Poul Schlüters lethed i omgangen med modstandere og koalitionspartnere havde en brutal bagside.

Som 79-årig holdt Poul Schlüter hovedtalen ved Konservativ Ungdoms landsråd i 2008 i Gladsaxe, den kommune, hvor han fire årtier tidligere havde været viceborgmester.

Talen, skrevet på hans legendariske, tysk-producerede skrivemaskine af mærket Torpedo, var spækket med anekdoter, der tog salen med storm.

Her en af dem:

Monarken Frederik d. 6 inspicerede et regiment og bemærkede, at der i rækken af soldater var en enkelt fra de dansk-vestindiske besiddelser. Kongen bad obersten om at kalde den unge mand over, så ham stift i øjnene og sagde, så alle kunne høre det:

»De er neger!«.

»Javel, Deres Majestæt«, lød det forskræmte svar.

»Bliv ved med det!«, tordnede majestæten i Schlüters udlægning.

Til de særligt interesserede: Gå ind på YouTube og skriv: Poul Schlüters tale til KU’s landsråd 2008 i Gladsaxe. Optagelsen fylder ti underholdende minutter.

Tal og skriv meget mere om, hvad det vil sige at være konservativ, lød opfordringen til KU’erne i 2008 fra manden, der huskes for udsagnet om, at ideologier er noget bras. Betyder det, at Schlüter var blottet for idépolitik? Overhovedet ikke.

I 1952, DA SCHLÜTER var en 23-årig jurastuderende formand for Konservativ Ungdom, publicerede han en tekst med titlen ’Ungkonservatismens ide’.

Den er inspirerende læsning også i dag og leverer mange forklaringer på hans senere succes som partichef og statsminister.

Nogle uddrag i let forkortet form:

Konservatismen er en idé om evolution. Dens væsen er troskab og kontinuitet. Den ønsker at bygge på det, som består med livets og erfaringens ret. Konservatismens tro på mennesket som selve målet for politisk stræben fører den til at lade alt samfundslivs første funktion være at give de rigeste muligheder for personlighedsudvikling (….) konservatisme er aldrig epokebundet. Dens princip er altid i pagt med tiden, så sandt som det er rigtigt, at konservatisme dør med hvert slægtsled og fødes med hvert nyt.

Sidste sætning skal nok have provokeret nogle af Schlüters ældre partifæller dengang. Men fortsættelsen leverer forklaringen:

En idé, som er grundlagt på en afsluttet filosofi, er uvægerligt knyttet til den epoke, hvis forhold var dens inspiration. Men en bevægelse, som skabes af en holdning, der er rede til at lære af historiens ånd og erfaring, er tidløs. Citat slut.

Læsere, der kun forbinder det konservative ikon med hans tid som regeringschef, kan undres over, at en ung jurastuderende, der tillagde sig et ry som skørtejæger og festabe i et parti kendt for at hylde Gud, konge og fædreland, også havde intellektuelt overskud til at tænke i filosofiske baner.

Tegning. Roald Als

Der var mange lag i den schlüterske sjæl. For syv årtier siden demonstrerede han profetiske evner:

Det er ikke længere de økonomisk velstillede, som er samfundets overklasse, det har bourgoisiets mange nytteløse individer hindret, skrev han i ’Ungkonservatismens ide’: Eliten bliver i stigende grad afløst af en ledergruppe, som skabes ved udvælgelse af de dygtigste til at lede samfundslivet, forklarede han.

Hvilken frækhed at kalde kernevælgergruppen for nytteløse.

LIGE SÅ ELEGANT Poul Schlüter charmerede medierne med sin sproglige finesse, lige så kynisk kunne han være i omgangen med de ministre, han sjakrede med. Berygtet er hans brutale afsked med de to mindre partier, der var koalitionspartnere frem til 1988: Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. De blev efter seks års tro tjeneste vraget til fordel for de radikale. Mimi og Erhard Jakobsen plus de øvrige CD-ministre fik ikke et eneste ord som tak for indsatsen. Ud af vagten uden så meget som en blomsterbuket eller en flaske Gammel Dansk. Bitterheden var voldsom.

Vi lader humoristen Schlüter få det sidste ord. Da Hardy Hansen, forbundsformand for datidens specialarbejderforbund meldte ud, at han ville lade fagbevægelsen bruge mange snese millioner til en kampagne for at vælte Schlüters firkløverregering, lød statsministerens lakoniske kommentar: »Hvad stiller jeg dog op mod den rå kapitalmagt?«.

Schlüter afskaffede klassekampen ved at reducere den til fodbold mellem skolens 7. og 8. klasser.

Vælgere og medier så ikke kynismen, fordi den blev overskygget af humor. Tak til denne muntre sønderjyde. Vi kedede os aldrig.

(klumme i Politiken 03.06.21)