Dansk aktivisme er reelt en håndsrækning til Kina.

DANMARK BLEV en trædesten for Ted Hui, aktivisten og dissidenten fra Hongkong, der nu slår sig ned i Storbritannien med sin familie. Hans eksilering til den tidligere kolonimagt vil gøre det sværere for hans allierede at opnå prøveløsladelse for at kunne forberede deres forsvar i det forestående retsopgør i fødebyen.

Fronterne er hårdt trukket op: Den mest velhavende aktivist i Hongkongs oppositionsbevægelse, mediemillionæren Jimmy Lai, der er arresteret for anklager om bl.a. bestikkelse, er blevet nægtet prøveløsladelse og risikerer at sidde inde til langt ind i det nye år.

DERMED ER oppositionen trængt, men interessant nok er der nye partidannelser på vej, som vil arbejde for reformer af lokalparlamentet, nødvendigvis uden at udfordre den kinesiske centralmagt på dens kerneinteresse: overhøjheden.

Når politisk aktivisme kolliderer med suverænitet, går sidstnævnte af med sejren.

En kollega på Hongkongs største dagblad, South China Morning Post, pointerer, at mens Ted Hui fremstilles som en demokratisk helteskikkelse af danske politikere, vil han for mange i Hongkong være en kujon, der er flygtet fra opgøret om Hongkongs fremtid og svigter dem af sine kampfæller, der sidder i fængsel.

Retsinstanserne i Hongkong forbereder mere end 2.000 sager ved domstolene. Anslået halvdelen af de tiltalte er ifølge BBC yngre end 18. Altså har vi et generationsoprør, og hvordan er holdningerne i den del af befolkningen, der aldersmæssigt er over 30, kan man spørge?

En del af svaret findes på myndighedernes tip line , hvor folk på mail kan indberette, hvad de ser som overtrædelser af den skærpede sikkerhedslovgivning, som Kina har indført, og som er hele omdrejningspunktet for konflikten. I løbet af den første uge modtog denne politienhed 10.000 anmeldelser.

En tilsvarende ’antivold’-hotline, der blev etableret af politiet i fjor, har over et års tid modtaget 1,2 millioner anmeldelser, svarende til 3.000 daglige mails og telefonopkald. Et udtryk for ønsker om stabilitet og opbakning til status quo.

Hongkong har således to adskilte virkeligheder. De fleste vestlige mediers som oftest overfladiske beskrivelser af tilstanden vil blive repeteret, når Folketinget 21. december har en forespørgselsdebat om tilstanden i Hongkong.

FORVENT ikke andet end retorisk og omkostningsfri varm luft fra forslagsstillerne. Kan man forestille sig, at Ted Huis danske værter, Uffe Elbæk fra Frie Grønne og den konservative Katarina Ammitzbøll, tager initiativ til en indsamling til betaling af de sagsomkostninger, der venter de fængslede Hongkong-aktivister? Næppe.

Vi kommer heller ikke til at høre om amerikanske organisationers mangeårige finansielle støtte til den fængslede Joshua Wongs nu opløste organisation, Demosisto, og andre grupperinger i den såkaldte prodemokratiske lejr.

Anderledes i Storbritannien, hvor premierminister Boris Johnson har slået portene op på vid gab med tildeling af særlige pas til folk i den tidligere britiske koloni. 216.398 er det ifølge Bloomberg News blevet til i løbet af årets første 10 måneder. Alene i oktober var tallet 59.798, det højeste niveau siden overdragelsen i 1997, svarende til 5 pas i minuttet.

KINA HAR reageret med fornærmelse, men har utvivlsomt haft en finger med i dannelsen af et nyt parti, hvis stiftende medlemmer er født på fastlandet og i dag repræsenterer finansielle institutioner i Hongkong. Deres kandidater vil arbejde for reformer af valgsystemet, men samtidig inddæmme, hvad man kalder ekstremistiske kræfter i den store finansmetropol.

Den tidligere chefredaktør for Hong Kong Economic Journal, økonomiprofessor Yi-Zheng Lian forklarer i New York Times, at de eksilerede og fængslede dissidenter har efterladt et tomrum, som er ved at blive udfyldt af nye aktivister. Disse er vokset ud af de seneste års demonstrationer, men er ukendte i Vesten.

De vil arbejde for reformer uden at udfordre Kina på spørgsmålet om suverænitet.

Tilstanden bringer mindelser om, hvad den socialistiske forfatter Bertolt Brecht i et satirisk digt, ’Die Lösung’, skrev efter de kommunistiske myndigheders undertrykkelse af en arbejderopstand i Østberlin i 1953: at hvis befolkningen har svigtet regeringens tillid, vil den oplagte løsning være, at regeringen opløser folket og vælger sig et nyt.

Kina marginaliserer oprørere mod centralmagten i rigets periferi og integrerer resten. En metode, der har et par årtusinder bag sig.

(klumme i Politiken 14.12.2020)