Myanmar risikerer glemsel midt i rivaliseringen mellem stormagterne.

Risikerer Myanmar, det tidligere Burma, at blive glemt, forsømt og bragt ud af syne på den vestlige horisont?

Ulykkeligvis er svaret ja, eftersom der er kaos, vold og elendighed i Europas nærområder, hele vejen fra Libyen over Libanon, Palæstina og videre til Syrien, Irak, Yemen og Afghanistan.

Sydøstasien bliver ikke en region, hvor vestlige alliancer eller asiatiske stormagter blander sig militært, således som det skete i 1990’erne i det tidligere Jugoslavien. Måske er erfaringerne fra Balkan typiske for perioden, men ikke retvisende for den verdensuorden, vi siden er kommet ind i.

På den anden side af voldens mellemøstlige og sydasiatiske geografi ligger et samfund, som for få år siden repræsenterede et håb efter et halvt århundredes konflikt og undertrykkelse. Reformforsøg stillede demokratisk deltagelse i udsigt for millioner, der aldrig havde oplevet andet end militære jernhæle. Den nobelprisbelønnede oppositionsleder Aung San Suu Kyi symboliserede forventninger om fornyelse og forandring.

Obama lagde vejen forbi, ligeså Hillary Clinton, vores egen Helle Thorning-Schmidt plus horder af diplomater med løfter om udviklingsbistand og investeringer.

I DAG holder de sig væk. EU-landenes ambassadører forlader Myanmar. Kina, Indien og de øvrige naboer falder tilbage på rutinemæssige forklaringer om hensynet til regional stabilitet. Den brutale realitet er, at Myanmar aldrig har været stabilt siden uafhængigheden i 1948.

Kort efter militærkuppet i februar, hvor juntaen opløste parlamentet og fængslede landets civile ledere, meldte landets FN-ambassadør, Kyaw Moe Win, at han modsatte sig militærstyret.

Siden knyttede han sig til den skyggeregering, der blev dannet af folk fra Suu Kyis parti og repræsentanter for flere af landets etniske grupper. Overraskende har FN ladet ambassadøren beholde sin plads og afvist den afløser, som juntaen udpegede. Hvilket næppe overlever FN-systemets særlige akkrediteringskomite, hvor Kina og Rusland har vetoret.

Både før og efter kuppet har russiske generaler på markant vis demonstreret tilstedeværelse i Myanmar, som nu er blevet en stor våbenkunde i Moskva. Kina har fået selskab i pagodelandet.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, og det internationale Røde Kors inviterer ikke juntastyrets folk til deres møder, tydeligvis i en forventning om at kunne give plads til folk fra skyggeregeringen i stedet. Dette vil kræve, at også vestlige og asiatiske regeringer åbner op for diplomatiske kanaler for eksilfolk, der bekæmper juntastyret.

Ikke nogen sandsynlig vej frem, desværre. Biden-regeringen bruger ikke kræfter på Myanmar. Kina træder vande og håber på en stabilisering, der kan sikre landets store investeringer i nabolandet. Hvor er Europa i dette deprimerende billede?

MYANMAR er blevet et af mange ofre for Brexit. Storbritannien, pagodelandets tidligere kolonimagt, huser et stort og aktivt miljø af eksilburmesere og dermed også de mest aktive lobbygrupper, der tidligere pressede på i EU-systemet for politisk og finansiel støtte til burmesiske civilsamfundsgrupper. De får ikke længere noget ud af at tage til Bruxelles.

Imens fortsætter militærregimets krig mod egen befolkning. Anslået 6.000 er blevet dræbt siden kuppet, mindst lige så mange er arresteret, og 170.000 menes at være fordrevet. Kan enkelte europæiske lande gøre en forskel? Danmark leverede i 1990’erne finansiel og politisk støtte til en anden skyggeregering end den nuværende: Dens medlemmer blev tilmed inviteret til eksilkonferencer hertillands med alt betalt fra en udenrigsministeriel kasse.

Sammen med Storbritannien, Norge og Sverige var vi helt fremme i skoene i støtten til Suu Kyi, der dengang sad i husarrest, og til de eksilgrupper, der fik husly langs den thai-burmesiske grænse. Men det militærstyrede Thailand er ikke interesseret i at repetere den historie.

På vej ud i glemslen er også den trekvarte million muslimske rohingyaer, som er fordrevet ind i primitive lejre i Bangladesh. Dette massive overgreb fik opbakning af Myanmars civile politikere, inklusive Aung San Suu Kyi. Derfor blev hun udskammet også af EU-landene og internationalt isoleret. Men derfor, lyder argumentet blandt asiatiske diplomater i dag, blev det nemmere for generalerne at slå ned på hende og hendes partifæller.

’Vejen til Mandalay’, som Kiplings legendariske digt hed, er i dag et tragisk mareridt. Den danske opdagelsesrejsende Aage Krarup Nielsen beskrev for et lille århundrede siden Burma som landet med de lykkelige smil. I dag dominerer smerterne. Idyllen bag den grå Moulmein Pagode var en illusion.

(klumme i Politiken 27.07.21)