Folketingets udbrydere og løsgængere er professionelle fribyttere.

Af lutter pænhed (vi er overdrevent høflige her på avisen) undlades i det følgende navne på denne fortællings synder. Personen er medlem af Folketinget og har som de 178 øvrige via en valghandling gjort sig fortjent til befolkningens tillid. Han/hun hæver, hvad der svarer til en solid chefløn i andre områder af arbejdsmarkedet. Men personen har af egen vilje fravalgt det politiske fællesskab og passer ikke de forpligtelser, der indlysende følger af at være folkevalgt.

Nul ordførerskaber, ingen mødevirksomhed, ikke et eneste lovforslag bærer denne politikers fingeraftryk. Havde det været en offentlig institution eller en privat virksomhed, vi havde med at gøre her, ville fyresedlen for længst være skrevet.

Ved udløbet af indeværende valgperiode (forsommeren 2023, antager vi) har dette folketingsmedlem i sin periode hævet ca. 2,8 millioner kroner. Hertil kommer det skattefrie omkostningstillæg, der for en fuld valgperiode passerer den kvarte million kroner. Eftervederlag ser vi af overkommelighedsgrunde lige bort fra.

POLITIKERE, der forlader det parti, de oprindeligt er valgt ind for, for at danne et nyt (oftest efter en periode som løsgængere), er et tiltagende fænomen. Siden grundlovsrevisionen i 1953 er det sket i 72 tilfælde, har forskere på Aarhus Universitet regnet sig frem til.

Vores folkevalgte arbejder på lånt tid, medmindre vi taler om politikerdynastierne Ellemann, Hækkerup og Auken, hvor familienavnet alene er en slags jobgaranti. Kan usikkerheden på jobbet berettige løn- og arbejdsbetingelser, der stikker af fra resten af samfundet, kan man spørge. Den ideelle situation for en politiker må være at få et uopfordret tilbud udefra. Hvem i den nuværende blå blok er ikke grøn af misundelse på Brian Mikkelsen, der i dag er direktør i Dansk Erhverv? Her ville Simon Emil Ammitzbøll-Bille eller Uffe Elbæk næppe have haft store chancer, og så er det jo oplagt at starte et nye parti.

DER BESTÅR et paradoks i, at grundloven slet ikke opererer med partier. Salig Niels Helveg Petersen forsøgte i sin karrieres sidste år at tage tilløb til en grundlovsrevision, men hans ideer blev tiet ihjel. Helt urimeligt. Partierne skal vi være lykkelige for, for det tiltagende løsgængeri kan på sigt skabe tilstande med mindelser om de ustabile 1970’ere, hvor nye partier brutalt udfordrede de gamle. Vi taler om Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Kristeligt Folkeparti.

Hvem husker i dag Centrum-Demokraterne? Opfundet i 1973 af dansk politiks mest markante populist, Erhard Jakobsen (mangeårigt socialdemokratisk folketingsmedlem og borgmester i velfærdskommunen Gladsaxe). Efter et par år med kaos i ledelsen valgte partiet at opløse sig selv i februar 2008.

Hen over to årtier nåede CD at deltage i både blå (Schlüter) og røde (Nyrup Rasmussen) regeringer, men blev efter få år kasseret af begge regeringschefer.

Nutidens mest fiaskobefængte partidannelse, Alternativet, kan karakteriseres som en centrum-venstre-pendant til, hvad Centrum-Demokraterne i sin tid var i centrum-højre-feltet. Med stor sandsynlighed går Alternativet samme vej som Centrum-Demokraterne: læsser sig selv af på historiens mødding uden at have sat sig spor i lovgivningsarbejdet, men med en masse varm luft i medierne undervejs.

Den eneste succes, som Alternativet kan tage en pæn del af æren for, er, at borgerforslag kan ende som folketingsvedtagelser. Men det er for tidligt at vurdere, om dette prisværdige forsøg kommer til at sætte sig betydningsfulde spor i lovgivningsarbejdet.

Hovedforklaringen på dette parlamentariske fribytteri, som blev startet af Erhard Jakobsen i 1973, er Folketingets generøse tilskuds- og vederlagsordninger. Hver folketingsgruppe modtager et tilskud kaldet gruppestøtte, som går især til gruppernes lønudgifter til medlemssekretærer, rådgivere, pressemedarbejdere og den slags.

Staten sender således solide summer til folk, der har repræsenteret deres vælgere i en periode for siden at gå nye veje. Vælgersvigt er sat i system som forretningsmodel. Der er frit slag for opportunister og levebrødspolitikere. Har danskerne ikke fortjent bedre?

Moderaterne, fhv. statsminister Lars Løkke Rasmussens partiprojekt, har med en avanceret form for kassetænkning kombineret Folketingets tilskudsordninger med ekstern finansiering, dvs. sponsorater og dubiøse klubmedlemskaber. Socialdemokraternes omstridte erhvervsklub trækker i samme retning.

Begrebet pengepolitik får dermed en helt ny betydning. Levebrødspolitikerne, populisterne og opportunisterne er kommet for at blive.

(klumme i Politiken 18.06.21)