Selverklæret vestlig universalisme er formynderi for det globale syd.

Hvor mange mon husker reaktionerne, da Frankrigs præsident Macron omtalte Nato som en hjernedød organisation?

I dag giver udsagnet ingen mening. Krigen om Ukraine har mobiliseret et sammenhold i den vestlige forsvarsalliance, som næppe har været stærkere siden den kolde krig. Det interessante spørgsmål er herefter, om de sanktioner, som Nato’s medlemmer suppleret med de EU-lande, der ikke er i Nato, har iværksat mod Rusland, giver Vesten stærkere indflydelse i den del af verden, som vi kalder det globale syd.

For uden medvirken herfra vil sanktionerne have begrænset virkning. Ukraine og Rusland er to af klodens største fødevareproducenter og -eksportører. Så hvis krigsførelsen trækker i langdrag, og genopbygningen af det ukrainske samfund trækker ud, kommer konflikten til at sætte sig uhyggelige spor i form af sult og underernæring i netop det globale syd foruden nøden og elendigheden i det ukrainske samfund.

Denne realitet forklarer, hvorfor Vesten står relativt isoleret i bestræbelserne på at isolere og boykotte Rusland, og hvor specielt Kinas udgangspunkt – ikke at godkende den russiske aggression, men heller ikke fordømme den – giver mening for toneangivende lande på andre kontinenter som f. eks. Brasilien, Indien og Sydafrika.

PÅ SLAGMARKEN er Rusland kørt fast, hvilket er en kolossal ydmygelse for Putin. I Washington og Bruxelles må de strategiske planlæggere allerede nu i gang med at tegne skitserne til, hvorledes et fremtidigt Ukraine skal knyttes til EU på en måde, der afkobler landet fra den interessesfære, som Putin troede, han kunne have tvunget nabolandet i med en hurtig militær sejr.

Antallet af lande, som stemte for en fordømmelse af Rusland i FN’s generalforsamling, var højt: 141. Men regeringer, som repræsenterer mere end halvdelen af klodens befolkning, undlod at fordømme Rusland. Så hvorfor undlader solide demokratier som Indien og Indonesien at stille sig entydigt på Vestens side?

En del af forklaringen skal findes en snes år tilbage med den amerikansk-ledede invasion af Irak og de fejlslagne bestræbelser på genopbygning i både Irak og Afghanistan. Når Joe Biden i Warszawa talte floromvundet om Vestens forsvar for frihed og universelle værdier, negligerer han den realitet, at denne selverklærede universalisme i praksis er imperialisme og formynderi for ’resten’, dvs. det globale syd.

DEN BRITISKE historiker Adam Tooze forklarer dilemmaet præcist: Vi europæere ville hjælpe os selv enormt, hvis vi indså, at vort kontinent ikke er verdens centrum længere, og hvis vi lader dem, som bliver hårdere ramt af mangel på fødevarer og energi, fordi de er meget mere sårbare, blive medspillere i den forandrede verdensorden.

Da USA og dets allierede hovedkulds i fjor måtte trække sig ud af Afghanistan, tilbød Kina fælles indsatser på at stabilisere det ødelagte land, men blev ignoreret af Washington. Så hvem sætter sig i spidsen for den indsats for Ukraine, som skal genopbygge det krigsødelagte land, USA måske? Jamen, så tjek lige tilstandene i Irak og Afghanistan.

I en ikke så fjern fremtid skal især EU og FN-systemet skaffe milliardbeløb til genopbygningsindsatsen. På den lange bane vil kinesiske investeringer kunne gøre en positiv forskel, eftersom Ukraine ligger centralt i de nye silkevejes geografi.

Overset af vestlige medier forhandlede præsidenterne Volodymyr Zelenskyi og Xi Jinping i fjor mulighederne om at styrke infrastrukturen mellem Ukraine og Kina. En aftale om at gøre Ukraine til en bro for investeringer til Europa blev underskrevet. Det første direkte godstog med ukrainske eksportvarer ankom til Kina 7. oktober.

En stor del af Europas hjælp til Ukraine vil gå til flygtningeindsatser i nærområderne. Selv den dag, en våbenhvile bliver en realitet, vil risikoen for en længerevarende lavintensiv krig med terrorhandlinger være overhængende. Derfor har Zelenskyi ikke råd til at sige nej til Kina som økonomisk partner. For kinesisk infrastruktur sammenknytter de lande i øst, som bliver vigtige for Ukraine. Fra den ukrainske østgrænse er der ikke langt til Armenien, Georgien og de centralasiatiske ’stan-lande’. Øst for disse begynder klodens største vækstcenter.

På sigt skal også forbindelserne til Rusland normaliseres. Mens krigen raser, skal der tænkes langsigtet. For Vladimir Putin er selvfølgelig ikke holdbar på sigt.

(klumme i Politiken 07.04.2022)