Økonomiske interesser overtrumfer sundhedshensyn ved Japans OL, lyder det fra kritikere.

Næppe nogen anden olympisk begivenhed i historien har været omgivet af så stor nervøsitet som den, Japan om kort tid er vært for. To meningsmålinger i maj viste, at mellem 60 og 80 procent af japanerne ønsker sommerlegene enten udskudt eller helt aflyst. Kunne denne manøvre gøres i fjor, hvorfor ikke i år, spørger kritikere.

Men hvis nogen kan mestre udfordringen, så er det Japan. Der forventes 15.000 atleter og 90.000 publikummer; trods alt ikke uoverkommeligt at håndtere i et storbykompleks (Tokyo-Yokohama) med et indbyggertal tæt på de 38 millioner. 600.000 daglige vaccinationer skal forhindre en aflysning, der ville afstedkomme et tab på anslået 17 milliarder dollars. Men risikoen for en bølge af nye covid-19-udbrud er indlysende nok stor.

At Japan insisterer på en gennemførelse, skal også forklares med, at 2021 er et valgår, og at den konservative regering har brug for en velafviklet sportsbegivenhed for at skaffe sig øget popularitet.

Hvad angår indsatsen mod covid-19, har Japan målt på smittetal klaret sig bedre end andre lande i den rige verden; det har bare ikke rokket ved de voksende bekymringer i befolkningen. Kritikere taler om, at vaccineudrulningen har været unødvendigt langsom.

Underliggende handler det også om, at befolkningens holdninger ikke tæller, når det kommer til stykket. Regeringen i Tokyo ville juridisk ikke kunne aflyse legene, hvis den ville, fordi det er Den Internationale Olympiske Komite, IOC, der ejer begivenheden, mens Japan er kontraktligt forpligtet til at være værtsnation.

NATURLIGVIS er der umålelige mængder af national prestige i spil her, ganske som det var tilfældet ved legene i 1964, der bidrog til at bringe et genopbygget og moderniseret Japan tilbage til den globale scene kun en snes år efter landets nederlag i Stillehavskrigen.

Der er stormagtsambitioner i spil. Tilsvarende var det sommerlegene i Beijing i 2008, der bidrog til at give Kina den status som stormagt, som tre årtiers reformpolitik havde banet vejen for. Forude venter vinterlegene i Beijing i 2022, som markedsføres som de første ’grønne’ lege. Til den tid vil det være første gang, at samme hovedstad har været værtsby for både sommer- og vinter-OL.

IMELLEM DE to begivenheder går japanerne til valg, hvor den konservative regerings popularitet skal testes på et tidspunkt, hvor rivaliseringen mellem de to stormagter, der betyder mest for Japans placering i verden, er på et højdepunkt.

Kan Japan blive en brobygger mellem sin tidligere besættelsesmagt og sin kulturelle rival gennem årtusinder? Man bør erindre sig det interessante fortilfælde, hvor global magtpolitik spillede med ved et OL-arrangement:

Ved vinterlegene i den sydkoreanske by Pyeongchang i februar 2018 befandt den daværende amerikanske vicepræsident Mike Pence sig pludselig i påfaldende nærhed af både søsteren til den nordkoreanske diktator, Kim Jong-Un, og Nordkoreas nominelle statsoverhoved, Kim Yong-nam. Anledningen var, at Syd- og Nordkorea for første gang deltog under et fælles flag og dermed symbolsk markerede drømmen om en genforening af den delte nation.

Amerikanske og nordkoreanske diplomater havde aftalt et uformelt møde mellem Pence og de to gæster fra den nordkoreanske magtelite, hvilket ville have været en sensation, hvis det var lykkedes. Siden kom det frem, at nordkoreanerne i klassisk vi-går-lige-til-kanten-stil aflyste arrangementet, to timer før det skulle have været holdt. I stedet fandt Mike Pence tid til at mødes med afhoppere fra Kim-regimet.

Siden tog Kim-dynastiet USA ved næsen ved at lokke Donald Trump til at deltage i indholdsløse topmøder i Singapore og Hanoi og demonstrerede dermed fraværet af en sammenhængende amerikansk politik i Østasien.

I det nationale japanske perspektiv er det ikke hensynet til USA og naboerne, der vejer mest. Kritikere siger, at de kommercielle interesser overtrumfer de sundhedspolitiske hensyn. Her skal det pointeres, at det var IOC og ikke regeringen i Tokyo, der indgik en aftale med Pfizer om at donere vacciner til de deltagende atleter.

Altså lever den olympiske bevægelse sit eget liv, som værtsnationen efter bedste evne må hægte sig på. Prestige og kommercielle interesser vejer tungere end sundhed ved det første OL i historien uden international publikumsdeltagelse: pandemiaden i 2021.

Må de bedste deltagere vinde og alle de øvrige få det maksimale ud af begivenheden.

(klumme i Politiken 01.07.2021)