Mao og Marx ville løbe skrigende bort, hvis de oplevede Kina i dag.

I det centrale Shanghai, i en bygning i det kvarter, der engang blev kaldt Den Franske Koncession, findes et museum, der er præsentabelt på den beskedne måde. Udenlandske turister blander sig ubesværet med kinesere for at studere de montrer, der rummer samlinger af gulnede, sort-hvide fotos fra en turbulent fortid, de første par årtier af det 20. århundrede. På et stort vægmaleri ses Sovjetunionens grundlægger Vladimir Lenin.

Besøgende kan lejlighedsvist opleve, hvorledes repræsentanter for nutidens kinesiske magthaverborgerskab stiller op i grupper, hæver højre næve og sværger en troskabsed.

Museet i Shanghai er den kinesiske kommunismes Betlehem. Her samledes i juli 1921 nogle håndfulde revolutionære med ambitionen om at definere en fremtid for et rige, der en lille halv snes år tidligere havde oplevet et århundredgammelt dynasti falde sammen.

En nøgtern status her ved 100-års jubilæet frembyder billedet af en magtorganisation, der kun har få ligheder med de leninistisk inspirerede visioner, der dengang drev kommunistpartiets leder og fra 1949 Folkerepublikkens grundlægger, Mao Zedong.

En elitær statskapitalisme har afløst datidens revolutionære ambitioner. Leninismen har holdt flyttedag, og hvem havde dengang kunnet forudse, at denne omstridte russiske revolutionsleder også kunne bruges til at udvikle denne særlige variant af kapitalismen? Hvis Marx og Mao kunne opleve nutidens Kina, ville de blive skræmt over dette dynamiske klassesamfund.

Dette til trods oplever den statistiske gennemsnitskineser hvert tiende år en fordobling af sin levestandard.

I spidsen for nutidens Kina står i dag det, Mao advarede imod, da han i 1966 iværksatte sin destruktive ‘ kulturrevolution’: et teknokratisk, højtuddannet borgerskab (flere end 90 millioner veluddannede embedsfolk) har taget over der, hvor der tidligere sad hardcore marxister, og har sendt proletariatets og bøndernes revolution på museum.

KINAS udviklingsmodel siden 1979 ligner, hvad dets naboer i samme kulturkreds præsterede op gennem det 20. århundrede. Merkantilisme hedder det. Så stakkels Marx tog grueligt fejl: Han kunne ikke forudse, hvorledes nutidens kinesiske ledere ville inkorporere en globalt orienteret udviklingsmodel i et årtusindgammelt embedssystem: Konfucius (551-479 f. Kr.) og Vladimir (1870-1924) fusioneret! Under Xi Jinping har Kina fået en ledelse, der med sine fortællinger om at gøre Kina stort igen dyrker en nationalkonservativ fortælling og dermed ligner århundredgamle dynastier langt mere end de revolutionære ambitioner, som Mao og Lenin repræsenterede.

Ingen i Beijings magtcirkler ønsker i dag at minde nutidens chef for det hele, Xi Jinping, om tilstanden i 1981, da man skulle fejre partiets 60-års dag.

I en leder i Folkets Dagblad 1. juli det år advarede den daværende partileder, Hu Yaobang, om, at Mao (død 1976) havde ødelagt partiets kollektive lederskab. Forspildte vi 20 år, spurgte partiets daværende cheføkonom Chen Yun polemisk, da en forsigtig og gradvis af-maoisering blev sat i værk.

Et opgør med Mao trængte sig på, efter at ca. 36 millioner mistede livet af sygdom, sult og vold under det såkaldte Store Spring Fremad 1958-61. Omhyggeligt dokumenteret af Kinas modigste journalist og forfatter, den nu 80-årige Yang Jisheng, der i dag lever et stilfærdigt og anonymt pensionistliv i Beijing.

Yang, der arbejdede for partiets nyhedsbureau i et halvt århundrede og har opretholdt sit partimedlemskab, vil være omgivet af tavshed, mens der udfoldes pomp og pragt i stor skala uden for hans vinduer.

Ingen skåltaler for ham, der dokumenterede alle uhyrlighederne.

Det nutidige kinesiske borgerskab og partieliten kan naturligvis være stolte over, at landets økonomiske volumen nu svarer til USA’s. Med en fortsættelse af de nuværende vækstrater vil den kinesiske økonomi i 2050 være mindst dobbelt så stor som den amerikanske, har nogle af USA’s topøkonomer beregnet.

Man forstår, hvorfor Nato-chef Jens Stoltenberg sveder og bider negle.

Største udfordring for den stærkeste og rigeste politiske organisation i Kinas årtusindlange historie? At få afsluttet borgerkrigen og hente ‘ udbryderne’ i Taiwan hjem til moderlandet. Hvem fortæller så Xi Jinping, at en sådan kinesisk genforening er noget, hans styre skal gøre sig fortjent til, og at kun forsonlighed, tolerance over for etniske mindretal og fredelig, blød magtanvendelse kan forhindre, at Stoltenbergs Natoskibe en dag sejler hele vejen til Det Sydkinesiske Hav?.

(klumme i Politiken 28.06.21)