Når vielsesattesten er et minefelt

Formidabel ny bog om et interkulturelt ægteskab venter på et dansk publikum.

En advarsel er på sin plads her: Skriver man om ægteskab, vanker der øretæver. Hvis skribenten forsøger at kloge sig på noget så kompliceret som kærlighed og sociale normer på tværs af kulturer og landegrænser, vanker der endnu flere. Så vi starter i den nemme ende:

Danskere som flest har ikke de store vanskeligheder ved at finde sig en livspartner med rødder i andre af kontinentets lande: fra det nordligste Finland til det sydligste Spanien deler vi nogle fællestræk, som i allerkorteste form kan beskrives som følger:

Grundlæggende er vi sekulære, velfærds-materialistiske pragmatikere, der hylder individets ukrænkelighed. Vi insisterer på, at loven stiller alle lige, at omfordeling af samfundets værdier er retfærdigt, at religion er en privatsag, og politiske friheder et demokratisk fællesanliggende.

Derfor er vores valg af europæiske livsledsagere som oftest de rene selvfølgeligheder. Men tag så at gøre nogle tankeeksperimenter:

Hvor mange danskere har giftet sig med en ortodoks russer, ukrainer eller serber? Hvor mange blonde jydepiger har fundet sig en rettroende iraner, ditto pakistaner, kongetro saudiaraber, en shia eller en sunni fra Libanon, Syrien eller Irak?

Nærværende skribent kender til ét par, hvor en dansk kvinde har valgt en muslimsk mand. Den heldige er fra sekulære, multireligiøse og tolerante Indonesien.

ALLE kender til tilfælde med vesterlandske herrer og knægte, der falder i armene hos en kvinde fra Thailand, Vietnam eller Filippinerne. Mange har præsteret længerevarende relationer med vielsesattester og børn.

Disse pardannelser kan tælles i titusinder. En nem forklaring: at der er tale om sociale kontrakter, tilsat romantiseret sex og kærlighed, men fremfor alt: det er individernes eget valg, hvad der står i ’kontrakten’. De fleste af livets forhold er baseret på en noget-for-noget-logik: mænd og kvinder, der giver fra sig og tager imod. Sådan er kærlighedens store regnskab.

Historierne om de fraskilte, frustrerede danske mand, der især i Sydøstasien finder de kvaliteter, som de har ment, at deres kernedanske første ægtefælle snød dem for, er trivielle. Den midlertidigt landflygtige mand besøger sin nye kærestes landsby på en filippinsk ø og opdager, hvor deres fælles opsparing er havnet og anvendt fornuftigt, dvs. socialt ansvarligt: på forældrenes improviserede folkepension eller til lillesøsterens skolegang.

Og nej, jydepigerne finder sig ikke en kæreste fra Kampala eller Khartoum, ej heller Islamabad, Baku eller i Hindustan. Men deres brødre eller fædre tager gerne flyet til Bangkok eller Manila i jagten på skørter, læbestift, høje hæle og lykken.

ANLEDNINGEN til foranstående er en nyudgiven bog, som snarest bør finde en dansk forlægger:

Gymnasielærer i kinesisk Simon Rom Gjerø har aflagt fuld følelsesmæssig, social og kulturel tilståelse i sin formidable bog ’Made in China. A Memoir of Marriage and Mixed Babies in the Middle Kingdom’. En stærkt underholdende fortælling om at tage til Kina for at studere, blive forelsket og siden forælder til tre etnisk blandede børn, de to første bragt til verden i Kina, den tredje på dansk grund.

Simon Rom Gjerø kom til Kina for at lære det komplicerede sprog – og valgte den hurtige metode: gift dig med lærerinden og få eneundervisning!

Denne bog har stof til mange brutale svigermor-anekdoter. Bag de mange løjerlige og til tider groteske situationer afdækkes en virkelighed, hvis sociale parametre ligger langt fra de vanebestemte forestillinger, der driver flertalsdanskernes opfattelser af kinesisk kultur og levevis.

Gjerø mødte selvfølgelig det mest kendte fænomen: tigermor-syndromet. Middelklassemødrene, der pisker deres sønner og døtre frem til præstationer, som lighedsorienterede danskere opfatter som grusomheder.

Fænomenet kommer af den årtusindgamle østasiatiske læringstradition: Børn skal ære deres forældre og forfædre ved at uddanne sig så højt op ad den sociale rangstige som muligt. Vi ved fra årtiers statistik på især amerikanske universiteter, at kinesiske, koreanske og japanske studerende systematisk overhaler deres medstuderende fra latinamerikanske, arabiske og afrikanske samfund.

Ikke spor overraskende, at oversøiske kinesere i nabolandene og nyder betegnelsen ’Asiens jøder’. Læring, pligtetik, karriereræs, hierarkier og transnationale netværk er formlen.

Til den rigtige forlagschef: Simon Rom Gjerøs bog er en piskende nødvendig udgivelse og venter på oversættelse og markedsføring.

PS: Familien ville gerne være blevet i Kina, men luftforureningen drev dem til Næstveds mere sikre himmelstrøg.

(klumme i Politiken 15.07.21)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kina, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, Sydøstasien. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s