Alliancehistorie sætter nordatlantiske forbindelser under pres.

SOMMEREN 1995 var anderledes. Mens landet var ramt af en mild hedebølge, blev der vendt nye blade i rigsfællesskabets historie. 14. juli samledes Udenrigspolitisk Nævn, og uden for mødelokalet på Christiansborg havde journalisterne sved på tindingerne. Temperaturen steg yderligere et par grader, da udenrigsminister Niels Helveg Petersen kom ud og meddelte følgende:

»Efter fornyet kontakt med USA er det nu klargjort, at amerikanerne i to tilfælde har haft oplagret et begrænset antal atomvåben på Grønland. I ét tilfælde i otte måneder i 1958 og i perioden fra 1959 til 65«, lød ministerens budskab.

En sensationel melding i lyset af, at Helveg en halv snes dage tidligere havde fortalt det modsatte budskab: Amerikanerne havde tjekket i arkiverne, »og der var ikke atomvåben på Grønland«, lød det.

Ups! Nu kunne ministeren forklare, at der i 1958 var placeret fire atomvåben og i årene 1959-65 hele 48 af slagsen, sidstnævnte som led i et luftforsvarssystem omkring basen i Thule.

Emnet er sprængfyldigt med dobbelttydigheder. Siden 1957 har det været et fundament for dansk sikkerhedspolitik ikke at tillade atomvåben på dansk jord, men ’under de foreliggende omstændigheder’, hvilket vil sige i fredstid, som det blev formuleret af datidens politikere.

Samtidig fastholdt Danmark sin støtte til Nato’s forsvarsstrategi, som var baseret på afskrækkelse med kernevåben. Dansk forsvar modtog fra slutningen af 1950’erne fly, missiler og artilleri, som ville kunne fremføre atomvåben. Hertil accepterede regeringen stiltiende, at USA placerede atomvåben ved de grønlandske basefaciliteter i Thule.

Denne vanskelige balancegang kan forklares med, at USA ville styrke forsvaret af Danmark ved hjælp af atomvåbenafskrækkelse, men samtidig havde forståelse for den udtalte danske skepsis over for disse våben.

Så tidligt som i 1953 havde Danmark sagt nej til stationering af allierede fly på dansk jord med Grønland som den markante undtagelse, uden at dette blev formuleret explicit.

Efter at et folketingsflertal i 1960 bekræftede afvisningen af atomvåben på dansk grund i fredstid, påbegyndtes i hemmelighed opførelsen af et amerikansk depot for atomvåben i Meyn umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse, 13 kilometer vest for Flensburg. Var krigen kommet, kunne disse fragtes ind på dansk jord (flyvestation Skrydstrup) på få timer.

DET ER IMIDLERTID de lange linjer i amerikansk strategisk tænkning, der bedst kan forklare USA’s fornyede og forstærkede interesse for Grønland: den såkaldte Monroe-doktrin fra 1823, der handler om, at USA afviser, at europæiske magter helt eller delvist kan kolonisere områder eller etablere baser på den vestlige halvkugle.

En mere moderne brug af doktrinen blev tydelig i den amerikanske udenrigsministers Cordell Hulls udtalelse til den britiske ambassadør i Washington i 1940 efter Storbritanniens fredelige besættelse af Island. Washington gjorde det her klart, at USA ikke ville tolerere en britisk besættelse af Grønland.

Doktrinen, der har navn efter datidens amerikanske præsident James Monroe, er altovervejende blevet brugt til at forklare amerikansk politik i Latinamerika. Nu gælder en tilsvarende logik i Nordatlanten.

Nyt i ligningen er en aktuel udvikling i det nordligste Norge: Washington og Oslo har her i april underskrevet en aftale, der giver det amerikanske militær adgang til at bygge og udstyre anlæg til fly og skibe på fire norske baser, herunder på flådestationen i Ramsund og flyvestationen i Evenes, begge i umiddelbar nærhed af Narvik. Initiativet begrundes med, at Rusland har genåbnet og moderniseret baser langs sin arktiske kyst.

Evenes er Norges mest fremskudte flybase mod nord. Herfra kan amerikanske fly fremover frit overflyve Nordnorge, Norskehavet og Barentshavet tæt på de russiske flådebaser på Kola-halvøen, hvor den russiske nordflåde har base.

Med i billedet hører, at et russisk tankskib tidligere i år for første gang sejlede gennem den nordlige sørute. En forandret transportgeografi, der også forklarer Kinas voksende interesse for regionen.

Enhver tale om at lade Grønland bevæge sig mod selvstændighed må indregne de norske og amerikanske overvejelser. Den ubehagelige realitet for rigsfællesskabet er, at Joe Bidens USA satser på at kunne udnytte grønlandske selvstændighedsbestræbelser til at opnå en dominerende kontrol. Fortsætter denne udvikling, vil selve begrebet rigsfællesskab på sigt blive meningsløst.

Men bevares, der er selvfølgelig stadig plads i historiebøgerne.

(klumme i Politiken 31.05.21)