Håndtryk til en evig gåde

Stabilitet i Europa vil stadig afhænge af fossile leverancer fra øst.

EN MÅNEDS tid efter udbruddet af Anden Verdenskrig udtalte Winston Churchill i en radiotale følgende: »Ruslands handlinger kan jeg ikke forudsige. Landet er uforståeligt, pakket ind i et mysterium og lukket ind i gådefuldhed. Men måske er der en nøgle et sted. Den nøgle handler om russiske nationale interesser«.

Naturligvis er de globale magtrelationer anderledes i dag end dengang i det tidlige efterår af skæbneåret 1939. Alligevel er der i enhver russisk magthavers optik på verden nogle fællesnævnere, der er gældende hen over århundreder. Fremfor alt den opfattelse, at Ruslands naboer mod vest kun har dårlige hensigter.

Få dage før præsident Joe Biden rækker hånden frem til den mand, han for ikke så længe betegnede som en morder, giver det mening at definere nogle bud på, hvordan Vladimir Putin forsvarer sin nations nationale interesser.

Russisk indflydelse strækker sig over ni tidszoner; fra Europa til Beringstrædet, hvor mindre end 100 kilometer adskiller amerikanske og russiske kystlinjer. Rusland er nærområde til det kronisk ustabile Mellemøsten, har dyb indflydelse i de tidligere sovjetstater i Centralasien og deler en lang grænse med Kina.

Det gigantiske lands arktiske kystlinje besejles af isbrydere, som i antal langt overgår, hvad USA og Canada kan stille med. U.S. Geological Survey anslår, at Arktis rummer en tredjedel af klodens olie- og gasreserver.

Alene den geografiske udstrækning og bestykningen med atommissiler burde tilsige, at Vesten ikke gør klogt i at udfordre den euroasiatiske landmasses største stat på spørgsmålet om, hvor Krim hører til. Formodninger om, at Georgien og Ukraine kunne kobles ind i den vestlige forsvarsalliance Nato lignede en maskinpistolsalve i fødderne på topfolk i Bruxelles og Washington.

Eftersom en permanent deling af Ukraine synes at være en umulighed, vil eneste vej frem være en erkendelse af, at Rusland behøver stødpudestater. Ugunstig geografisk beliggenhed er opskriften på reduceret suverænitet. Bare spørg i de baltiske lande.

UNDER PUTINS forgænger Boris Jeltsin var der positive strømninger i de russisk-amerikanske relationer. Det ændrede sig dramatisk med Nato’s luftbombardementer mod serbiske mål i det tidligere Jugoslavien fra marts til juni i 1999, halvandet år før Putins magtovertagelse i Moskva.

Russisk vrede og modvilje mod Nato’s udvidelse i først 1999 og siden 2004 opfattes som hovedårsagerne til, at Putin i dag fører varierende former for hybridkrig mod Vesten. Historiske analyser henviser ofte til, at præsident Bush (den ældre), den tyske forbundskansler Kohl og andre vestlige ledere skal have lovet den sidste sovjetleder Mikhail Gorbatjov, at Nato ikke ville blive udvidet østover, såfremt Moskva accepterede et genforenet Tysklands forbliven i alliancen.

Det blev ved snakken og formodningerne. Uden et tilsagn på skrift voksede mistilliden hos russerne.

Helt afgørende blev et Nato-topmøde i Bukarest i 2008, hvor USA foreslog optagelse af Georgien og Ukraine. Amerikansk støtte til de såkaldte farve-revolutioner i Kijev og Tblisi, i kombination med krigene i Afghanistan, Irak og Libyen leverede yderligere ammunition til den russiske lederelites skepsis; nogen vil sige paranoia.

I vort nærområde er den 1200 kilometer lange Nord Stream-2 rørledning, der ejes af den russiske gasgigant Gazprom blevet et politisk barometer for temperaturen i de russiske forbindelser til EU.

Nord Stream-2 er tæt på færdiggørelse, og i sidste fase har Joe Biden overraskende valgt at ignorere de sanktioner mod virksomheder, der arbejder på gasledningen. Dette sker af hensyn til USA’s hovedallierede i Europa, Tyskland.

Europas politik over for Rusland vil derfor i lang tid fremover afhænge af, hvorledes det tyske valg i efteråret falder ud. De Grønne vil få brug for at skrue ned for modstanden mod det 70 milliarder kroner dyre Nord Stream-2, der i øvrigt er så tæt på at være færdigt, at dens leverancer allerede er tænkt ind i tysk energipolitik.

Mens der overalt tales om nødvendigheden af grøn omstilling, står og falder stabilitet i Europa stadig med fossile leverancer fra giganten i øst i årtier fremover.

Hvis ikke Joe Biden synes, at tilstanden rækker til et håndtryk, går del vel an at bruge albuen over for den russiske leder.

(klumme i Politiken 14.06.20221)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

2 svar til Håndtryk til en evig gåde

  1. Stig Wørmer siger:

    Udmærket og realistisk analyse, men så skal Vesten vel også bare holde mund, når Putin kvæler den russiske opposition én efter én. For han ved jo, at de vestlige reaktioner nærmest er at betragte som mundsvejr. Der myrdes løs i de hviderussiske fængsler og nu er al opposition i Rusland at betragte som fremmede agenters værk. Vi ved også hvordan ´retsstaten´fungerer på kommando. Så spørgsmålet er, om den ´realistiske lære´af Rusland betyder, at Vesten dropper al handlen i forhold til undertrykkelsen. Meget i historien tyder på, at Sovjet eller Rusland kun forstår konsekvens – hvilket ikke udelukker realisme. Måske lige frem realistisk virkende konsekvens…..

  2. flemmingytzen siger:

    Tak for ordene, Stig. Jeg erkender gerne at dilemmaerne er vanskelige. Mvh Fl.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s