Vindere og tabere i Afghanistan

Er det mon for tidligt at kalde USA’s ambassade i Kabul for gravmonument over endnu et faldent imperium?

HVIS LEDERNE af Djenghis Khans mongolske invasionshære i Syd- og Centralasien havde efterladt erindringer, som nutidens planlæggere i Pentagon, det amerikanske militære kompleks, kunne drage nytte af, havde de måske lært af mongolerhærens belejring af byen Bamyan i år 1221.

Sandsynligvis fordi Djenghis Khans barnebarn Mutukan blev dræbt af en pil fra den belejrede fæstning i Bamyan, gik de mongolske soldater så hårdt løs på byen, at de massakrerede alle indbyggere og siden refererede til Bamyan som sorgens og skrigenes by. Derefter fortrak mongolerne til områder, vi i dag kender som Pakistan og Indien.

De afghanske bjergområder er gennem århundreder blevet kaldt imperiernes kirkegård. Briterne lærte det i 1800-tallet, sovjetrusserne i årene 1979-89 med en million dræbte afghanere til følge, og nu er turen kommet til den amerikanske supermagt og dens allierede, herunder Danmark.

Ca. 12.000 danske soldater deltog i indsatser, der skulle skabe det umulige: et fungerende civilt afghansk samfund. 37 faldt på slagmarken, 7 døde efterfølgende, og hundredvis bærer i dag rundt på dybe krigstraumer.

Joe Biden og hans folk vil insistere på, at der ikke er tale om et nederlag i stil med krigen i Vietnam for et lille halvt århundrede siden. Præsidenten begrænser sig til at konkludere, at efter 20 års krigsførelse på de afghanske slagmarker har USA ikke længere en mission på de kanter. Afghanerne skal selv bekæmpe og efterfølgende kontrollere hinanden. Kontrol betyder her blodig underkuelse gennem ultraortodoks islam.

USA vil fortsat være brutalt nærværende: usynlig krig med droner kan udrette det utroligste. En logik, som Bidens forgænger Barack Obama greb fra første dag i embedet. Vigtig tilføjelse: Droner kan ikke bruges til at bygge imperier; derimod kan de genere rivalers forsøg på samme.

USA’S TILSTEDEVÆRELSE i Afghanistan har i slutfasen ikke været overvældende: 10.000 mand suppleret med et tilsvarende antal fra andre Nato-lande. Til sammenligning kulminerede Pentagons styrker i Sydvietnam i 1968 med en halv million. Under Obama var tallet i Afghanistan på 98.000, da det var højest.

Kabul har ikke udsigt til at blive en variant af Ho Chi Minh Byen: Vietnam er, om end formelt kommunistisk, i dag en pragmatisk udviklingsstat, der hele tiden og igen inviterer amerikansk know-how indenfor som del af mange partnerskaber. I modsætning hertil er modstanderen i Kabuls omegn et xenofobisk islamistisk og velbevæbnet teokrati med en langsigtet vision om at slavebinde det afghanske samfunds knap 40 millioner indbyggere.

At forhindre en afghansk katastrofe – det skrøbelige Kabul-regimes fald – ligner en umulighed. Tro heller ikke, at andre aktører i regionen – Iran, Kina, Indien, Rusland – kan gøre en positiv forskel.

MODSTANDEREN er nemlig ikke kun det irrationelle og fanatiske Taleban. Men også dette pashtunske voldsregimes vigtigste allierede gennem årtier: den pakistanske efterretningstjeneste. Som militærhistoriker og tidligere brigadegeneral Michael H. Clemmesen herhjemme (på netmediet pov.international) har leveret detaljerede analyser af, har den pakistanske militære indsats mod Kabul stået på i fire årtier.

Midlet har været våbenforsyninger til og træning af den islamistiske del af de afghanske oppositionsgrupperinger. Pakistanske efterretningsfolk var sandsynligvis også bindeled til den saudiarabiske rigmand Osama Bin Laden og hans Al-Qaeda-netværk. Hverken CIA eller den civile pakistanske ledelse kunne forhindre udbredelsen af det største og mest fanatiske terrorregime i nyere tid.

Ironisk pointe: De afghanske muhajedeen-guerillaer, der med amerikanske og pakistanske våbenforsyninger drev den sovjetiske besættelsesmagt ud i 1980’erne, muterede siden til at blive nutidens Taleban. Blev denne risiko mon nævnt i Pentagons manualer?

For fem år siden åbnede en fæstningslignende amerikansk ambassade i Kabul udstyret med 1.500 skriveborde og 800 senge og blev dermed en tredjedel større end den tilsvarende i Bagdad. To markante og dystre vidnesbyrd om supermagtens indsatser.

Danske soldater spillede med her, og rationalet kender vi: Vi gjorde det ikke for at hjælpe afghanerne til et bedre samfund, men for at bekræfte vort amerikanske partnerskab.

Er det mon for tidligt at kalde ambassadekomplekset i Kabul for gravmonument over endnu et faldent imperium?

(klumme i Politiken 26.07.21)

Om flemmingytzen

f. 1952, journalistuddannet 1976, på Politiken siden 1994. Underviser, foredragsholder og forfatter. Se mere på: www.flemmingytzen.dk
Dette indlæg blev udgivet i Globalt, Kommentarer/analyser, Set fra Danmark, USA. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s