, Tyskland og Kina. Strategerne i Moskva har utvivlsomt et ønske om at være en økonomi, der sammenkobler Østasien med EU og i næste række Iran.

KRITIKERE vil se RCEP som en camoufleret udgave af Kinas silkevejsprojekter, hvis formål er sammenbinde det euroasiatiske dobbeltkontinent gennem storstilede infrastrukturprojekter.

Indien er en vrangvillig stopklods, og de nylige militære konfrontationer i Himalaya har skabt usikkerhed om den sydasiatiske stabilitet. Men med basefaciliteter i Pakistan, infrastrukturopbygning i Sri Lanka og på Afrikas Horn (Djibouti) er Kina i gang med at indhegne Indien.

Hvad EU angår, bliver Tysklands holdning afgørende, fordi Europas største og vigtigste økonomi tegner sig for halvdelen af hele EU’s eksport til Kina. Til sammenligning udgør den tyske eksport til USA under en tredjedel af EU’s salg af varer vestover.

Klodens tektoniske plader er i bevægelse, men billedet er broget: Mens tyske virksomheder eksporterer næsten fem gange så meget til Kina som Frankrig, er det brexitramte Storbritannien, der er den største modtager af direkte kinesiske investeringer her på kontinentet.

Bundlinjen i dette komplicerede regneark er, at Europa ikke på sigt kan undvære en opkobling til den fremtidige østasiatiske frihandelszone.

Huaweis udrulning af 5G skal ses i dette perspektiv. Fremtidens sikkerhedspolitik bygger ikke på panserdivisioner, men på overvågningskameraer.

DEN gensidige afhængighed er ikke kun relateret til vareproduktion. Europæiske Airbus åbnede i 2019 et innovationscenter i Hongkongs tvillingeby, Shenzhen, og tyske Siemens har 20 forsknings- og udviklingscentre i Kina, herunder den afdeling, der står for udvikling af robotter.

Den tid er forbi, hvor vi europæere kan nøjes med at se tilbage på tiden, hvor USA leverede byggesten i form af Marshall-hjælp. Den europæiske bestræbelse må handle om at få Joe Bidens regeringshold til at tilpasse sig dynamikken i øst.

(Klumme i Politiken 30.11.2020)