Amerikanske selskaber naturligvis. Trods Bidens og Kongressens sanktioner.

DEN FØLGENDE fortælling er en regulær gyser for enhver, der finder Kinas hårdhændede tvangsassimilering af sit muslimske uighurmindretal for afskyelig, og som mener, at investeringsfirmaer, herunder selskaber med ansvar for lønmodtageres opsparing, bør placere pensionsmilliarderne ud fra etiske og sociale kriterier. Så her kommer historien, som er en virkelig humørødelægger:

USA’s tre dominerende investeringsfirmaer, Vanguard, State Street og BlackRock, har sat milliardbeløb i firmaer, der opererer i Kinas Xinjiangs-provins, som er berygtet for sine interneringslejre og såkaldte genoptræningscentre rettet mod den 11 millioner store muslimske uighurbefolkning. En praksis, der er skarpt kritiseret af menneskeretsgrupper og dermed en central faktor i USA’s og EU’s voksende kritik af Kinas undertrykkelse af mindretal.

I sidste måned udvidede Biden-administrationen et forbud mod amerikanske investeringer i Kinas omfattende sikkerheds- og kontrolapparat. Af vedtagelsen fremgik det, at USA ikke vil tøve med at hindre amerikanske investeringsmidler i at nå Kina, når dette ses som en trussel mod amerikanske sikkerhedsinteresser, indbefattet menneskeretskrænkelser.

Disse sanktionstiltag begyndte under Trump, men ifølge en ny undersøgelse foranlediget af Hongkong-avisen South China Morning Post har amerikanske investeringsmilliarders vej til Xinjiang været tiltagende i de seneste par år.

Dokumenter fra tilsynsmyndigheden Securities and Exchange Commission (SEC) viser, at alene investeringsselskabet Vanguard siden 2018 har præsteret af tredoble værdien af sine Kina-investeringer. Ved udgangen af første kvartal i år stod disse i 150 milliarder dollars.

Ironisk er det, at Vanguards investeringer i Xinjiang-firmaer markedsføres over for etisk beviste investorer som værende særlig ansvarlige i relation til sociale hensyn, herunder beskæftigelse af mindretalsgrupper, som det udtrykkes.

Vestlige forskere, der følger Xinjiang, peger på, at centrene er under hel eller delvis afvikling, når de omskolede uighurer overføres til fabrikker over hele Kina via brug af det, der i kinesiske statsmedier kaldes programmer for fattigdomsbekæmpelse.

Billedet er broget. Marco Rubio, republikansk senator fra Florida, skrev i et indlæg i American Prospect 26. maj, at Wall Street, hjemsted for den amerikanske finanssektor og børsnoterede firmaer, systematisk fremmer investeringer i Kina i direkte modstrid med stribevis af kongresvedtagelser om en skærpet Kina-politik.

I 2019 blev USA for første gang i historien nettoinvestor i Kina; altså sender USA flere penge til Kina end omvendt, pointerede Rubio og placerede ansvaret hos Wall Streets investeringsrådgivere: Kina behøver amerikansk kapital for at fortsætte væksten, og Wall Street er dermed en villig partner for det kinesiske kommunistparti, advarede senatoren.

Vanguard, State Street og BlackRock, i børsjargon kaldet ’The Big Three’, har ikke kun opkøbt aktier i Xinjiang-virksomheder, men bruger også deres stemmeret som aktionærer til at støtte virksomhedernes strategiske planer, som officielt markedsføres som sociale tiltag og fattigdomsbekæmpelse.

Disse aktiviteter omfatter bl.a., at etniske flertalskinesere flytter ind hos fattige familier i de mest udsatte områder, herunder i byen Kashgar i Xinjiang som et led i den assimileringspolitik, som rutinemæssigt kritiseres af menneskeretsgrupper.

EU-diplomater har forsøgt at få adgang til interneringscentrene i Xinjiang, men er hidtil blevet afvist af de kinesiske myndigheder.

Amerikanske kongrespolitikere og lobbyister har kaldt den kinesiske politik i Xinjiang for folkemord, uden at et eneste dødsfald er blevet dokumenteret. Allerede under præsidentvalgkampen i 2020 blev folkemordsjargonen bragt i spil, Biden-administrationen er begyndt at repetere terminologien, mens EU og USA’s allierede i Asien ikke bruger den.

En undersøgelse fra konsulentfirmaet Dezan Shira viser, at amerikansk samhandel med Xinjiang steg med 56 procent fra 2019 til 2020 og dermed nåede et volumen på 961 millioner dollars. Tallet er dog beskedent, sammenlignet med hvor stort Xinjiangs økonomiske samkvem er med nabolandene i Centralasien plus Rusland.

Xinjiangs betydning for Kinas vækst vil fremover være stigende. Regionen har kolossale forekomster af olie, naturgas, mineraler og kul. Den petrokemiske industri er Xinjiangs største erhvervssektor, hvilket forklarer, hvorfor provinsen, der har et areal svarende til Iran, er af afgørende betydning for Kinas økonomiske ekspansion i retning af Europa, der som bekendt er markedsført som de nye silkeveje.

Man kan alt efter temperament grine eller græde over dette, men Wall Street og de dertil knyttede pengetanke er partnere i dette væksteventyr, pandemi eller ej. Bidens Kina-sanktioner er derfor ikke meget andet end symbolpolitiske spøgelser.

(klumme i Politiken 12.07.2021)