Datamagt sætter Europa under pres

EU i svært dilemma, hvis verden deles op af et splinternet.

I en ikke så fjern fortid hed det sig, at stemmesedler og valghandlinger var nøgler til forandring af klodens politiske indretning. Trods vores massive optagethed af den nylige valgkamp i USA holder denne tilgang ikke længere. Kontrol med transport af data er det nye magtparameter.

På det tyske EU-formandskabs sidste topmøde, der holdes torsdag og fredag, vil kampen mod covid-19 figurere allerøverst på listen. I kølvandet på dette følger en diskussion af, hvorledes Europa får genskabt dynamikken i de nødlidende relationer til den gamle supermagt og allierede på den anden side af Atlanten.

Europas regeringschefer skal ydermere forholde sig til den strategiske udfordring, der udgår fra Beijing, men som også vedrører de amerikanske techgiganter. Risikoen består i, at et i forvejen fraktioneret Europa splittes yderligere i den geostrategiske rivalisering mellem Washington og Beijing.

Atlantisk loyalitet kører ikke længere på automatpilot. EU-Domstolen afviste i juni et aftaleudkast mellem EU og USA om beskyttelse af privatlivsdata med den begrundelse, at amerikanske myndigheder ikke vil afstå fra at overvåge udenlandske borgere som et led i forebyggelse og bekæmpelse af terror.

Den ironiske pointe er her, at et amerikansk efterretningsorgan som National Security Agency (NSA) kan blive genstand for samme type tiltag som den kinesiske techgigant Huawei.

Syv årtiers historisk fællesskab kan de europæiske ledere dog ikke løbe fra. EU-Kommissionen lægger i et aftaleudkast, som Financial Times har refereret indholdet af, op til et fornyet amerikansk-europæisk partnerskab gennem fælles reguleringer af både cyberspace og kapitalstrømme.

DER FORNEMMES en velkomsthilsen til Joe Biden tilsat et lettelsens suk over Donald Trumps snarlige exit. Men forestillingen om en blokdannelse, der kopierer tilstanden under den kolde krig, er et luftkastel, hvis man ser på udviklingen i den globale datatrafik.

Det japanske erhvervsmedie Nikkei har gjort op, at Kina i dag står for 23 procent af de globale datastrømme, hvilket er det dobbelte i volumen af, hvad USA repræsenterer – et pænt stykke nede på sin globale 2.-plads.

Kinas kolossale udbygning af datakapacitet forklares med de digitale silkeveje, Beijing har etableret med selv nære USA-allierede som Japan, USA, Sydkorea, Taiwan og det resterende Sydøstasien. Tag blot den mobile betalingsplatform Alipay, som nu anvendes af 1,3 milliarder mennesker i 55 lande. USA har ikke en konkurrent, der matcher her.

FORUDE TEGNER der sig et opgør om udbygning og anvendelse af kunstig intelligens, hvor adgang til og kontrol med datatrafik er helt afgørende. Kina er her forbundet med sine nabolande på en måde, hvor USA og Europa får svært ved at være med. Hvis den kommende Biden-administration vælger at fortsætte i samme spor som Trump, rykker risikoen for, at verden får et splinternet som afløser for internettet, tættere på. Splinternet betyder grænsedragninger og opdeling i interessesfærer, hvad der vil vanskeliggøre bekæmpelse af både islamistisk terror og pandemier.

Nemmere bliver udfordringen ikke af, at det er lykkedes Kina at etablere trojanske heste på det europæiske kontinent. Ikke kun den ungarske nationalpopulist Viktor Orbán tæller med her i Beijings vægtskål. Tilbage i foråret 2019 besøgte Kinas Xi Jinping Italien og fik her papir på, at støvlelandet bliver en del af kinesernes ambitiøse infrastrukturplaner.

Selv hvis det lykkes EU-lederne retorisk at finde en form for fodslag i en mere konfronterende linje over for Kina, er der store indbyggede modsætninger i bestræbelsen.Verdenshandelsorganisationen, WTO, blev reelt banket i jorden af Donald Trumps vægring ved at udpege dommere til organisationens mæglingsinstanser. Europas pris for et fornyet digitalt partnerskab med USA vil være enighed om både beskatning af techgiganterne og en stærkere regulering af datastrømmene.

Altså skal Joe Biden ud og armvride giganterne i Silicon Valley og omegn for at stille Margrethe Vestagers bureaukrater tilfredse. Hvordan kommer det til at spænde af med et hævngerrigt republikansk parti hele raden rundt i Washingtons politiske manege?

Tech, cyberspace, pandemier, terrorbekæmpelse og klimaforandringer presser sig på: Aldrig har de globale udfordringer i fredstid været så overvældende. Tilstanden kalder ikke på frontdannelser, der gentager mønsteret fra den kolde krig. Sjældent har behovet for kreativt og innovativt diplomati været større.

Kan vi snart komme til at tale om andet end minkavl?

(klumme i Politiken 06.12.2020)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s